Tvangsbehandling med depotmedicin underkendt

Tvangsbehandling med depotmedicin underkendt

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for at tvangsbehandle patienten var opfyldt idet han var sindssyg, og idet det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham. Nævnet lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at han befandt sig i en psykotisk tilstand præget af vrangforestillinger. Nævnet fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet nævnet lagde vægt på, at patienten igennem ca. 1 måned var forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet.

Imidlertid fandt nævnet ud fra en konkret vurdering, at Cisordinol i depotform ikke opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet lagde vægt på, at det ikke fremgik af journalen eller overlægens udtalelse til sagen, at peroral behandling eller daglig indgivelse af injektioner ville medføre længerevarende daglig magtanvendelse.

Resumé

En-54-årig mand blev indlagt under diagnosen paranoid skizofreni, og blev ved indlæggelsen vurderet paranoid, forpint og affektspændt, ligesom han gav udtryk for legemlige vrangforestillinger og hørelseshallucinationer. Han var uden sygdomserkendelse og nægtede at modtage medicinsk behandling, hvorfor der efter en månes indlæggelse blev besluttet tvangsbehandling med tablet Cisordinol i ca. 14 dage og herefter Cisordinol Depot.

Patienten klagede over beslutningen om tvangsbehandling til det lokale psykiatriske patientklagenævn, der godkendte beslutningen om tvangsbehandling, herunder anvendelsen af depotmedicin.