Tvangsbehandling iværksat på 3.dagen patienten væsentlig forpint

Tvangsbehandling iværksat på 3.dagen – patienten væsentlig forpint

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte afgørelsen fra det lokale nævn, idet nævnet fandt, at der var grundlag for tvangsbehandling, og at behandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet lagde herved vægt på, at patienten gennem 3 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling. Trods den korte motivationstid fandt nævnet ud fra en konkret vurdering, at patienten blev tilstrækkeligt motiveret til frivillig behandling, før end beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet lagde herved vægt på, at patienten var væsentlig forpint af sin tilstand, idet det fremgik af journalen, at hun ikke havde været i bad under indlæggelsen, at hun intet havde spist eller drukket igennem et døgns tid, samt at hun ikke havde sovet, men i stedet havde stået op hele natten hæmmet af sine tanker. Ved en lægesamtale virkede hun angst og forpint, og hun var i en svær psykotisk tilstand, hvor hun ikke var i stand til at tage vare på sig selv. Endelig lagde nævnet lagt vægt på, at det ikke tidligere havde været muligt at fastholde patienten i antipsykotisk behandling, efter at hun var blevet udskrevet, hvorved hendes tilstand atter var blevet forværret.

Resumé

En 42-årig kvinde havde 9 gange tidligere været indlagt på psykiatrisk afdeling på grund af skizofreni. Aktuelt blev patienten tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling på behandlingsindikation, idet hun i måneder op til indlæggelsen havde ændret holdning, og idet hun havde fået det tiltagende psykisk og fysisk dårligt. Patienten var blevet tynd og afpillet, hun smed sit overtøj udenfor, og det flød med affald. Derudover var hun aggressiv og ville ikke tale med naboerne. Patientens egen læge vurderede, at der var der fare for hendes helbred, såfremt hun ikke blev indlagt og behandlet.

Ved indlæggelsen fremtrådte patienten vred og udadreagerende, ligesom hun svarede med korte sætninger og slog ud efter personalet, da hun blev anmodet om at gå på sin stue. Hun angav, at hun havde det godt, at hun ikke havde brug for medicin. Efter ankomsten til afdelingen fandt man patienten psykotisk og forpint, og hun tog ophold foran afdelingens udgangsdør for at komme ud. Hun blev umiddelbart efter indlæggelsen givet beroligende medicin med tvang i form af injektion Zyprexa med nogen effekt, således at hun faldt noget til ro.

Dagen efter indlæggelsen tilkendegav patienten, at hun ikke ønskede at være i afdelingen. Hun fremtrådte psykotisk og forpint, om end i lettere grad. Hun benægtede, at hun ikke kunne tage vare på sig selv og forklarede sin dårlige hygiejne med, at hun gik i bad om natten. Hun var svært afglidende og garderet i kontakten, hendes tankegang var præget af privat logik, og derfor ordinerede man antipsykotisk medicin i form af tablet Zyprexa 15 mg dagligt efter behov.

De efterfølgende dage indtog patienten kun sparsomt væske og føde, ligesom nattesøvnen var forstyrret, idet hun i nogle døgn slet ikke sov. Hun opholdt sig en del i afdelingens fællesarealer, hvor hun stod stivnet og fremtrådte hallucineret. Hendes personlige hygiejne var dårlig, og det var ikke muligt for personalet at motivere hende for at gå i bad trods det, at hun efterhånden lugtede stærkt.

8 dage efter indlæggelsen og 3 dage efter, at man havde ordineret behandling med Zyprexa, blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Zyprexa 15-20 mg dagligt, alternativt injektion Cisordinol 10-20 mg dagligt.

Patienten klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn, som godkendte beslutningen.