Klage over tvangsbehandling (Zypexa)
Statutory Text (2 Articles)
Klage over tvangsbehandling (Zypexa)
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet vurdering, at patienten var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet lagde herved lagt vægt på, at patienten befandt sig i en psykotisk tilstand præget af tankeforstyrrelser, herunder kaotisk tankegang, og at hun tidvist var hørehallucineret. Endvidere var patienten forstyrret og afvisende i kontakten med andre, og hun var endvidere meget ambivalent overfor at modtage behandling.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lagde vægt på, at patienten gennem 15 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.
Endelig lagde nævnet vægt på, at der primært blev besluttet tvangsbehandling med tablet Zyprexa og subsidiært med injektion Zyprexa.
Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
Nævnet lagde vægt på, at Zyprxa er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.
Nævnet bemærkede dog i relation til injektionsbehandlingen med Zyprexa, at producenten for Zyprexa har udsendt en advarsel om, at længere tids injektionsbehandling med Zyprexa er mistænkt for at medføre dødsfald, hvorfor injektionsbehandling kun er beregnet til kortvarig behandling. Nævnet oplyste herved, at det af lægemiddelkataloget fremgår, at der efter tre dage med injektionsbehandling med Zyprexa bør skiftes til oral behandling.
Resumé
En 34-årig kvinde blev den 24. august 2004 indlagt på psykiatrisk afdeling. Forud for indlæggelsen havde tvangsindlæggelse været på tale, men patienten henvendte sig selv efterfølgende med henblik på indlæggelse. Op til indlæggelsen var der mistanke om medicinsvigt.
Hun havde sidst været i antipsykotisk behandling med Risperdal givet som depot. Man havde erfaring for, at patienten havde et godt udbytte af den medicinske behandling, idet hendes tilstand blev bedret, når hun var i behandling og levede under mere ordnede forhold med fast opholdssted.
Ved indlæggelsen kunne patienten ikke redegøre for sin situation. Hun angav at være generet af tankemylder og hørelseshallucinationer, idet hun hørte nedsættende og kommanderende stemmer, der blandt andet kom fra den anden side af gaden. Hun fremtrådte svært forstyrret i kontakten, hendes tankegang var læderet, præget af privat logik, tankespring og ordnyddannelser. Hun kunne ikke fastholdes i en samtale, ligesom hun var paranoidt fortolkende, mistroisk og garderet. Hun angav, at hun ønskede at ophøre med sit misbrug af alkohol og benzodiazepiner, og at hun ville begynde at gå i skole.
I den efterfølgende periode under indlæggelsen var patienen afvisende overfor kontakt. Hun virkede kaotisk og optaget af sin egen indre verden, havde svært ved at overholde aftaler om udgang, misbrugte alkohol og muligvis medicin i forbindelse hermed, hun var tidvis vredladen og udskældende og var ganske uden sygdomsindsigt.
Under indlæggelsen blev patienten løbende søgt motiveret for stabil antipsykotisk behandling, herunder genoptagelse og fortsættelse af behandling med Risperdal Depot, som hun imidlertid kun accepterede at modtage uregelmæssigt, hvorfor der sideløbende blev ordineret behandling med Risperdal i tabletform og Serenase givet ved behov.
Ved lægesamtale den 12. november 2004 accepterede hun at lade sig behandle med tablet Serenase som fast ordination.
Den 19. november 2004 ønskede patienten at skifte til behandling med Zyprexa, som herefter blev ordineret. De efterfølgende seks dage indtog hun medicinen uregelmæssigt.
Af journalen den 25. november 2004 fremgår det, at patienten havde taget sin medicin uregelmæssigt. Hun blev derfor orienteret om, at såfremt hun ikke i løbet af weekenden havde taget sin medicin regelmæssigt ville der blive truffet beslutning om tvangsbehandling.
Den 3. december 2004 fremtrådte patienten fortsat psykotisk med forstyrret kontakt. Hun var tankeforstyrret og kaotisk, talte om sine forskellige identiteter, skiftede gentagne gange navn, og hun var svært ambivalent overfor behandlingen. Det fremgår endvidere af journalen, at patienten i den mellemliggende periode flere gange havde ønsket at skifte præparat, og at hun havde taget den ordinerede medicin uregelmæssigt. Ved en lægesamtale den 3. december 2004 blev patienten gjort bekendt med, at der ville blive truffet beslutning om tvangsbehandling, såfremt hun ikke den efterfølgende uge indtog sin medicin regelmæssigt.
Den 10. december 2004 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Zyprexa stigende til 20 mg dagligt, subsidiært injektion Zyprexa 10 mg dagligt.
Patienten klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det Lokale Psykiatriske Patientklagenævn. Klagen blev tillagt opsættende virkning.
Det Lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 21. december 2004 beslutningen om tvangsmedicinering af patienten.