Klage over læge og fysioterapeuts behandling af rygsmerter og håndtering af anmodning om aktindsigt

Klage over læge og fysioterapeuts behandling af rygsmerter og håndtering af anmodning om aktindsigt

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere overlæge A for behandlingen den 31. oktober 2001, idet nævnet lagde vægt på, at overlægen optog relevant sygehistorie og objektiv undersøgelse, og idet mistanke om diskusprolaps i lænden ikke kræver akut behandling eller scanning, men derimod venten på, at tilstanden bedres. Akut scanning udføres udelukkende i forbindelse med overvejelse om akut operation, som igen kun kommer på tale, hvis der er lammelser af blære- og tarmfunktionen, fremadskridende lammelser af benene eller fuldstændig lammelse af en benmuskel, hvilket ikke var tilfældet hos patienten.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere overlæge A for hans journalføring af behandlingen den 31. oktober 2001, idet patienten havde oplyst, at smerterne var opstået i august 2001, og han blev undersøgt første gang den 31. oktober 2001, hvorfor han fik en behandling, der var i fuld overensstemmelse med de af ham selv anførte symptomer. Grænsen for at opfatte tilstanden som kronisk ligger et sted imellem 6 uger og 3 måneder. Nævnet lagde til grund, at der var tale om et forløb over mindst 2 måneder, og ved den efterfølgende konsultationen den 22. november 2001 havde smerterne stået på i mindst 3 måneder. Patienten havde således ikke akutte smerter på undersøgelsestidspunktet den 31. oktober 2001, men selve opståelsesmåden kunne udmærket have været akut. Nævnet fremhævede endvidere, at der ikke var noteret forhold i journalen, der talte imod, at smerterne var opstået akut i august 2001, og at det fremgik af journalnotatet den 31. oktober 2001, at patienten havde haft de aktuelle smerter siden august måned 2001.

Nævnet fandt derudover ikke grundlag for at kritisere overlægerne A og B for deres behandling af patienten i perioden fra den 31. oktober 2001 til den 7. marts 2002 på reumatologisk afdeling, idet der den 22. november 2001 blev foretaget relevant objektiv undersøgelse og relevant rekvireret CT-scanning og idet der ikke var objektive fund eller andre forhold, som pegede på, at en akut/subakut CT-scanning var påkrævet. Nævnet fandt endvidere, at der den 5. december 2001 ikke var indikation for en akut MR-scanning, da der ikke var tale om, at der skulle foretages en akut operation eftersom der ikke forelå objektive omstændigheder, der pegede på, at patientens tilstand kunne udvikle sig i retning af uoprettelige skader på blære- og tarmfunktionen eller nerverne i benet.

Nævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at henvise patienten til yderligere undersøgelser i februar og marts 2001, idet en MR-scanning den 8. februar 2001 viste, at der ikke var tegn på diskusprolaps, og idet undersøgelse den 7. marts 2002 viste, at der ikke var rodpåvirkning, men at patientens symptomer skyldtes degenerative forandringer i ryggen og nævnet fandt det relevant at der blev ordineret fortsat træning i bassin.

Herefter fandt nævnet ikke grundlag for at kritisere en fysioterapeut for hendes behandling af patienten den14. januar 2002, idet hendes behandlingsstrategi ud fra McKenzie-undersøgelsesfundene samme dag sammenholdt med MR-scanningen udført i december 2001, hvorved der var beskrevet diskusdegenerativ sygdom i lænden og en midtstillet protusion ved 5. lændehvirvel uden sikker nervepåvirkning, var relevant og forsvarlig.

Nævnet fandt dog på baggrund af patientens længerevarende og socialtbelastende sygehistorie, herunder særligt smertemønstret i relation til bagudbøjning af ryggen, at det havde været hensigtsmæssigt, om fysioterapeuten havde foranstaltet en tidlig opfølgning eventuelt i form af telefonisk kontakt af hensyn til muligheden for at justere programmet. Nævnet fandt endvidere, at det havde været hensigtsmæssigt, om fysioterapeuten også umiddelbart efter undersøgelsen den 14. januar 2002 havde taget kontakt til patientens fysioterapeut i primærsektoren for at få større indsigt i patientens smertemønster og derved anledning til at drage tidlig omsorg for en negativ behandlingseffekt.

Endelig fandt nævnet grundlag for at kritisere overlæge B og den administrerende overlæge for deres håndtering af patientens anmodning om aktindsigt den 20. februar 2002, idet overlæge B ikke havde overholdt 10 dages fristen i lov om patienters retsstilling vedrørende imødekommelse af aktindsigt. Nævnet fandt videre, at klinikchefens instruks til personalet om håndtering af anmodning om aktindsigt ikke var relevant, idet det af instruksen fremgik, at der ved en patients anmodning om aktindsigt alene skulle gives delvis aktindsigt, da kopi af blodprøver og de egentlige røntgensvar kun skulle medsendes, hvis patienten direkte havde anmodet om dette.

Resumé

En 41-årig mand begyndte i september 2001 træning hos en fysioterapeut. Han havde siden midten af august 2001 haft rygsmerter strålende ned på bagsiden af venstre lår og ydersiden af underbenet til fodranden, ligesom der var føleforstyrrelser i underbenet og i den ydre fodrand. Trods behandlingen var der forværring i tilstanden med tiltagende smerter.

Den 31. oktober 2001 blev patienten undersøgt på en reumatologisk afdeling, hvor overlæge A fandt, at der ikke var behov for akut operation eller scanning, men henviste til en planlagt undersøgelse fire uger senere.

Den 22. november 2001 fandt overlæge B, at der var mistanke om tryk på nerverødderne ud fra 5. diskus i lænden på venstre side og henviste til en CT-scanning. Den 5. december 2001 viste CT-scanning en frembuling fra 4. og 5. diskus på venstre side, og det blev besluttet at foretage en supplerende MR-scanning, som fandt sted den 13. december 2001. Ved beskrivelsen af billederne blev der ikke fundet tegn på diskusprolaps.

Den 20. december 2001 aftalte overlæge B med en fysioterapeut og en sygeplejerske, at patienten blev indkaldt til videre instruktion snarest muligt. Endvidere indstillede overlægen samme dag til fornyet MR-scanning.

Den 14. januar 2002 undersøgte en fysioterapeut patienten og instruerede ham i stabiliserende øvelser samt øvelser med træning af ryggens og hoftens strækkemuskler. Den 22. januar 2002 ringede patienten til overlæge B og forklarede, at øvelserne forværrede smerterne. Det blev aftalt, at der skulle foretages en vurdering af fysioterapien ved en planlagt kontrol den 29. januar 2002. Ved den lejlighed meddelte patienten, at han ikke ønskede at fortsætte med strækøvelser og afbrød herefter kontakten med fysioterapien. Den 8. februar 2002 viste en ny MR-scanning ikke tegn på diskusprolaps.

Med brev af 20. februar 2002 skrev patienten til overlæge B og anmodede om aktindsigt i sin sygehusjournal.

Den 7. marts 2002 fandt overlæge B ikke tegn på rodtryk og henviste til træning i bassin. Den 18. marts 2002 fandt en speciallæge i neurokirurgi, at der ikke var tegn på påvirkning af nerverødderne i lænden, og at der ikke kunne anbefales operation.

Den 14. maj 2002 blev anmodningen om aktindsigt besvaret, idet en del af materialet blev fremsendt. Resten blev fremsendt den 22. maj 2002.

Den 9. juli 2002 gav en undersøgelse på en neurokirurgisk afdeling mistanke om en mindre prolaps med tryk på l. korsbensrod og eventuelt 5. lænderod, og der blev tilrådet operation.

Der blev klaget over, at patienten ikke den 31. oktober 2001 blev tilstrækkeligt undersøgt, herunder at man ikke henviste til yderligere undersøgelse som for eksempel en akut CT- og/eller MR-scanning, og der blev klaget over, at man ved en ambulant kontrol den 22. november 2001 ikke henviste til yderligere undersøgelse som for eksempel en akut CT- og/eller MR-scanning.

Der blev videre klaget over, at der ved de indledende undersøgelser på reumatologisk afdeling blev foretaget en forkert journalføring omkring karakteren og forløbet af patientens rygproblemer..

Der blev yderligere klaget over, at man ikke efter, at der var foretaget en CT-scanning den 3. december 2001, indstillede patienten til en akut MR-scanning. Endvidere blev der klaget over, at man ikke efter de foretagne MR-scanninger, henholdsvis den 18. december 2001 og den 8. februar 2002, henviste patienten til yderligere undersøgelser.

Der blev endvidere klaget over, at patienten ikke blev behandlet korrekt af den fysioterapeut, som den 14. januar 2002 sammensatte hans træningsprogram, og endelig blev der klaget over, at man ikke imødekom patientens anmodning om aktindsigt af 20. februar 2002 indenfor 10 dage.