Klage over ufuldstændig undersøgelse af patient med talebesvær (afasi, hjerneblødning)

Klage over ufuldstændig undersøgelse af patient med talebesvær (afasi, hjerneblødning)

Nævnet fandt grundlag for at kritisere vagtlægens behandling af patienten.

Nævnet lagde i sin afgørelse til grund, at vagtlægens undersøgelser af patienten viste, at patienten havde afasi (forstyrrelse i sprogfunktionen).

Nævnet kunne hertil oplyse, at flere forskellige hjernesygdomme kan optræde med afasi som første symptom, men at psykisk betinget afasi sjældent optræder med en så svært isoleret taledefekt som i patientens tilfælde.

Det var derfor nævnets opfattelse, at vagtlægen burde havde foranstaltet yderligere undersøgelser, herunder eventuelt indlæggelse på hospital, da han havde konstateret, hvilke symptomer patienten havde.

Der blev afgivet dissens i sagen.

Resumé

En 60-årig kvindes mand kontaktede den 10. september 2000 klokken cirka 14.00 vagtlægen, idet hans hustru havde vanskeligt ved at udtrykke sig.

Vagtlægen fandt under sin undersøgelse, at patienten havde svært ved at tale og kun kunne besvare spørgsmål med ja og nej.

Vagtlægen spurgte under sin undersøgelse til mulige psykologiske årsager til patientens symptomer. Patientens mand oplyste, at hun havde været belastet de seneste 3 dage, da der havde været børnebørn på besøg.

Da vagtlægen under sin undersøgelse ikke fandt tegn på lammelser eller unormale nervereflekser, skønnede han, at patientens tilstand kunne skyldes en psykisk reaktion på belastning. Vagtlægen anbefalede derfor hvile til patienten, og han instruerede om, at familien skulle henvende sig igen, hvis der opstod nye symptomer.

Ca. ½ time efter hjemkomsten til hjemmet fik patienten kramper, og hun mistede bevidstheden. Ved senere undersøgelser på et sygehus blev det konstateret, at hendes tilstand var forårsaget af en lille hjerneblødning.

Der blev klaget over, at vagtlægen ikke foretog en tilstrækkelig grundig undersøgelse af patienten ved vagtlægebesøget den 10. september 2000.