Tvangsbehandling underkendt på grund af skift i præparat (utilstrækkelig udfyldelse af tvangsprotokol vedrørende tvangsbehandling)

Tvangsbehandling underkendt på grund af skift i præparat (utilstrækkelig udfyldelse af tvangsprotokol vedrørende tvangsbehandling)

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at der var grundlag for tvangsbehandling, men at behandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet patienten alene gennem 2 dage i starten af motivationsperioden var blevet søgt motiveret for behandling med det præparat, som der senere blev truffet beslutning om tvangsbehandling med.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn bemærkede, at den udfyldte tvangsprotokol ikke indeholdt dato for beslutningen om iværksættelse af tvangsbehandling samt navnet på den ordinerende overlæge.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyste, at bekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger § 32 fastslog, at der ved tvangsbehandling skulle ske tilførsel i tvangsprotokollen af patientens navn og cpr-nr., behandlingens art og omfang, begrundelsen for tvangsbehandlingen, navnet på den ordinerende overlæge samt navnet på den tilstedeværende læge.

Videre oplyste nævnet, at det fremgik af kommentaren til Psykiatrilovens § 20 stk. 1, at registrering af tvangsanvendelse var nødvendig for den enkelte patients retssikkerhed f.eks. i forbindelse med behandlingen af konkrete klagesager ved domstolene eller patientklagenævnet. Det var nævnets opfattelse, at det således var af betydning for vurderingen i en eventuelt efterfølgende prøvelse af tvangsanvendelsens berettigelse, at datoen for tvangsindgrebet og overlægens navn var dokumenteret i forbindelse med beslutningen herom.

Resumé

En 40-årig mand, der led af paranoid skizofreni blev tvangsindlagt på behandlingsindikation på psykiatrisk afdeling. Ved indlæggelsen fremtrådte han psykotisk, og der blev ordineret antipsykotisk behandling med tablet Zeldox, hvilket ved en gennemgang den efterfølgende dag blev ændret til behandling med Cisordinol.

3 dage senere blev der atter ordineret behandling med Zeldox, idet patienten klagede over sløvhed ved behandling med Cisordinol. Herefter blev patienten løbende tilbudt tablet Zeldox 40 mg 2 gange dagligt, men han afviste vedvarende behandlingen.

13 dage senere blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med Cisordinol.

Patienten klagede over beslutningen om tvangsbehandling til det lokale nævn, der godkendte beslutningen.