Konkrete afgørelser vedr. § 7 fra ÅB 2005 I

Konkrete afgørelser vedr. § 7 fra ÅB 2005 I

Resumé

Fra ÅB 2002

Det er under alle omstændigheder en betingelse for nævnets udbetaling af erstatning og godtgørelse, at der foreligger en overtrædelse af straffeloven.

Offererstatningslovens § 7, stk. 1, medfører, at erstatning alligevel ikke kan udbetales fra nævnet, hvis skaden dækkes fra anden side, f.eks. i form af sociale ydelser, løn under sygdom, forsikringer m.m.

For skader, der indtræder den 1. januar 2002 og senere, jf. lov nr. 463 af 7. juni 2001 om ændring af erstatningsansvarsloven og offererstatningsloven m.v. (betænkning nr. 1383/2000), gælder – som også anført ovenfor under pkt. 1 – herefter om fradrag i erstatning den nu således affattede bestemmelse i offererstatningslovens § 7, stk. 1

”Erstatning ydes ikke i det omfang, skaden godtgøres af skadevolderen eller dækkes af forsikrings-ydelser eller andre ydelser, der har karakter af virkelig skadeserstatning.”

Efter den hidtidige affattelse af § 7, stk. 1, var erstatningen fra staten subsidiær i forhold til al anden kompensation, som den skadelidte eller de efterladte måtte opnå i anledning af skaden, herunder sociale ydelser og pensions- og forsikringsydelser af enhver art.

Formålet med den nu indførte ændring er at fastslå, at sådan kompensation ikke skal fradrages i erstatningen i videre omfang, end hvad der følger af erstatningsansvarsloven.

Det kan i denne forbindelse bemærkes, at der samtidig er sket en konsekvensændring af offererstatningslovens § 18, stk. 2, om, i hvilket omfang der kan kræves tilbagebetaling af erstatning udbetalt af nævnet.

Nævnet har i sin sagsbehandling undertiden fundet grundlag for at udsætte behandlingen af krav om erstatning for tab af erhvervsevne og godtgørelse for varigt mén, fordi nævnet har fundet det rettest at afvente en afklaring af skadelidtes erhvervs- og pensionsmæssige forhold, jf. herved offer-erstatningslovens § 7, stk. 1.

(N.j.nr. 11-04149-2005) Ansøger havde siddet i et S-tog, da der blev kastet en sten mod toget.

Stenen gik igennem vinduet ved ansøgers plads og ramte ansøger i hovedet.

Nævnet lagde til grund, at forholdet udgjorde en overtrædelse af straffelovens § 252 om forvoldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.

Ansøger søgte om godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og forlænget uddannelse.

Nævnet afslog ansøgningen i medfør af offererstatningslovens § 7, stk. 1, da forholdet måtte anses for omfattet af jernbaneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1171 af 02-12-2004.

Efter jernbanelovens § 13, stk. 1, skal jernbanevirksomheden erstatte skader på passagerer, for hvem der ikke på grund af tjenesteforhold til jernbanevirksomheden eller in-frastrukturforvalteren gælder særlige erstatningsregler, hvis skaden

er en følge af en begivenhed i forbindelse med jernbanebefordring under passagerens ophold i tog eller under dennes ind eller udstigning.

Nævnet henviste derfor ansøger til at fremsætte sit krav om erstatning over for DSB.