Tvangsbehandling med Rivotril underkendt
Statutory Text (2 Articles)
Tvangsbehandling med Rivotril underkendt
Det lokale nævn godkendte tvangsbehandlingen med mikstur Cisordinol 10 mg x 2 dagligt, subsidiært injektion Cisordinol 10 mg x 2 dagligt samt eventuel medicin mod bivirkninger, idet dosis skulle justeres inden for almindeligt doseringsinterval afhængig af effekt og eventuelle bivirkninger. Nævnet godkendte endvidere tvangsbehandling med tablet Rivotril 2 mg x 2 dagligt.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at patienten var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet lagde vægt på, at han befandt sig i en psykotisk/sindssygelig tilstand, præget af blandt andet hallucinationer, vrangforestillinger og tankeforstyrrelser.
For så vidt angår Cisordinol fandt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet lagde herved vægt på, at Cisordinol er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering var sædvanlig.
For så vidt angår beslutningen om tvangsbehandling med Rivotril fandt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn imidlertid, at beslutning om anvendelse af dette i den daglige løbende behandling af den psykotiske tilstand ikke kunne godkendes. Nævnet lagde vægt på, at Rivotril ikke er et antipsykotisk middel men et middel der anvendes i angstdæmpende og beroligende øjemed og som oftest supplerer den egentlige antipsykotiske behandling.
Resumé
En 25-årig mand havde som barn i en periode været i kontakt med børnepsykiatrisk afdeling og var blevet behandlet med Fenemal. Som voksen havde han en enkelt gang inden aktuelle indlæggelse været indlagt i psykiatrisk afdeling, og under denne indlæggelse fandtes han klart psykotisk, og man vurderede, at diagnosen var skizofreni. Han påbegyndte kort før udskrivelsen behandling med det antipsykotiske middel Risperdal (risperidon) i doseringen1 mg x 2 dagligt. Ved udskrivelsen var der planlagt fortsat ambulant kontakt, og han fandtes i det videre forløb præget af tankeforstyrrelser, koncentrationsbesvær og anspændthed.
Under den påklagede indlæggelse fandt man, at han var psykotisk med hallucinationer og vrangforestillinger, præget af tankeforstyrrelser og en fornemmelse af, at hans tanker kunne aflæses af andre. Han blev konkret tilbudt behandling med antipsykotisk virkende medicin i form af mixtur Cisordinol 10 mg dagligt, senere 20 mg dagligt, men var vedvarende afvisende over for dette. Det blev herefter besluttet, at tvangsbehandle ham med mikstur eller injektion Cisordinol (zuclopenthixol) 10 mg x 2 dagligt samt medicin mod eventuelle bivirkninger samt tablet Rivotril (clonazepam) 2 mg x 2 dagligt.