Legislator Case Law & Legislation
W20051019925 DK

Klage over kiropraktors behandling og information

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2005 10199 Valid

Klage over kiropraktors behandling og information

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere kiropraktorens behandling. Nævnet lagde herved vægt på, at kiropraktoren havde optaget en fyldestgørende sygehistorie og foretaget en relevant objektiv undersøgelse af patienten. Nævnet lagde herudover vægt på, at manipulationsbehandling er velindikeret ved akutte lave lændesmerter, og at der ikke er dokumentation for, at risikoen for komplikationer er mindre ved benyttelse af artikulationsbehandling frem for manipulationsbehandling ved behandling af discogene lidelser. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det er almindelig faglig praksis ved akutte lændesmerter, at røntgenundersøgelse af ryggen først overvejes, hvis lændebesværet fortsætter ud over 4 uger.

Nævnet fandt det ikke tilstrækkelig sandsynliggjort, at der var nogen sammenhæng mellem den kiropraktiske behandling den 10. januar 2003 og den senere konstaterede diskusprolaps. Nævnet oplyste i den forbindelse, at en diskusprolaps er en lidelse, som udvikler sig over tid - fra uger til måneder. Rygpatienter henvender sig til behandlere, herunder kiropraktorer, på vidt forskellige tidspunkter i sygdomsforløbet, og det er uden tvivl således, at en del personer med diskusprolaps henvender sig på så tidligt et tidspunkt i forløbet, at de objektive tegn på nerverodstryk endnu ikke er til stede

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere kiropraktorens information af patienten. Nævnet lagde herved vægt på, at kiropraktoren informerede om sine fund, og at der var klar indikation for behandling af bækkenleddene. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det faktum, at kiropraktoren ikke informerede nærmere om den kiropraktiske behandling af tilstanden, skyldtes, at patienten tidligere var blevet behandlet hos en kiropraktor, ligesom patienten bekræftede, at hun ikke behøvede information om behandlingen. Nævnet fandt ikke, at kiropraktoren burde have informeret om risikoen for, at behandlingen kunne medføre komplikationer i form af diskusprolaps, idet det ikke var muligt at afgøre, om den diskusprolaps, som patienten fik konstateret, havde udviklet sig under alle omstændigheder, eller om behandlingen forværrede tilstanden.

Nævnet fandt det ikke godtgjort, at kiropraktoren havde fortsat behandlingen af patienten uden dennes samtykke.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere kiropraktorens journalføring af sin behandling af patienten. Kiropraktoren havde ved sin journalføring af behandlingen anvendt en ”listing” (S.SI:PIEX,D,SI:ASIN), hvilket var en beskrivelse af de dysfunktioner, der blev fundet, og i hvilke bevægeretninger de pågældende led var låste. Nævnet fandt, at denne ”listing” var en dækkende journalføring af behandlingen, idet den måtte anses som bundet til en bestemt behandlingsteknik.

Nævnet fandt grundlag for at kritisere kiropraktorens journalføring af sin information af patienten, idet kiropraktoren ikke noterede i journalen, hvilken information han gav, inden behandlingen blev påbegyndt, ligesom det heller ikke blev noteret, hvad patienten havde tilkendegivet i relation til den påtænkte behandling.

Endelig adm. afgørelse 2005 10199 Valid

Resumé

En 45-årig kvinde havde fået lændesmerter i begge sider 5 år tidligere efter et brud på højre storetå.

Den 10. januar 2003 var patienten til konsultation hos en kiropraktor, da der var opstået bækkenledssmerter. Kiropraktoren ringede til en tidligere behandlende kiropraktor og fik oplyst, at der ud fra røntgenbilleder taget i februar 2002 ikke var kontraindikation for kiropraktisk behandling. Patienten modtog herefter manipulationsbehandling af både venstre og højre bækkenled, og der blev aftalt ny tid 4 dage senere. Denne behandling blev imidlertid aflyst, da hun havde oplevet en forværring af sine smerter, herunder smerter ved nyse og hoste.

Den 22. januar 2003 blev der udført en undersøgelse af patienten på neurokirurgisk afdeling. Det blev konkluderet, at der var en påvirkning af den højresidige nerverod ved 1. korsben (højre 1. sacralrod), og en MR-scanning den 1. marts 2003 viste en stor diskusprolaps på højre side udgået fra 5. lændehvirvel.

Den 17. marts 2003 bortopererede man diskusprolapsen med umiddelbar god effekt. Der resterede dog stadig symptomer i form af smerter ud i højre ben.

Der blev klaget over, at patienten ikke blev behandlet korrekt af kiropraktoren den 10. januar 2003, idet det er anført, at behandlingen medførte, at patienten fik en diskusprolaps. Der blev endvidere klaget over, at patienten ikke forud blev informeret om risici i forbindelse med behandlingen den 10. januar 2003, og at behandlingen blev fortsat uden hendes samtykke. Endelig blev der klaget over, at kiropraktoren ikke foretog korrekt journalføring.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →