Nævnet kunne alene tage stilling til, om der på nuværende tidspunkt var grundlag for at iværksætte tvangsbehandling

Nævnet kunne alene tage stilling til, om der på nuværende tidspunkt var grundlag for at iværksætte tvangsbehandling

Under sagens behandling i Sundhedsvæsenets Patientklagenævn anførte patienten i forbindelse med en partshøring, at betingelserne for at tvangsindlægge hende ikke var til stede, idet lægeerklæringen (de røde papirer) fra egen læge var i modstrid med lægens vurdering 6 dage tidligere, hvor lægen vurderede, at hun havde det psykisk utroligt godt, ligesom patientens psykoterapeut ligeledes havde udtalt, at et terapiforløb var afsluttet tilfredsstillende. Patienten mente, at da betingelserne for at tvangsindlægge hende ikke var opfyldt, var betingelserne for tvangsmedicinering derfor heller ikke opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyste, at nævnet ikke kunne tage stilling til, om betingelserne for at tvangsindlægge patienten den pågældende dag var til stede, da denne kompetence i medfør af psykiatriloven tilkom det lokale nævn i første instans og domstolene som anden instans. Nævnet fandt alene at kunne tage stilling til, om betingelserne for at iværksætte tvangsmedicinering var opfyldt, herunder om patienten var sindssyg og om det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle patienten, hvilket nævnet fandt. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn godkendte derfor tvangsbehandlingen.

Resumé

En 47-årig kvinde, der tidligere have været indlagt, blev aktuelt tvangsindlagt på fareindikation, da hun var psykisk svær labil uden sygdomsfornemmelse og uden sygdomsindsigt. Da patienten vedvarende modsatte sig behandling, blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med antimanisk/stemningsstabiliserende med medicin i form af Deprakine og Rivotril, alternativt Cisordinol.

Det lokale nævn godkendte tvangsmedicineringen.