Klage over tvangsbehandling efter blot én dags motivationstid

Klage over tvangsbehandling efter blot én dags motivationstid

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede afgørelsen fra Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn. Nævnet fandt, at patienten var sindssyg. Nævnet fandt imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lagde herved vægt på, at patienten kun gennem en dag blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.

Sundhedsvæsnets Patientklagenævn oplyste, at det er nævnets praksis, at en patient som udgangspunkt bør motiveres 1-2 uger før en tvangsbehandling kan iværksættes, og at nævnet i nogle tilfælde dog havde godkendt en motivationstid på under én uge i tilfælde, hvor patienten enten har været væsentligt aggressiv, og der har været nærliggende fare for at patienten ville skade sig selv eller i tilfælde, hvor patienten har været væsentligt forpint af sin tilstand.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyste, at det af Psykiatrilovens § 21, stk. 1 (Lovbekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998) fremgår, at overlægen til stadighed har ansvaret for, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt, og at det af kommentaren til Psykiatrilovens § 21, stk.1 fremgår, at dette indebærer, at ” det er overlægen, som i tilfælde af klage skal sandsynliggøre, at tvangsanvendelsen ikke kun har været formelt berettiget, men også nødvendig, hvilket også forekommer korrekt i relation til mindste middels princip.”

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyste, at delirium er en tilstand, der skyldes en organisk hjernepåvirkning, og som kan optræde hos såvel legemligt som psykisk syge. Psykotiske tilstande som for eksempel sværere mani indebærer en potentiel risiko for udvikling af delirium. Delirium er en tilstand med bevidsthedsuklarhed i form af nedsat opfattelse af omgivelserne, i form af mistolkninger og vrangforestillinger, svækket opmærksomhed, nedsat umiddelbar genkaldelse og korttidshukommelse men relativt velbevaret langtidshukommelse, desorientering, øget eller nedsat psykomotorisk aktivitet og udtalte søvnforstyrrelser, ligesom illusionære mistydninger og hallucinationer forekommer. Med stigende sværhedsgrad af delirium udvikles fysiske ledsagesymptomer i form af puls-, blodtryks- og temperaturstigning, mere udtalt øget psykomotorisk aktivitet, søvnløshed, spise- og drikkevægring samt forstyrrelser af kroppens salt- og væskebalance. Fuldt udviklet delirium - også benævnt akut delir er en potentielt livstruende tilstand.

Af journalen fra indlæggelsen den 29. juni 2004 fremgik, at patienten blev undersøgt, og at man fandt, at hendes blodtryk var 125/80, og at hendes puls var 80.

Af journalen den 30. juni 2004 fremgik, at patienten fortsat var rastløs og i fysisk aktivitet, og at hun skiftevis var mistænksom, skiftevis var tryglende for sin opfattelse. Det fremgår endvidere, at patienten var tydelig bevidst, men at der var en usikker total orientering. Endvidere fremgik, at hun var i en generel løftet stemning iblandet tristhed og gråd, og at der var præg af fysisk træthed. Videre fremgår, at patienten var emotionelt labil og ind imellem tydeligt vred, hun magtede ikke den interpersonelle kontakt, og hun var tydeligt forvirret. Hendes tidligere veldifferentierede sprog var kompromitteret af religiøse remser og salmesang. Endelig fremgik det, at der var en klart sygelig associationstendens og en tydelig vrangagtig opfattelse af situationen, hvorfor man fandt, at patientens tilstand var forenelig med klar mani.

Det fremgik af journalen den 2. juli 2004 , at patienten havde profiteret af stærk rammegivning. Endvidere fremgik, at patientens tilstand ved iværksættelsen af tvangsmedicineringen den 30. juni 2004 var i en manisk tilstand med stor risiko for indtræden af organisk delir og dermed livsfare. Endelig fremgik, at der var indtrådt en lettere ”sedation” af patientens tilstand, der imidlertid fortsat ville være i risiko for organisk delir og dermed livsfare ved eventuelt ophør med medicinen på dette tidspunkt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt på baggrund af journalen, at det ikke var sandsynliggjort, at der på tidspunktet for beslutningen om tvangsbehandling den 30. juni 2004 forelå en så potentiel livstruende tilstand for patienten, at umiddelbar iværksættelse af tvangsbehandling var nødvendig. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lagde blandt andet herved til grund, at der ikke i journalen den 29. og 30. juni 2004 i forbindelse med iværksættelsen af tvangsbehandlingen var omtalt mistanke om delirøs udvikling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lagde herefter vægt på, at patienten kun blev forsøgt motiveret for frivillig behandling 1 dag, før beslutning om tvangs-medicinering blev truffet og iværksat, og at tvangsbehandlingen derfor ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Af samme grund fandt nævnet, at klagen burde have været tillagt opsættende virkning.

