Afslag på formue mindreåriges til ferierejse til USA.
Statutory Text (3 Articles)
Afslag på formue mindreåriges til ferierejse til USA.
Resumé
Værgemålslovens § 39.
Civilstyrelsen stadfæstede statsamtets afslag på frigivelse af 10.000 kr. af en 7-åriges og 10-åriges formue til brug for afholdelse af ferie i USA sammen med deres far.
Den omstændighed, at børnene nogle år for inden havde mistet deres mor, kunne ikke føre til, at der helt undtagelsesvist kunne frigives formue til afholdelse af ferie.
Civilstyrelsens afgørelse af 17. maj 2005, j.nr. 05-810-00385.
” Civilstyrelsen har nu behandlet Deres klage over Statsamtets afgørelser af 20. april 2005.
Ved afgørelserne afslog statsamtet at tillade frigivelse af 10.000 kr. af henholdsvis M´s og C´s formuer til afholdelse af ferie i USA.
Vi ændrer ikke statsamtets afgørelser.
Afgørelsen er truffet efter værgemålslovens § 39, jf. § 25, stk. 2.
Det fremgår af værgemålslovens § 39, at værgen skal have statsamtets godkendelse til forbrug af formue, der er omfattet af værgemålet.
Efter værgemålslovens § 25, stk. 2, kan forældre som værger anvende barnets indtægter til dets underhold i passende omfang og under hensyntagen til deres og barnets stilling.
Såfremt indtægterne ikke er tilstrækkelige, kan værgen under hensyn til værgemålets karakter bruge af formuen i passende omfang med statsamtets tilladelse.
Efter praksis er vi tilbageholdende med at tillade frigivelse af formue til køb eller forbrug af mere luksuspræget karakter.
Det fremgår af sagen, at M er 10 år gammel, og C er 7 år gammel.
M har en formue på ca. 361.000 kr., og C har en formue på ca. 390.000 kr.
Renteafkastet udbetales til Dem.
De har i Deres klage henvist til, at Deres økonomiske forhold har ændret sig drastisk efter M´s og C´s mors død, herunder at husstandsindkomsten er faldet med 550.000 kr. årligt.
De er således ikke i stand til at betale for rejsen.
M og C har endvidere selv foreslået at betale for rejsen.
De har endvidere henvist til, at De, M og C har haft nogle svære år efter deres mors død, og at De mener, at en stor oplevelse vil gavne M og C.
Vi har lagt vægt på ovenstående oplysninger.
Efter vores opfattelse er frigivelse af M´s og C´s formuer til afholdelse af ferie forbrug af luksuspræget karakter, og vi finder ikke, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, som kan begrunde frigivelse til dette formål undtagelsesvis kan tillades.”