Klage over beslutning om tvangsbehandling med et andet præparat end det, der var motiveret for

Klage over beslutning om tvangsbehandling med et andet præparat end det, der var motiveret for

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet vurdering, at patienten var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet lagde herved lagt vægt på, at patienten befandt sig i en psykotisk tilstand, præget af forfølgelsesforestillinger i form af en overbevisning om at blive overvåget og bestjålet, han var tankeforstyrret og uden sygdomsindsigt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kunne herved oplyse, at det fremgår af psykiatrilovens § 4, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten gives en passende betænkningstid.

Tvangsmedicinering forudsætter således, at vedvarende forsøg er gjort for at forklare patientens behandlingens nødvendighed for derved at opnå patientens frivillige medvirken.

Det var Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at betænkningstiden ved en tvangsbehandling regnes fra det tidspunkt, hvor patienten er blevet gjort bekendt med, at lægerne anbefaler et konkret behandlingstilbud. Patienten skal således være søgt motiveret for brug af et konkret præparat og dosis.

Patienten var søgt motiveret for behandling med præparatet Risperdal gennem 14 dage, inden der blev truffet beslutning om tvangsbehandling. Beslutningen om tvangsbehandling vedrørte imidlertid præparatet Zyprexa.

Det fremgik imidlertid ikke af sagen, at patienten havde været søgt motiveret for præparatet Zyprexa.

På denne baggrund var Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Lokale Psykiatriske Patientklagenævn.

Resumé

En 54-årig mand blev den 1. juni 2004 tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling af helbredsmæssige grunde.

Ved indlæggelsen oplyste patienten, at der var folk i hans lejlighed, der gik ind og ud, samt stjal ting fra hans scrapbog, vægtæpper, lysestager og lignende. Han havde aldrig set de pågældende, men han var overbevist om deres eksistens, da ting forsvandt for ham. Han forklarede tyveri af hans tegninger med, at de måske kunne sælges og var gode nok til at blive trykt direkte. Han fortalte endvidere, at han også på sin tidligere bopæl havde haft problemer med, at naboerne gik rundt i hans hus, samt problemer med et vandhul, hvori der boede krybdyr, og hvori en bonde tømte sin gylletank.

Patienten erkendt ved indlæggelsen, at han tidligere havde haft problemer med at skelne fantasi fra virkelighed, men at dette ikke var tilfældet nu. Han var uforstående overfor, at han nogensinde skulle have haft brug for medicin, som han mente var skyld i mange af hans dårligdomme.

Ved lægesamtale den 3. juni 2004, erkendte patienten, at han på et tidspunkt havde været noget opkørt, fordi han var blevet generet af en række mennesker, ligesom han erkendte, at han konstant havde tanker, der kørte rundt i hovedet af ham, og at han i højere grad end tidligere blev generet af beboere i området. Vedrørende tidligere medikamentel behandling med Cisordinol oplyste han, at dette præparat gav ham bivirkninger i form af impotens, manglende initiativ og nedsat stemningsleje, men han accepterede efterfølgende at påbegynde behandling med Risperdal, hvis mulige bivirkninger han blev informeret om, ligesom han blev informeret om muligheden for depotbehandling med Risperdal.

Patienten blev herefter ordineret behandling med tablet Risperdal 1 mg 2 gange dagligt med efterfølgende gradvis dosisøgning til 3 mg 2 gange dagligt.

I den efterfølgende periode stillede han sig imidlertid uforstående overfor og modsatte sig den efterfølgende dosisøgning, således at han kun ville acceptere behandling med den indledende og på længere sigt utilstrækkelige dosis.

Ved efterfølgende lægesamtaler og samtaler med personalet fortalte patienten fortsat om, hvordan han i sit hjem blev overvåget af diverse folk, og at der, når han kom hjem, hver gang var flyttet rundt på hans møbler. Han angav at blive ført bag lyset, og at folk stjal fra ham for at gøre ham paranoid, ligesom han angav at vennerne til en meget kriminel nabo muligvis holdt ham under overvågning, at folk i forretninger generede ham, og at han var udsat for underbevidst frekvensmanipulation. Han gav udtryk for at være Guds soldat’, hvilket han gerne talte om til medpatienter, ligesom han angav at have 2 huller i hovedet (i kinden og i panden), som han mente måtte være synlige for enhver. Han var uforstående overfor, at naboer kunne have følt sig generet af, at han havde gået nøgen rundt i haven og talte om folk, der havde lavet pletter’ i hans seng.

Fra den 10. juni 2004 blev patienten dagligt tilbudt Risperdal i doseringen 2 mg 2 gange dagligt, men han accepterede fortsat kun indtagelse af 1 mg 2 gange dagligt og modsatte sig fremdeles at stige i dosis af Risperdal.

Den 17. juni 2004 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med Zyprexa givet som tablet i doser op til 40 mg dagligt, alternativt givet som injektion.

Patienten tilkendegav umiddelbart at ville klage over beslutningen om tvangsbehandling.

Det Lokale Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte ved afgørelse af 23. juni 2004 beslutningen om tvangsmedicinering af patienten. Det blev som begrundelse anført, at patienten var sindssyg, og at han havde et udtalt behandlingsbehov, og at undladelse af behandling ville være uforsvarligt.