Legislator Case Law & Legislation
W20051023525 DK

Klage over, at tvangsmedicinering med Leponex i en periode skulle foregå som injektionsbehandling, samt klage over magtanvendelsen i forbindelse med tvangsmedicineringen

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2005 10235 Valid

Klage over, at tvangsmedicinering med Leponex i en periode skulle foregå som injektionsbehandling, samt klage over magtanvendelsen i forbindelse med tvangsmedicineringen

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsmedicinering, da nævnet fandt, at betingelserne herfor var opfyldt, idet hun fortsat var sindssyg. Nævnet godkendte endvidere, at patientens klage ikke var blevet tillagt opsættende virkning, idet det var nævnets opfattelse, at ændringen i medicinadministration til injektionsbehandling måtte betragtes som en videreførelse af den oprindelige beslutning om tvangsmedicinering, der også omfattede en beslutning om tvangsmedicinering som injektionsbehandling. Patienten havde fået sin oprindelige klage over tvangsmedicinering med Leponex behandlet ved det lokale nævn i juli 2004, og der var således efter nævnets opfattelse ikke tale om en fornyet beslutning om tvangsmedicinering. Nævnet fandt derfor, at der ikke var pligt til at tillægge klagen opsættende virkning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn godkendte endvidere, at patienten kunne fastholdes med nødvendig magt i forbindelse med tvangsmedicineringen, idet nævnet ikke fandt grundlag for at fastslå, at denne magtanvendelse ville overstige, hvad der var nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål, jf. psykiatrilovens § 4, stk. 4.

Endelig adm. afgørelse 2005 10235 Valid

Resumé

En 45-årig kvinde havde siden 1989 gentagne gange har været indlagt i psykiatriske afdelinger under diagnosen paranoid skizofreni (spaltningssindssygdom præget af vrangforestillinger). Hun havde fra januar 1999 til januar 2003 kontinuerligt været indlagt i psykiatrisk afdeling, og var ved udskrivelsen i behandling med en kombination af antipsykotiske midler i form af Trilafon og Risperdal.

Allerede den 28. februar 2003 blev patienten igen tvangsindlagt, idet hun var udtalt psykotisk, hallucineret og havde en højst påfaldende adfærd præget af ritualer, ligesom hun tidvis var voldsomt udskældende og udadreagerende med tendens til at smadre samtlige afdelingens termokander ved at kaste med dem. Patienten blev efterfølgende tvangsbehandlet med flere antipsykotiske midler, herunder Trilafon og Risperdal i depotform, hvilket medførte nogen bedring af tilstanden, men behandlingen med sidstnævnte præparat blev seponeret grundet bivirkninger. I april 2004 var hun så forpint af sin udtalte psykotiske tilstand, at ECT-behandling (elektrochokbehandling) undtagelsesvis blev skønnet nødvendig, men hun vægrede sig efter én enkelt behandling ved at fortsætte den behandlingsform. I stedet blev den igangværende behandling med Trilafon depot suppleret med det antipsykotiske middel Zyprexa.

Det blev herefter den 25. maj 2004 besluttet ECT-behandling ved tvang, men ved udsigten hertil accepterede patienten frivillig behandling med Leponex, hvorfor ECT-behandlingen ikke blev gennemført. Da hun nægtede at fortsætte behandlingen med Leponex blev der i midten af juli 2004 truffet beslutning om tvangsbehandling med Leponex i doser op til 600 mg dagligt, primært som tablet, alternativt som injektion i halv dosis. Samtidig med denne behandling modtog hun behandling med injektion Trilafon depot 162 mg pr. uge. Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte begge disse tvangsbehandlinger.

I løbet af sensommeren 2004 skete der i første omgang en bedring af patientens tilstand, der dog senere blev forværret igen. Den 9. november 2004 blev behandlingen med Leponex øget til 600 mg dagligt fordelt på tre doser. I denne periode blev patienten primært behandlet med Leponex i tabletform, men jævnligt nægtede hun at tage tabletterne, hvorfor hun disse gange fik injektioner i halv dosis.

Det fandtes godtgjort, at patienten ikke regelmæssigt indtog sine tabletter Leponex, hvorfor der den 12. november 2004 blev truffet beslutning om, at tvangsbehandlingen med Leponex skulle gennemføres som to injektioner dagligt, i første omgang for 14 dage. Patientens klage herover blev ikke tillagt opsættende virkning.

Det lokale nævn godkendte beslutningen om tvangsmedicinering med injektion Leponex.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →