Klage over fejlbehandling i forbindelse med hoftesmerter

Klage over fejlbehandling i forbindelse med hoftesmerter

Patientklagenævnet fandt grundlag for at kritisere afdelingssygeplejerske A og afdelingssygeplejerske B for deres behandling og observation af patienten og desuden fandt nævnet grundlag for at indskærpe overfor afdelingssygeplejerske B, at hun udviser større omhu i sit fremtidige virke.

Nævnet lagde ved afgørelsen blandt andet vægt på, at patienten havde haft nedsat gangdistance over to år, og at der var overfladiske trykmærker på benene, samt at der ikke var puls i fodryggens pulsårer på begge sider. Endvidere lagde nævnet vægt på, at patienten vejede over 120 kg. Nævnet fandt på den baggrund, at afdelingssygeplejerske A burde have foranlediget aflastning i form af aflastningsmadras eller anden form for trykaflastning.

Nævnet lagde desuden vægt på, at der ved besøg af en fodterapeut blev observeret hælsår på begge hæle i slutningen af marts 2000, og at der derfor blev foreslået æggebakke-madras. Nævnet fandt, at hælsårene, som blev observeret af fodterapeuten i slutningen af marts 2000, måtte have været i udvikling i perioden forud herfor, og at afdelingssygeplejerske B burde have observeret disse. Endvidere fandt nævnet, at der straks ved genindlæggelsen i midten af marts 2000 burde have været iværksat trykaflastende foranstaltninger i form af trykaflastende madras, idet patienten var i stor risiko for at udvikle tryksår.

Endelig lagde nævnet vægt på, at der den 9. juli 2000 blev observeret et tryksår med ca. 5 cm dødt væg på højre balde, hvorfor nævnet vurderede, at det observerede tryksår måtte have været i udvikling i perioden forud herfor. Nævnet fandt på den baggrund, at tryksåret burde have været observeret i forbindelse med den daglige pleje af afdelingssygeplejerske B.

Nævnet fandt herudover ikke grundlag for at kritisere de involverede læger for deres behandling af patienten på ortopædkirurgisk og anæstesiologisk afdeling, herunder fandt nævnet ikke grundlag for at kritisere, at man ikke diagnosticerede lårbensbruddet med det samme.

Ved denne vurdering lagde nævnet vægt på, at røntgenbillederne, som blev optaget i forbindelse med primærtraumet i begyndelsen af marts 2000, var af teknisk god kvalitet, og at røntgenbillederne ikke viste tegn på brud i venstre hofte.

Resumé

En 69-årig mand blev i begyndelsen af marts 2000 indlagt, idet han var faldet og havde slået venstre hofte. Patienten blev mobiliseret med gangredskab samt støtte. I midten af marts 2000 fik patienten konstateret et venstresidigt lårbensbrud og fik indsat glidesøm. Efterfølgende konstaterede man, at bruddet var skredet, og patienten blev re-opereret med indsættelse af en halv hofteprotese i begyndelsen af april 2000.

Efter operationen var der flere ledskred i hoften, og knapt to måneder efter primærtraumet blev patienten på ny opereret med indsættelse af en kunstig hofteprotese. Der var efterfølgende problemer med smerter og hælsår og liggesår svarende til halebenet. Patienten havde nedsat hudgennemblødning og blev henvist til kirurgisk afdeling, hvor man fandt, at der ikke var mulighed for at foretage kirurgisk behandling. I stedet fandt man indikation for at amputere begge ben samt foretage revision af liggesåret ved halebenet.

Der blev blandt andet klaget over, at man ikke diagnosticerede lårbensbruddet med det samme, og at patienten ikke modtog en korrekt pleje under indlæggelsen, herunder at der ikke blev givet en aflastningsmadras.