Legislator Case Law & Legislation
W20051028225 DK

Klage over ændringen af tvangsmedicinering fra Risperdal til Risperdal Depot

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2005 10282 Valid

Klage over ændringen af tvangsmedicinering fra Risperdal til Risperdal Depot

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet vurdering, at patienten på tidspunktet for beslutningen om overgang til tvangsbehandling med injektion Risperdal Depot var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet, og at betingelserne for tvangsbehandling således var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyste, at det af § 5 i bekendtgørelse om tvangsbehandling, fiksering tvangsprotokoller mv. på psykiatriske afdelinger imidlertid fremgår, at depotpræparater i videst muligt omfang skal undgås i forbindelse med tvangsmedicinering.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt ud fra en konkret vurdering, at Risperdal i depotform ikke opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehand-ling blev truffet. Uanset at det fremgik, at patienten opfattede den daglige medicinering som et tvangsindgreb, og at den daglige medicinering fyldte meget i hans bevidsthed, lagde nævnet afgørende vægt på, at det ikke af hverken læge- eller sygeplejejournal eller af overlægens erklæring fremgik oplysninger om, at den daglige medicinadministration skulle have været forbundet med betydelig brug af fysisk magtanvendelse, eller at den havde været særlig angstprovokerende. På den baggrund fandt nævnet, at betingelserne for tvangsmedicinering med et depotpræparat ikke var opfyldt.

Endelig adm. afgørelse 2005 10282 Valid

Resumé

En 49-årig mand blev aktuelt tvangsindlagt på behandlingsindikation. Allerede fra indlæggelsesdagen fik patienten ordineret behandling med antipsykotisk medicin i form af Cisordinol, som han under en tidligere indlæggelse havde haft god effekt af. Han var fremdeles afvisende overfor at modtage behandling, som fem dage efter indlæggelsen blev ændret til ordination af tablet Risperdal. Patienten ønskede imidlertid fortsat ikke behandling, hvorefter der på indlæggelsens 10. dag blev truffet beslutning om tvangsbehandling med smeltetablet Risperdal eller som alternativ injektion Cisordinol. Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte denne beslutning, og i en periode på en uge blev tvangsbehandlingen givet som injektion af Ci-sordinol, hvorefter patienten dagligt indtog medicinen som smeltetablet Risperdal under tilbagevendende verbale protester.

På den givne behandling med Risperdal bedredes patientens tilstand. Han blev således mere deltagende i samtaler, svarede relevant på spørgsmål og kunne i længere tid ad gangen opholde sig på sin stue i stedet for på fællesarealer, sådan at han kun tilbragte en del af natten i dagligstuen. Han havde imidlertid fortsat lange perioder, hvor han fremtrådte afvisende og negativistisk i afdelingen, mut, indesluttet, stirrede frem for sig, var afvisende og isolerede sig, var ude af stand til i længere tid ad gangen at opretholde kontakt til andre og uden sygdomsindsigt.

Patienten blev efter godt en måneds indlæggelse løbende søgt motiveret for behandling med Risperdal Depot, hvilket han, ligesom den igangværende tvangsbehandling, ikke ønskede. Efter fem ugers behandling vurderede lægerne dog, at et skift til behandling med Risperdal givet som depot yderligere ville kunne bedre hans tilstand, idet den sjældnere medicinering ville minimere graden af tvangsanvendelse, således at de miljøterapeutiske og socialpsykiatriske interventioner kunne intensiveres.

Patienten klagede over beslutningen om tvangsmedicinering med Risperdal Depot til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn. Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsmedicinering af patienten med Risperdal Depot. Det blev som begrundelse blandt andet anført, at nævnet havde fundet det sandsynliggjort, at daglig medicinering ville være mere indgribende for patienten end depotbehandling hver 14. dag, blandt andet henset til, at patienten opfattede det som et tvangsindgreb, hver gang han skulle have medicin, at den daglige medicin fyldte meget i hans bevidsthed, og at mulighederne for miljøterapeutisk behandling ville øges, hvis han fik depotbehandling, idet medicineringen ikke ville fylde så meget i hans dagligdag.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →