Konkrete afgørelser vedr. § 13 fra ÅB 2005 I

Konkrete afgørelser vedr. § 13 fra ÅB 2005 I

Resumé

Fra ÅB 2002

Ifølge offererstatningslovens § 13 kan nævnet ikke behandle en ansøgning, der er indgivet over 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået, medmindre der foreligger særlige grunde.

I forarbejderne til lovbestemmelsen, betænkning nr. 751/1975, side 38, er anført, at det er fundet hensigtsmæssigt at fastsætte en tidsfrist, inden for hvilken ansøgningen i almindelighed skal være indgivet, for at nævnet kan undgå at behandle alt for gamle krav, og en frist på 2 år er fundet rimelig.

Fristen kan fraviges, hvis der foreligger særlige grunde, og dette kan ifølge betænkningen f.eks. være tilfældet, hvis skadelidte først får kundskab om forbrydelsen længere tid efter, at forbrydelsen er begået.

Bl.a. fordi nævnet står uden vejledning i lovens forarbejder, er nævnet meget tilbageholdende med at afvise en ansøgning med henvisning til lovens § 13.

(N.j.nr. 10-00053-2005) I sagen søgte en kvinde og hendes 5 børn om forsøgertabserstatning i anledning af, at kvindens mand, der var børnenes fader, den 19-08-2001 var afgået ved døden efter at være blevet stukket i halsen, maven og brystet med en kniv.

Retten havde på grund af manglende dokumentation ikke taget påstanden om forsørgertabserstatning under påkendelse i forbindelse med straffesagens behandling.

Da nævnet kan behandle en ansøgning om erstatning i henhold til offererstatningsloven, uanset om erstatningsspørgsmålet er afgjort ved dom, kunne nævnet således allerede umiddelbart efter afsigelsen af endelig straffedom den 16-10-2002 have behandlet erstatningsansøgningerne.

Alligevel udtog ansøgernes advokat den 20-12-2002 stævning mod skadevolderen.

Først den 11-11-2004 modtog nævnet en ansøgning, og først den 03-03-2005 faldt der civilretlig dom i sagen.

Efter nævnets praksis regnes 2-årsfristen først fra sagens afslutning hos politiet eller anklagemyndigheden.

Ansøgningen i nærværende sag var indgivet efter 2-årsfristens udløb.

Nævnet fandt imidlertid, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at nævnet alligevel kunne behandle sagen.

Nævnet lagde navnlig vægt på, at der var tale om en overtrædelse af straffelovens § 237, at der havde været nedlagt påstand om erstatning i forbindelse med straffesagen, samt at sagen under hele forløbet havde været aktiv.