Indberetning vedr. mangelfuld udfyldelse af lægeerklæring ved tvangsindlæggelse

Indberetning vedr. mangelfuld udfyldelse af lægeerklæring ved tvangsindlæggelse

Nævnet fandt grundlag for at kritisere lægen.

Patientklagenævnet oplyste, at det af lov om patienters retsstilling fremgår, at ingen behandling som udgangspunkt må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. For en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, kan de nærmeste pårørende dog give informeret samtykke til behandling. Hvis en patient i ord eller handling tilkendegiver, at vedkommende ikke vil behandles, er der i henhold til lov om patienters retsstilling, uanset samtykke fra værge eller pårørende, ikke hjemmel til at gennemføre behandlingen med tvang.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne til loven, at der skal tages hensyn til tidligere ønsker vedrørende en lægelig intervention udtrykt af en patient, som på interventionstidspunktet ikke er i stand til at udtrykke sine ønsker. Når disse tidligere udtrykte ønsker må antages fortsat at være aktuelle og relevante, skal de tillægges betydning og indgå som et element i sundhedspersonens behandlingsovervejelser.

Patientklagenævnet oplyste videre, at det af § 10 i lov om patienters retsstilling fremgår, at såfremt en patient, der midlertidigt eller varigt mangler evnen til at give informeret samtykke eller er under 15 år, befinder sig i en situation, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens overlevelse eller for på længere sigt at forbedre patientens chance for overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af behandlingen, kan en sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra patienten eller fra forældremyndighedens indehaver, nærmeste pårørende eller værge.

Det var Patientklagenævnets opfattelse, at der ved den praktiserende læges hjemmebesøg hos patienten den 23. juli 2003 var tale om en situation, som ikke var omfattet undtagelsesbestemmelsen i § 10 i lov om patienters retsstilling.

Patientklagenævnet lagde til grund, at den praktiserende læge fandt mistanke om begyndende levercoma, hvilket også var udtrykt i lægeerklæringen ved tvangsindlæggelsen. Der forelå ikke, og den praktiserende læge beskrev ikke sikre tegn på, at patienten skulle være ude af stand til, at forstå betydningen af at modsætte sig indlæggelse. Endelig var der ikke i erklæringen beskrevet positive psykosesymptomer i form af vrangforestillinger eller tankeforstyrrelser. Nævnet fandt heller ikke, at patientens afvisning af at lade den praktiserende læge foretage en undersøgelse, eller patientens afvisende reaktion på transporten var udtryk for manglende realitetssans eller evne til at træffe beslutning om egne forhold.

Nævnet oplyste, at tvangsindlæggelse på behandlingsindikation i henhold til psykiatriloven kun må finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet.

Det fremgår af bekendtgørelse om fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindlæggelser § 5, at lægen, hvis tvangsindlæggelse skal finde sted, udfærdiger en erklæring, der skal indeholde en angivelse af den formodede diagnose, patientens sindstilstand og de omstændigheder, hvorpå lægen støtter, at betingelserne i psykiatriloven for tvangsindlæggelse er opfyldt.

Det var Patientklagenævnets opfattelse, at den praktiserende læge i erklæringen ikke havde anført oplysninger om den formodede psykiatriske diagnose eller om patientens psykiske tilstand, samt ikke havde anført på hvilket grundlag hun konkluderede, at patienten var psykotisk eller i en tilstand der ganske kunne sidestilles hermed.

Resumé

Den 20. juli 2003 kl. 13.39 aflagde en vagtlæge et besøg hos en patient på baggrund af en henvendelse fra patientens søster.

Vagtlægen fandt, at patienten var klar og vågen, og at der ikke var tegn på begyndende leverkoma, selvom hun var gul i huden og meget tynd. Vagtlægen fandt videre, at patienten var ved sine "fulde fem". Patienten oplyste, at hun hverken ønskede at blive undersøgt eller indlagt på hospital. Vagtlægen fremsendte lægebrev herom til patientens praktiserende læge.

Den 22. juli 2003 kontaktede patientens søster patientens praktiserende læge telefonisk for at orientere lægen om vagtlægebesøget.

Den 22. juli 2003, ca. kl. 15.45 kontaktede patientens nevø den praktiserende læge telefonisk med henblik på tvangsindlæggelse af patienten. Patientens praktiserende læge telefonerede tilbage ca. kl. 16.45, hvor nevøen oplyste, at patienten var blevet dårligere, og at søsteren ikke kunne magte pasningen længere. Den praktiserende læge anbefalede kontakt til vagtlægen og eventuelt vagthavende hjemmesygeplejerske med henblik på pasning i hjemmet.

Den 22. juli 2003 kl. 19.18 fik patienten igen besøg af den samme vagtlæge, som ved besøget den 20. juli 2003. Han fandt, at patienten var klar på besøgstidspunktet, og at patienten gav udtryk for, at hun ikke ønskede indlæggelse. Efter konference med psykiatrisk udrykningstjeneste fandt lægen heller ikke grundlag for tvangsindlæggelse, men nok behov for legemlig (somatisk) behandling.

Den 23. juli 2003 blev patientens praktiserende læge atter kontaktet af patientens søster, som denne gang bad om et hjemmebesøg. Ved besøget fandt den praktiserende læge, at patienten fortsat nægtede at lade sig undersøge, og at hun virkede svært kronisk medtaget, dehydreret og gulfarvet. Den praktiserende læge fandt nu, at patientens psykiske tilstand kunne ligestilles med en psykose. Den praktiserende læge udfærdigede derefter en erklæring med henblik på tvangsindlæggelse på behandlingsindikation (”gule papirer”). Under rubrikken ”formodet diagnose og patientens sindstilstand samt begrundelsen for antagelsen om, at udsigten til helbredelse eller bedring vil blive væsentligt forringet, hvis indlæggelse undlades” anførte den praktiserende læge følgende: ”neopl. malignum o.p. (ondartet lidelse i maven), icterus mgr. (svær gulsot), coma hepaticum incip. (begyndende levercoma) causa socialis (plejegrunde/behandling), begyndende sløvhedstilstand, så pt. ikke kan vurdere sin egen situation. Hjælpeløs og behov for akut lægehjælp”.

Patienten ankom den 23. juli 2003 kl. 13.00 til skadestuen, hvor det blev vurderet, at hun var døende (moribundt). Efter tilsyn fra medicinsk modtageafdeling blev patienten efterfølgende indlagt.

Den 24. juli 2003 kl. 11.00 afgik patienten ved døden.

Sundhedsstyrelsen indberettede den praktiserende læges erklæring i forbindelse med tvangsindlæggelse på behandlingsindikation