Klage over behandlingsforløb i forbindelse med kikkertoperation, herunder smertebehandling
Statutory Text (2 Articles)
Klage over behandlingsforløb i forbindelse med kikkertoperation, herunder smertebehandling
Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af den første vagtlæge, idet nævnet lagde vægt på, at lægen ordinerede behandling med Mikrolax, og at han bad hende henvende sig på ny ved manglende effekt.
Nævnet fandt anledning til kritik af den anden vagtlæge, idet nævnet lagde vægt på, at lægen ikke var tilstærkkeligt opmærksom på risikoen for tarmstop. Det var nævnets opfattelse, at lægen burde have spurgt til, om der var passage gennem mave-tarm kanalen samt at han burde have angivet kriterier for, hvornår patienten på ny skulle rette henvendelse.
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere smertebehandlingen, idet nævnet lagde vægt på, at behandlingen med Morfin havde været nødvendig henset til patientens komplicerede sygdomsbillede.
Resumé
En 32-årig kvinde blev ved en kikkertoperation behandlet for sammenvoksninger i underlivet. 3 dage efter indgrebet kontaktede patienten gentagne gange vagtlægen på grund af mavesmerter og forstoppelse. Vagtlægen ordinerede behandling med afføringsmiddel, men på grund af fortsatte smerter blev hun indlagt, og man konstaterede blandt andet et hul på tyktarmen. Efter at have anlagt en stomi var der problemer med størknet blod i stomiposen, og efterfølgende konstaterede man en indeklemt tarmslyng og udposning på tyndtarmen. Under hele forløbet var patienten plaget af smerter, og hun blev smertedækket med Morfin.
Der blev blandt andet klaget over, at vagtlægerne ikke på et tidligere tidspunkt henviste hende til konsultationen, og at patienten fik så meget Morfin, at hun blev afhængig heraf.