Klage over tvangsbehandling med Risperdal med eventuel senere overgang til Risperdal Depot, samt med Seroxat

Klage over tvangsbehandling med Risperdal med eventuel senere overgang til Risperdal Depot, samt med Seroxat

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet vurdering, at betingelserne for tvangsbehandling med Risperdal var opfyldt. Vedrørende motivationstid/betænkningstid var det Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at afdelingens forsøg på at motivere patienten for at modtage behandlingen frivilligt, skulle omfatte motivering for et konkret behandlingsforslag, det vil sige tilbud om behandling med et eller flere bestemte præparater, således at patienten havde mulighed for at tage stilling hertil. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at det hverken af patientenss journal eller sygeplejekardex fremgik, at han forud for beslutningen om tvangsbehandling var blevet forsøgt motiveret for behandling med Seroxat, ligesom nævnet måtte lægge til grund, at der ikke var tale om en akut situation, hvor udsættelse af behandlingen med Seroxat var til fare for hans liv eller helbred. På den baggrund fandt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at betingelserne for at tvangsbehandle patienten med Seroxat ikke var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere på baggrund af oplysningerne i patientens journal og sygeplejekardex det ikke godtgjort, at behandling med Risperdal givet som daglig peroral behandling ikke ville kunne gennemføres, hvorfor det ville være i strid med mindste middels princip på daværende tidspunkt at godkende en eventuel senere overgang til behandling med Risperdal Depot.

Resumé

En 21-årig gammel mand blev tvangsindlagt på behandlingsindikation på en psykiatrisk afdeling. Under indlæggelsen blev der - ud over almindelig klinisk, psykiatrisk vurdering - foretaget supplerende undersøgelser og observationer af patienten med henblik på yderligere diagnostisk udredning på baggrund af, at lægerne under en tidligere indlæggelse havde været i tvivl om, hvorvidt patienten led af en svær tvangstilstand eller en lidelse indenfor det skizofrene spektrum. Han fik siden begyndelsen af indlæggelsen tilbudt behandling i form af Risperdal, hvilket han dog vedvarende afviste.

Under den aktuelle indlæggelse vurderede lægerne, at der er tale om en psykotisk tilstand, idet patienten til stadighed frembød en bizar, tvangspræget og ritualiseret adfærd, der blandt andet manifesterede sig ved, at han vedvarende bar handsker - også i forbindelse med gennemførelse af supplerende diagnostiske undersøgelser, systematisk undgik enhver form for fysisk berøring, sov fuldt påklædt, unddrog sig personlig hygiejne i form af badning, fremtrådte mistroisk og paranoidt fortolkende, med læderet emotionel kontakt, urealistisk med hensyn til fremtiden og egen formåen og ganske uden sygdomsindsigt.

Som led i supplerende diagnostiske undersøgelser blev der den foretaget psykologisk undersøgelse, der konkluderede, at det ud fra en samlet vurdering var helt overvejende sandsynligt, at der er tale om en skizofreniform psykotisk tilstand, sandsynligvis en egentlig skizofreni. Da resultaterne fra den psykologiske undersøgelse forelå, vurderede lægerne, at patientens tilstand var forenelig med diagnosen uspecifik skizofreni, og der blev i knap to måneder efter indlæggelsen truffet beslutning om at tvangsbehandle ham med tablet Risperdal og evt. senere overgang til behandling med injektion Risperdal Depot, samt tvangsbehandling med tablet Seroxat.

Patienten klagede til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn over beslutningen om tvangsbehandling. Klagen blev tillagt opsættende virkning. Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsbehandling af patienten. Nævnet tilsidesatte dog beslutningen om eventuel senere overgang til behandling med Risperdal depot, idet nævnet fandt, at det på det aktuelle grundlag ikke ville opfylde kravet om mindst indgribende behandlingsform.