Konkrete afgørelser vedr. § 1, stk. 1 fra ÅB 2005 II

Konkrete afgørelser vedr. § 1, stk. 1 fra ÅB 2005 II

Resumé

Efter offererstatningslovens § 1, stk. 1, er det en betingelse for, at staten kan betale erstatning og godtgørelse efter loven, at der foreligger en overtrædelse af straffeloven.Hvis der foreligger en strafbar handling efter § 1, stk. 1, betales erstatning efter loven, selv om skadevolderen er ukendt eller ikke kan findes, jf. lovens § 6.

Skadelidte har ligeledes efter lovens § 6 krav på erstatning, selv om der foreligger subjektive straffrihedsgrunde i form af, at skadevolderen er under 15 år eller utilregnelig, jf. straffelovens §§ 15 og 16.

De subjektive strafbarhedsbetingelser i øvrigt (forsæt eller eventuelt uagtsomhed) skal under alle omstændigheder være opfyldt.Hvis der derimod foreligger en objektiv straffrihedsgrund, f.eks. nødværge eller nødret, jf. straffelovens §§ 13 og 14, eller samtykke, er der som udtrykkeligt anført i betænkning nr. 751/1975 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, side 34 ikke tale om en strafbar handling i lovens forstand.

Erstatning kan i disse tilfælde derfor ikke betales efter offererstatningsloven

I (N.j.nr. 11-02378-2004) afslog nævnet ansøgers krav om erstatning, idet retten i sagen havde fundet, at den person, som ansøger havde udpeget som skadevolder, var straffri i henhold til straffelovens § 13, stk. 2.

I forbindelse med indgriben i en slåskamp satte ansøger sig ovenpå en af deltagerne i slåskampen (A) for at holde denne nede.

Ansøger tog i den forbindelse fat om halsen på den pågældende.

Da den tiltalte i sagen kom til stedet, så han sin kammerat (A) ligge på jorden, mens ansøger sad ovenpå kammeraten og tog kvælertag på ham.

Tiltalte så ikke, hvad der var gået forud for dette.

Episoden fik tiltalte til at sparke ansøger hårdt i ansigtet en gang, hvorved ansøger bl.a. fik et brud på næsen.

Retten fandt, at tiltalte ved at have sparket ansøger havde overtrådt straffelovens § 244.

Tiltaltes spark fandtes at have overskredet grænserne for lovlig nødværge, og tiltalte kunne derfor ikke anses for at være straffri efter straffelovens § 13, stk. 1.

Tiltaltes overskridelse af grænserne for lovlig nødværge fandtes derimod at være rimeligt begrundet i den skræk, som ansøgers angreb på A havde fremkaldt, hvorfor retten fandt tiltalte straffri i medfør af straffelovens § 13, stk. 2.

Under hensyn til, at tiltalte af retten fandtes at være straffri, jf. straffelovens § 13, stk. 2, afslog nævnet ansøgers krav om erstatning.

Nævnet henviste i sin afgørelse til offererstatningslovens § 1, hvorefter nævnet kun kan betale erstatning og godtgørelse

for personskade, der er sket ved overtrædelse af straffeloven.

Afgørelsen er i overensstemmelse med forarbejderne til offererstatningsloven, jf. herved betænkning nr. 751/1975, side 34.