Tvangsbehandling med Zeldox 240 mg dagligt var for høj dosis

Tvangsbehandling med Zeldox 240 mg dagligt var for høj dosis

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at der var grundlag for tvangsbehandling, og at behandlingen i relation til motivationstiden opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet patienten gennem 9 dage var søgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsbehandling blev truffet. Det forhold, at patienten i motivationsperioden sporadisk havde taget sin medicin ændrede efter nævnets opfattelse ikke motivationsperioden, idet der blev lagt vægt på, at hun løbende var motiveret for at tage Zeldox og at yderligere motivationsforsøg ikke ville kunnet have formå patienten til frivillig indtagelse af medicinen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt imidlertid, at den besluttede tvangsbehandling, med Zeldox op til 240 mg dagligt, ikke opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Det blev oplyst, at det af § 4, stk. 3 i den dagældende bekendtgørelse nr. 534 af 27. juni 2002 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger fremgik, at ordineringen skulle følge de retningslinier, der var fastsat i forbindelse med udstedelse af markedsføringstilladelsen.

Videre oplyste nævnet, at det af produktresumeet vedrørende Zeldox fremgik, at den anbefalede dosis til akut behandling var 40 mg 2 gange dagligt indtaget sammen med føde. Den daglige dosis kunne efterfølgende justeres op til maksimalt 80 mg 2 gange daglig på baggrund af individuelt klinisk respons.

Den af det lokale nævn godkendte dosering af Zeldox på op til 240 mg dagligt oversteg således efter nævnets opfattelse det doseringsintervallet i markedsføringstilladelsen.

Resumé

En 49-årig kvinde, der i psykotisk tilstand 7 gange tidligere havde været indlagt på psykiatrisk afdeling, blev aktuelt frivilligt indlagt. Fra tidligere indlæggelser var der erfaring for, at patientens psykotiske tilstand bedredes ganske betydeligt ved medikamentel antipsykotisk behandling, ligesom baggrunden for patientens tilbagefald flere gange var, at denne stoppede med at tage sin medicin.

Dagen efter indlæggelsen blev patienten sat i behandling med tablet Cisordinol, da hun tidligere havde responderet godt på behandling hermed. 4 dage senere tilkendegav patienten imidlertid, at hun ikke ønskede behandling med Cisordinol, men hun accepterede herefter behandling med tablet Zeldox 40 mg dagligt.

Efterfølgende fremtrådte patienten svært psykotisk i afdelingen, hvorfor det blev besluttet at øge dosis af Zeldox til 80 mg to gange dagligt, hvilket patienten nægtede med den begrundelse, at tabletterne var hvide og ikke blå.

Patienten indtog den ordinerede medicin meget uregelmæssigt og flere dage modsatte hun sig helt behandling. Herefter blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet/kapsel Zeldox op til 240 mg dagligt, subsidiært injektion op til 10 mg 2 gange dagligt.

Patienten klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn, der godkendte beslutningen.