Ankestyrelsens principafgørelse D-2-05 om beskæftigelseskrav - arbejdsløshedskassers oplysningspligt - dagpenge

Ankestyrelsens principafgørelse D-2-05 om beskæftigelseskrav - arbejdsløshedskassers oplysningspligt - dagpenge

Resume

Det var kommunen, der havde kompetencen til at træffe afgørelse om retten til sygedagpenge.

Kommunen kunne indhente de oplysninger om den pågældende, der var nødvendige for at behandle sagen.

Kommunen kunne således bede om oplysninger fra pågældendes arbejdsløshedskasse.

Der var ikke hjemmel til at afkræve en a-kasse en vurdering af en persons dagpengeret, da det ville indebære en egentlig sagsbehandling i a-kassen.

A-kassens oplysningspligt begrænsede sig til udlevering af foreliggende oplysninger.

Hvis kommunen herefter var i tvivl om, hvorvidt en person ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, hvis vedkommende ikke var uarbejdsdygtig, ville kommunen kunne få bistand til vurderingen hos Beskæftigelsesministeriet/Arbejdsdirektoratet.

Love

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 1047 af 28. oktober 2004 - § 4, stk. 1, nr. 2 og § 31, stk. 1

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 72 af 6. februar 2004 - § 11a, stk. 1

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 32, stk. 1, nr. 2, § 68 og § 72

Sagsfremstilling

Der var tale om en 58-årig kvinde, som i december 2003 anmodede sin kommune om sygedagpenge.

Hun led af eftervirkninger af en kræftoperation.

Kvinden havde tidligere arbejdet som dagplejemor.

Efter et par års ledighed blev hun sygemeldt i august 1998, og hun modtog sygedagpenge indtil varighedsbegrænsning i august 1999.

Herefter valgte hun at blive forsørget af sin mand.

Hun betalte fortsat kontingent til sin a-kasse som fuldtidsforsikret, men hun meldte sig ikke ledig og havde således ikke i perioden modtaget arbejdsløshedsdagpenge.

Der forelå i sagen en omfattende korrespondance mellem kvindens kommune og arbejdsløshedskasse.

Kommunen havde flere gange anmodet a-kassen om at træffe afgørelse om, hvorvidt kvinden ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge i december 2003, hvis hun ikke var blevet syg.

A-kassens svar var ikke entydige.

Kommunen traf den afgørelse, at kvinden ikke havde ret til sygedagpenge.

Afgørelsen blev tiltrådt af det sociale nævn.

Kvinden klagede over nævnets afgørelse.

Hun gjorde gældende, at a-kassen havde oplyst, at hun uden videre ville have fået udbetalt dagpenge, såfremt hun havde været rask og dermed til rådighed for arbejdsmarkedet.

Til brug for sagens behandling rettede Ankestyrelsen en generel forespørgsel til Arbejdsdirektoratet om ret til arbejdsløshedsdagpenge ved ledigmeldelse efter i over 4 år at have været hverken ledig eller i beskæftigelse.

Arbejdsdirektoratet udtalte vejledende, at et medlem som udgangspunkt maksimalt kunne være indplaceret i en dagpengeperiode i 6 år, idet referenceperioden var 312 uger.

Var dagpengeretten opbrugt eller referenceperioden udløbet, skulle et fuldtidsforsikret medlem for at have ret til arbejdsløshedsdagpenge opfylde et krav om fuldtidsbeskæftigelse i mindst 26 uger (mindst 962 timer) inden for de sidste 3 år.

Arbejdsdirektoratet udtalte endvidere bl.a., at et medlem for at have ret til dagpenge også skulle opfylde den helt grundlæggende betingelse om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det var direktoratets opfattelse, at der burde foretages en rådighedsvurdering af et medlem, der havde haft en arbejdsfri periode på over 4 år uden at have været tilmeldt AF som arbejdssøgende, da det kunne skabe tvivl om rådigheden.

Rådighedsvurderingen skulle omfatte både medlemmets evne og vilje til at søge og overtage ordinært fuldtidsarbejde med dags varsel.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af dokumentationskravet i dagpengelovens § 4, stk. 1, nr. 2.

Afgørelse

Ankestyrelsen fandt ikke, at kvinden havde ret til sygedagpenge.

Begrundelsen var, at det ikke var sandsynligt, at hun ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, hvis hun ikke var blevet syg i december 2003.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at kvinden var ledig et par år forud for sygemeldingen i 1998, og at hun siden varighedsbegrænsningen i 1999 var blevet forsørget af sin mand og havde valgt ikke at melde sig ledig som arbejdssøgende.

Ankestyrelsen lagde også vægt på oplysningerne i Arbejdsdirektoratets vejledende udtalelse om dagpengeperioden, herunder den såkaldte referenceperiode, og om det beskæftigelseskrav, der gjaldt for personer, når dagpengeretten var opbrugt eller referenceperioden udløbet.

Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på direktoratets oplysning om, at der burde foretages en rådighedsvurdering af et medlem, der havde haft en arbejdsfri periode på over 4 år uden at have været tilmeldt AF som arbejdssøgende, da det kunne skabe tvivl om rådigheden, herunder både evnen og viljen til at søge og overtage ordinært fuldtidsarbejde med dags varsel.

Ankestyrelsen fastslog samtidig, at det var kommunen, der havde kompetencen til at træffe afgørelse om retten til sygedagpenge, jf. dagpengelovens § 31, stk. 1.

Kommunen kunne indhente de oplysninger om den pågældende, der var nødvendige for at behandle sagen, jf. retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1.

Kommunen kunne således bede om oplysninger fra pågældendes arbejdsløshedskasse.

Der var efter Ankestyrelsens vurdering ikke hjemmel i retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1, til at afkræve en a-kasse en vurdering af en persons dagpengeret, da det ville indebære en egentlig sagsbehandling i a-kassen.

A-kassens oplysningspligt begrænsede sig til udlevering af foreliggende oplysninger.

Hvis kommunen herefter var i tvivl om, hvorvidt en person ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, hvis vedkommende ikke var uarbejdsdygtig, ville kommunen kunne få bistand til vurderingen hos Beskæftigelsesministeriet/ Arbejdsdirektoratet.