Klage over afslag på aktindsigt i psykiatrisk journal
Statutory Text (2 Articles)
Klage over afslag på aktindsigt i psykiatrisk journal
Nævnet fandt ud fra en samlet vurdering ikke grundlag for at kritisere overlægen for hans afslag på anmodning om aktindsigt, idet det i samtlige tilfælde var relevant, at overlægen antog, at aktindsigt ville have forringet patientens helbredstilstand i et sådant omfang, at yderligere behandlingsmæssige tiltag, herunder forlængelse af behandlingen eller anvendelse af tvangsforanstaltninger, kunne blive nødvendigt. Nævnet lagde herved vægt på, at afslagene var begrundet i afgørende behandlingsmæssige hensyn til patienten.
Nævnet fandt imidlertid grundlag for at kritisere overlægen for hans journalføring, idet han burde have journalført samtlige afslag, og han burde have journalført, at afslagene var begrundet i afgørende behandlingsmæssige hensyn til patienten.
Resumé
En 39-årig kvinde anmodede i juni og juli 2002 flere gange en psykiatrisk afdeling om aktindsigt i journalmateriale vedrørende hende i perioden fra den 25. maj 2002 og frem. Hun fik ikke udleveret det pågældende materiale.
Den 15. juli 2002 anmodede endvidere patientens samlever og veninde psykiatrisk afdeling om aktindsigt i journalmateriale vedrørende patienten i perioden fra den 25. maj 2002 og frem. Anmodningen blev fremsat med patientens samtykke. Det pågældende materiale blev ikke udleveret.
Der blev klaget over, at overlægen på psykiatrisk afdeling ikke imødekom anmodningerne om aktindsigt.