Konkrete afgørelser vedr. § 11a fra ÅB 2005 I

Konkrete afgørelser vedr. § 11a fra ÅB 2005 I

Resumé

Fra ÅB 2003

Efter offererstatningslovens § 11a, stk. 1, betaler nævnet erstatning i overensstemmelse med en eventuel dom om erstatningsspørgsmålet.

Efter § 11a, stk. 2, gælder dette dog ikke, hvis skadevolderen har anerkendt ansøgerens erstatningskrav, og kravet derfor ikke er prøvet af retten.

Offererstatningslovens § 11a har stor praktisk betydning for nævnet.

Reglen i stk. 1 er medvirkende til, at nævnet kan afgøre et stort antal sager umiddelbart i forbindelse med modtagelsen, jf. ovenfor under afsnit 4, hvorimod reglen i stk. 2 medfører, at nævnet i andre sager må foretage en selvstændig sagsbehandling, selv om erstatningsspørgsmålet har været drøftet under straffesagen.

Efter offererstatningslovens § 11a, stk. 3, kan nævnet uanset reglen i offererstatningslovens § 11a, stk. 1, tilkende en ansøger en højere erstatning end fastsat ved dommen, hvis omstændighederne taler for det.

I nævnets sager (N.j.nr. 13-00059-2004) og (N.j.nr. 13-00060-2004) forelå en speciel situation.

Ansøgerne, to danske søstre (A og B), havde været udsat for røveri, frihedsberøvelse og trusler.

Episoden fandt sted i den ene søsters lejlighed i Jylland, hvortil den ligeledes danske gerningsmand havde tiltvunget sig adgang.

A blev desuden ved trussel med kniv tvunget til at følge med gerningsmanden ned i et nærliggende parkanlæg, hvor hun blev udsat for seksuelle overgreb.

Straffe-sagen blev behandlet ved de norske

domstole, idet gerningsmanden var blevet udleveret til Norge med henblik på retsforfølgning for et drab begået i 2001.

Lagmannsretten lagde til grund, at sagen skulle behandles efter den norske straffe- og proceslovgivning, ligesom erstatningsspørgsmålet skulle behandles efter norsk ret.

Lagmannsretten tilkendte herefter A 100.000 NOK i ”oprejsning” (tortgodtgørelse) og 90.000 NOK i skønsmæssigt fastsat erstatning for økonomisk tab.

B blev tilkendt 20.000 NOK i ”oprejsning” og skønsmæssigt 1.700 NOK i erstatning.

Nævnet anerkendte den norske dom som retskraftig i medfør af Luganokonventionens artikel 26, selv om de danske lovvalgsregler – efter princippet om skadesstedets ret – ville føre til, at dansk og ikke norsk ret skulle have været anvendt ved afgørelsen af de forurettedes erstatnings- og godtgørelseskrav.

Nævnet lagde herved vægt på de konventionsmæssige krav om anerkendelse, hvorefter en dom afsagt i et andet konventionsland skal tillægges retskraft, uanset om den kan anses for at være ”korrekt” efter dansk ret, medmindre anerkendelsen er i strid med ordre public, eller

forholdet er omfattet af en af de udtrykkelige undtagelser i konventionens artikel 27.

På baggrund heraf tilkendte nævnet erstatning og godtgørelse til ansøgerne som bestemt ved den norske dom.

Nævnet bemærkede, at eventuel senere genoptagelse af sagerne med henblik på tilkendelse af yderligere erstatning ville forudsætte, at ansøgningen vedrørte krav, som ikke måtte anses for dækket gennem de af den norske domstol allerede tilkendte beløb.