Konkrete afgørelser vedr. § 10 fra ÅB 2005 IV

Konkrete afgørelser vedr. § 10 fra ÅB 2005 IV

Resumé

Fra ÅB 2002

Efter offererstatningslovens § 10, stk. 1, er erstatning fra staten betinget af, at lovovertrædelsen uden unødigt ophold er anmeldt til politiet.

Politiets efterforskning vil normalt være en forudsætning for, at det kan konstateres, at der har foreligget en straffelovsovertrædelse, og hermed tillige nødvendig for at sikre mod misbrug af erstatningsordningen.

En hurtig politianmeldelse vil i almindelighed fremme muligheden for at opklare sagen og dermed i givet fald tilvejebringe grundlag for en retsforfølgning af skadevolder, således at skadevolderen kan blive pålagt at betale erstatning til skadelidte.

I nævnets praksis anses en politianmeldelse, der er indgivet inden 24 timer efter gerningstidspunktet, i almindelighed for indgivet uden unødigt ophold.

Hvis det har været umuligt for skadelidte på grund af sin tilstand (f.eks. bevidstløshed) at indgive politianmeldelse, må fristen regnes fra det tidspunkt, hvor det var muligt for skadelidte at indgive politianmeldelsen, eventuelt telefonisk.

Hvis der - uanset den for sene politianmeldelse - sker opklaring af sagen, f.eks. således at det ved dom konstateres, at der har foreligget en straffelovsovertrædelse, vil den sene politianmeldelse, jf. princippet i forsikringsaftalelovens § 21, ikke blive regnet skadelidte til last.

For skader, der indtrådte til og med udgangen af 2001, var det i lovens hidtidige affattede bestemmelse i § 10, stk. 2, angivet, at erstatning kan ydes i særlige tilfælde, selv om betingelsen i stk. 1 ikke er opfyldt.

I betænkning nr. 751/1975 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser er om sådanne særlige tilfælde bl.a. anført den situation, hvor skadelidte med føje, men fejlagtigt tror, at der ikke er lidt et tab, eller at tabet kun er bagatelagtigt.

I disse tilfælde må fristen efter stk. 1 regnes fra det tidspunkt, hvor skadelidte bliver klar over sin fejltagelse.

For skader, der er indtrådt den 1. januar 2002 og senere, jf. lov nr. 463 af 7. juni 2001 om ændring af erstatningsansvarsloven og offererstatningsloven m.v. (betænkning nr. 1383/2000), er det i den nu affattede bestemmelse i lovens § 10, stk. 2, anført

”Bestemmelsen i stk. 1 kan fraviges, hvis forholdene taler for det.”

Ifølge lovens forarbejder er der med den ændrede formulering i stk. 2 tilsigtet en vis lempelse af kravet i forhold til den hidtidige praksis.

Det er i denne forbindelse i forarbejderne nævnt, at der således kan dispenseres fra kravet i tilfælde, hvor ofret som følge af forbrydelsen har befundet sig i en choktilstand (uden at være bevidstløs) og som følge deraf ikke inden for det første døgn har rettet henvendelse til politiet eller til andre, som kunne vejlede om kravet om politianmeldelse.

Det er endvidere nævnt, at der f.eks. kan være tale om en ældre person, der bor alene, eller en medtaget person, som efter besøg på skadestuen tager hjem for at hvile og derfor først anmelder forholdet mere end et døgn efter.

Det er endelig nævnt, at det fortsat er en betingelse for at fravige hovedreglen, at der kan henvises til konkrete omstændigheder i den enkelte sag, som taler for en dispensation fra den almindelige frist.

Fra ÅB 2004

Efter offererstatningslovens § 10, stk. 1, er det en betingelse for at få erstatning fra staten, at straffelovsovertrædelsen er anmeldt til politiet uden unødigt ophold.

Efter nævnets praksis anses dette for at være inden for 24 timer fra gerningstidspunktet.

Efter offererstatningslovens § 10, stk. 1, er det tillige en betingelse for at få erstatning fra staten, at ansøgeren under en eventuel straffesag mod skadevolderen har nedlagt påstand om erstatning i retten.

Efter offererstatningslovens § 10, stk. 2, kan bestemmelsen i stk. 1 fraviges, hvis forholdene taler for det.

Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis en ansøger på grund af sin tilstand, f.eks. bevidstløshed, har været ude af stand til at indgive politianmeldelse.

I så fald regnes fristen for at indgive politianmeldelse først fra det tidspunkt, hvor det var muligt for ansøger at indgive anmeldelse.

Også i andre tilfælde kan der på grund af sagens konkrete omstændigheder være grundlag for at se bort fra fristen.

Det kan f.eks. være tilfældet, hvis forbrydelsen er begået på et sted og et tidspunkt, hvor det ikke er muligt at indgive politianmeldelse, jf. nærmere årsberetningen for 2003, afsnit 7.4.1.

Det vil dog være en forudsætning for at se bort fra fristen i den forbindelse, at ansøger i øvrigt har taget de nødvendige forholdsregler og f.eks. opsøgt skadestuen eller anden lægehjælp i umiddelbar forbindelse med skaden.

Frygt for repressalier er efter lovens forarbejder ikke en gyldig grund til at undlade at foretage politianmeldelse uden unødigt ophold.

Lykkes det, uanset anmeldelsen ikke er indgivet uden unødigt ophold, at identificere gerningsmanden, ser nævnet i almindelighed bort fra offererstatningslovens § 10, stk. 1.

(N.j.nr. 12-00157-2004) Ansøger var i sommeren 1995 blevet udsat for seksuelle overgreb (analt samleje eller forsøg herpå) udført af en 12-13-årig dreng.

Ansøger var på tidspunktet for overgrebene 7-8 år.

Forholdet blev af ansøger først anmeldt til politiet i april 2004, da ansøger var 15 år.

Politiet foretog sig på grund af gerningsmandens alder på tidspunktet for overgrebene ikke videre i sagen.

Ansøgers forklaring om overgrebene var til dels støttet af forklaring afgivet af gerningsmanden til politiet i april 2004.

Som begrundelse for den sene anmeldelse af forholdet til politiet blev det af ansøgers advokat anført, at ansøger havde været meget flov over episoden.

Ansøger havde derfor forsøgt at glemme episoden frem for at bearbejde den med de deraf følgende psykiske problemer.

Ansøger havde ikke fortalt nogen om overgrebet før kort før politianmeldelsen.

Forholdet i sagen var ikke forældet efter den nugældende straffelovs § 93, stk. 2.

Nævnet så bort fra fristen i offererstatningslovens § 13 under hensyn til, at sagen vedrørte seksuelt misbrug af mindreårig, og idet der for denne type sager i straffeloven er indført særlige forældelsesregler, således at forældelsen først løber fra skadelidte er 18 år.

Da der ikke blev afsagt dom i sagen, forældes erstatningskravet efter 5 år i henhold til 1908-lovens § 1, nr. 5.

Ansøger fandtes dog ikke at skulle ”bære risikoen” for, at gerningsmanden var under den kriminelle lavalder, og der blev på denne baggrund set bort fra forældelsesfristen.

Det blev endvidere af nævnet lagt til grund, at ansøger ville være blevet tilkendt godtgørelse for tort, såfremt gerningsmanden var blevet dømt.

Nævnet tilkendte herefter ansøger 30.000 kr.