Resumé

Den 29. juni 2004 blev en 46-årig kvinde indlagt på Psykiatrisk Afdeling på behandlingsindikation. Af journalen fremgår, at patienten på indlæggelsesdagen havde en kort samtale med overlægen, der fandt, at hun var fuldstændig usamlet. Patienten var på én gang tryglende og flirtende overfor de to politibetjente, der ledsagede hende samtidig med, at hun søgte at opretholde en facade af at være velfungerende. Patienten var meget talende og fulgte kun ved stærk motivation med til sin stue, ligesom hun var fuldstændig afvisende overfor medicinsk behandling.

Patienten fik på indlæggelsesdagen foretaget en somatisk undersøgelse, hvor der fandtes normale forhold, herunder normal hjerteaktion og blodtryk. Hun blev tilbudt antipsykotisk medicin i form af tablet Zyprexa, hvilket hun ikke ønskede. I afdelingen fremtrådte hun efter indlæggelsen i svingende humør, havde stort talepres og var springende i sin tankegang.

Den 30. juni 2004 havde patienten en samtale med overlægen på sit værelse. Overlægen fandt, at patientens værelse var præget af stor uorden, bordet flød således med mange papirer, halvfærdige noter, optegnelser, skitser og op mod 50 delvist udfyldte papirlapper. Patienten var skiftevis trist og smilende, og på usammenhængende vis citerede hun tekster med religiøst indhold. Samtidig forsøgte hun at fastholde erindringer fra tidligere samtaler med overlægen, der fandt hendes ellers velordnede ydre skæmmet af uordentlig påklædning med krøller og cigaretaske. Patienten fremtrådte rastløs og i fysisk aktivitet, hun sad på gulvet og var skiftevis mistænksom, skiftevis tryglende for forståelse af sin opfattelse. Hendes ellers løftede stemningsleje var iblandet tristhed og gråd, hun fremtrådte følelsesmæssigt labil og var ind imellem tydeligt vred. Patientens tankegang var forstyrret med sygelige associationer, religiøse remser og salmesang, og overlægen fandt derfor, at hendes tilstand var forenelig med mani.

Den 30. juni 2004 traf overlægen beslutning om tvangsbehandling, idet patienten fortsat ikke ønskede behandling. Der blev truffet beslutning om behandling med Zyprexa 10 mg primært givet peroralt, alternativt som injektion. Patientens modvilje mod behandlingen blev tolket som klage over beslutningen.

Den 30. juni 2004 blev tvangsbehandlingen indledt, og patienten modtog behandling med Zyprexa 10 mg dagligt, første gang givet som injektion.

Den 2. juli 2004 tilkendegav patienten overfor patientrådgiveren, at hun ønskede at klage over tvangsbehandlingen. Overlægen fandt dog fortsat, at patientens tilstand indikerede, at klagen ikke blev tillagt opsættende virkning, idet han vurderede, at hendes tilstand indebar stor risiko for indtræden af organisk delir og dermed livsfare.

Den 5. juli 2004 vurderede overlægen, at patienten fortsat var behandlingstrængende, men at hendes fysiske tilstand var bedret i en sådan grad, at hendes klage over tvangsbehandling nu kunne tillægges opsættende virkning, således at der indtil Patientklagenævnets afgørelse forelå, eventuelt kunne gives akut beroligende medicin om fornødent med tvang ved stærk psykisk uro eller opkørt situation, hvilket herefter skete såvel den 6. som den 7. juli 2004.

Patienten klagede den 2. juli 2004 over beslutningen om tvangsmedicinering til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn. Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning. Det lokale psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsmedicinering og godkendte endvidere den korte motivationstid og at klagen ikke var blevet tillagt opsættende virkning.

Den 8. juli 2004 blev tvangsbehandlingen genoptaget efter Patientklagenævnets afgørelse forelå.

Patienten ankede Det lokale Patientklagenævns afgørelse til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.