Klage over forgiftning med epilepsimedicin (Lamictal)

Klage over forgiftning med epilepsimedicin (Lamictal)

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere reservelægen, som den 30. april 2004 undersøgte patienten.

Nævnet lagde på foreliggende vægt på, at reservelægen optog en fyldestgørende sygehistorie og ud fra denne foretog en udførlig og relevant objektiv undersøgelse, som tydede på et afklinget maveonde, hvilket blev støttet af laboratoriumundersøgelser medsendt af egen læge.

Nævnet lagde endelig vægt på, at der på det foreliggende ikke var indikation for at bestille Lamictal-prøve som en hasteprøve.

Nævnet fandt derudover ikke grundlag for kritik af bioanalytikeren.

Nævnet lagde til grund, at blodprøven blev analyseret mandag den 3. maj 2004, da det ikke var en hasteprøve, som skulle analyseres i vagtarbejdstiden lørdag til søndag. Prøvesvaret forelå tirsdag den 4. maj 2004 og var på 95 micromol/liter, hvilket var væsentligt højere end alarmgrænsen på 50 micromol/liter.

Nævnet lagde vægt på, at bioanalytikeren i henhold til de gældende retningslinier for alarmgrænser den 4. maj 2004 først ringede prøvesvar til den rekvirerende afdeling, men at hun fik at vide, at man ikke kunne modtage svaret, da patienten var udskrevet den 30. april 2004.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at bioanalytikeren derefter kl. 12.10 ringede til en lægesekretær på sygehusets neurologiske afdeling, da hun gik ud fra, at patienten var epilepsipatient.

Det var nævnets opfattelse, at bioanalytikeren udviste omtanke ved svarafgivelsen, idet vedkommende måtte anses for at have afleveret svaret til en relevant person, da svaret ikke umiddelbart kunne afleveres på den rekvirerende afdeling, og da der var tale om en måling af medicin mod epilepsi.

Det var herunder nævnets opfattelse, at overbringelse af blodprøvesvaret til neurologisk afdeling var udtryk for, at svaret nåede frem til det ønskede sted inden for formentlig ret kort tid.

Nævnet fandt endelig ikke grundlag for kritik af den læge på neurologisk afdeling, som fik videregivet svaret på blodprøven

Nævnet lagde vægt på, at lægen på neurologisk afdeling til sin rådighed havde journalen fra modtagelsen, hvor man havde undersøgt patienten og konkluderet, at tilstanden formentligt var infektiøs betinget.

Nævnet lagde desuden vægt på, at resultatet af analysen ikke var af sådan karakter, at dette alene burde føre til mere akut indgriben eksempelvis akut indlæggelse på neurologisk afdeling.

Det var ud fra disse omstændigheder nævnets opfattelse, at det var korrekt at sende svaret på analysen til det sygehus, som til daglig var ansvarlig for behandlingen af epilepsien.

Resumé

Den 30. april 2004 blev en 18-årig kvinde af egen læge indlagt akut under diagnosen forgiftning med Lamictal.

En reservelæge fandt patienten vågen, klar og fuldt orienteret. Der var normalt blodtryk og puls. Der var ligeledes normale neurologiske forhold i forhold til kranienerver, muskel- og nerveforhold i arme og ben, følesans, stillingssans, vibrationssans, reflekser og koordination. Patienten kunne stå med lukkede øjne uden at falde. Der blev endvidere fundet normale forhold i maven, men ved urinundersøgelse blev der fundet tegn på blærebetændelse.

De foretagne blodprøver var normale den 30. april 2004. Svar på Lamictal-niveauet forelå endnu ikke. Reservelægen ordinerede sulfa mod blærebetændelse og sendte patienten hjem. Reservelægen noterede i journalen, at svaret på Lamictal-niveauet skulle videregives til det sygehus, som forestod behandlingen af epilepsien, så man der skulle tage stilling til, om der skulle ændres i medicineringen.

Den 4. maj 2004 viste blodprøvesvaret en svært forhøjet værdi på 95 micromol/liter. Da patienten ikke længere var tilknyttet den rekvirerende afdeling, og svaret lå over ringegrænsen, ringede en afdelingsbioanalytiker kl. 12.10 til en lægesekretær på sygehusets neurologiske afdeling. Sekretæren fandt journal frem og handlede efter den deri lagte plan efter konference med en af afdelingens neurologiske speciallæger. Svaret blev derfor straks telefonisk givet til det sygehus, som forestod epilepsibehandlingen.

Den 5. maj 2004 blev patienten af egen læge indlagt på neurologisk afdeling. Hun havde da uklart syn, men intet dobbeltsyn. Der blev fundet lidt langsomme bevægelser af tungen, men derudover intet neurologisk unormalt. Der blev fundet lette EKG-forandringer. Niveauet af Lamictal i blodet var ved denne indlæggelse 82 micromol/liter.

Behandlingen med Lamictal blev reduceret under indlæggelsen, og patienten kunne udskrives velbefindende den 17. maj 2004 til fortsat kontrol.

Der blev klaget over, at patienten ikke blev korrekt behandlet og undersøgt ved henvendelsen den 30. april 2004. Der blev endvidere klaget over, at der først den 5. maj 2004 blev taget kontakt til patienten, selv den svært forhøjede blodprøve allerede forelå den 4. maj 2004.