Klage over strækbehandling hos fysioterapeut

Klage over strækbehandling hos fysioterapeut

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere fysioterapeuten, idet det var nævnets opfattelse, at fysioterapeuten havde foretaget en relevant behandling af patienten. Nævnet oplyste i den forbindelse, at det er normal praksis at forsøge strækbehandling ved føleforstyrrelser, og når der foreligger en positiv strakt benløftstest. Nævnet oplyste videre, at strækbehandling teoretisk må forventes at have en lindrende effekt på muskelsmerter og at kunne lette et eventuelt tryk på en nerve i lænden. Strækbehandling med 15-20 kilos belastning anses for at være en let til moderat belastning, der ikke normalt vil kunne beskadige strukturer i hverken muskler, led eller knogler.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at den henvisende læge ikke havde ordineret nogen speciel behandlingsform, ligesom han ikke havde angivet, at strækbehandling ikke kunne tilrådes. Nævnet oplyste i den forbindelse, at fysioterapeutisk behandling altid iværksættes efter forudgående lægeordination. I den forbindelse lader den henvisende læge det normalt være op til fysioterapeuten at bestemme, hvilken behandling der skal anvendes. Ved enkelte sygdomstilstande vil strækbehandling dog ikke være tilrådeligt (kontraindiceret), og i så fald vil det være normal praksis, at den henvisende læge oplyser fysioterapeuten om dette på henvisningssedlen, såfremt lægen ikke har ordineret en specifik behandling.

Resumé

En 61-kvinde blev af egen læge henvist til behandling hos en fysioterapeut på grund af lændesmerter med udstråling ned i højre ben.

Fysioterapeuten fandt ved sin indledende undersøgelse af patienten, at hun havde udtalte muskelforandringer i lænden, nedsat følesans svarende til den store lårnerve samt positiv benstrækningstest. Han behandlede hende med massage, ultralyd og udspænding, hvilket imidlertid var uden effekt. Derefter valgte han at give strækbehandling 2 gange med 15-20 kg. Da symptomerne herefter stadig var uændrede, afsluttede han behandlingen af patienten og henviste hende tilbage til egen læge til nærmere undersøgelse.

Patienten blev senere indlagt på hospitalet på grund af fortsatte rygsmerter. Her blev det konstateret, at hun havde en diskusprolaps i lænden samt brud af bækkenet. Efterfølgende blev der fundet tegn på knogleskørhed, og der blev iværksat behandling heraf.

Der blev klaget over, at patienten ikke modtog en korrekt behandling af fysioterapeuten.