Klage over udskrivning på trods af mistanke om blodforgiftning

Klage over udskrivning på trods af mistanke om blodforgiftning

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere de læger på kirurgisk afdeling, der var involveret i behandlingen af patienten.

Patientklagenævnet lagde vægt på, at det af sygeplejekardex fremgik, at der inden patientens udskrivelse blev taget kontakt til hjemmeplejen og aftalt udskrivelse den 5. december 2003, og det blev aftalt, at hjemmeplejen skulle tilse patienten 6. december 2003. Det blev endvidere aftalt, at hjemmeplejen skulle tilse patienten oftere end som hidtil en gang om ugen. Endvidere blev et familiemedlem orienteret om den planlagte udskrivelse næste dag, og at hun ville forsøge at komme hjem hos patienten om eftermiddagen samme dag patienten kom hjem.

Patientklagenævnet var af den opfattelse, at overlægen korrekt undersøgte baggrunden for indlæggelsen af patienten, og at overlægen herefter lagde relevante planer for behandling og udskrivelse.

Patientklagenævnet oplyste, at det tager op til 3 døgn at få svar på en urindyrkning med resistensbestemmelse. Dette er en undersøgelse af, om der er bakterier i en urinprøve, og hvilke det så fald drejer sig om, og hvilke antibiotika, der virker på bakterierne. Det er derfor almindelig praksis ved formodet urinvejsbetændelse at iværksætte behandling med et antibiotikum, der erfaringsmæssigt har stor mulighed for at være virksomt, før der foreligger svar på urindyrkning med resistensbestemmelse. Det er også almindelig praksis at udskrive en patient, før svaret foreligger, for om nødvendigt at justere den antibiotiske behandling, når svaret forekommer.

Patientklagenævnet oplyste endelig, at høj feber som tegn på blodforgiftning kan udvikles på en eller få timer.

Patientklagenævnet var af den opfattelse, at der ikke ved uskrivelsen den 5. december 2003 var objektive omstændigheder, der gav grund til mistanke om blodforgiftning hos patienten, og der blev under indlæggelsen ikke fundet anledning til at tage blodprøver til undersøgelse for bakterier i blodet.

Der blev afgivet dissens i sagen.

Resumé

En 84-årig dement mand blev den 3. december 2003 indlagt på kirurgisk afdeling med henblik på anlæggelse af et topkateter. Reservelægen fandt patienten kronisk medtaget men ikke akut påvirket, og urinrørskateteret fungerede med let blodtingeret urin. Der var endvidere tegn på væskemangel. Dagen efter viste en blodprøve, at der var forhøjede antal hvide blodlegemer og urinstiks var positive for nitrit som tegn på en urinvejsinfektion. Der blev herefter ordineret urindyrkning, resistensbestemmelse og antibiotikum. Egen læge oplyste, at hovedproblemet var de sociale forhold og i den forbindelse et dårligt fungerende kateter. Den 5. december 2003 fungerede urinrørskateteret ikke, og der blev i stedet anlagt et silikonekateter, og patienten blev udskrevet samme dag efter konference med en overlæge. Patienten blev imidlertid indlagt på medicinsk afdeling samme dag, idet et akutteam, der skulle modtage patienten i dennes hjem ikke mente, at patienten kunne klare sig i hjemmet. Patienten fik konstateret en forværring i en vanlig åndenød samt temperatur på 39,6 grader. Herudover var patienten varm og lidt svedende og havde lidt bilyde (basal krepitiation) på højre lunges bagflade. Lægen vurderede, at der var tale om en blodforgiftning på baggrund af en urinvejsinfektion, og der blev bestilt forskellige undersøgelser. Dagen efter døde patienten, og undersøgelsesresultaterne viste tegn på urinvejsinfektion og blodforgiftning.

Der blev klaget over, at patienten blev udskrevet selv om der var mistanke om forgiftning af blodet og på trods af, at han havde feber og var i en tilstand, hvor han ikke kunne gå og stå.