Klage over en læges videregivelse til andre formål end behandling af helbredsoplysninger vedrørende en psykiatrisk patient

Klage over en læges videregivelse til andre formål end behandling af helbredsoplysninger vedrørende en psykiatrisk patient

Nævnet fandt grundlag for at kritisere den vejledning, som overlægen gav 1. reservelægen i forbindelse med videregivelse af helbredsoplysningerne, men nævnet fandt ikke anledning til at kritisere 1. reservelægen for videregivelsen.

På baggrund af udgangspunktet om skriftligt samtykke til videregivelse af oplysninger om helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til andre formål end behandling, fandt nævnet, at det ikke kunne tillægges nogen afgørende betydning, at patienten i april 2003 havde givet mundtligt samtykke til, at forældrene blev informeret om den lægelige diagnose og den foreløbige behandlingsplan. Imidlertid havde patienten ifølge journalen tidligere på dagen den 4. maj 2003 været i affekt, men denne var klinget af, om end hun fortsat havde selvmordstanker. Det var nævnets opfattelse, at hun i øvrigt ikke var dement eller psykotisk. Under hensyn til patientens affekttilstand, hendes potentielt livstruende tilstand og det forhold, at hun var bæltefikseret, fandt nævnet, at der var tale om en situation, som efter loven ikke krævede indhentelse af et skriftligt samtykke.

Imidlertid lagde nævnet vægt på, at der kun kan videregives oplysninger i en situation som den foreliggende, hvis patienten har afgivet et utvetydigt samtykke, og nævnet fandt, at patienten, selv om hun til sidst ved det psykiatriske tilsyn gav mundtligt samtykke til, at forældrene blev kontaktet, i realiteten fremtrådte uafklaret i forhold til dette spørgsmål.

Det var herefter nævnets vurdering, at det ikke kunne lægges til grund, at patienten havde givet samtykke til, at 1. reservelægen kunne videregive de pågældende oplysninger til hendes forældre. Nævnet lagde her vægt på, at overlægen den 4. maj 2003 sammen med 1. reservelægen gennemgik overvejelserne om at orientere forældrene om patientens kritiske tilstand mod hendes ønske.

Nævnet fandt derefter, at hensynet til forældrenes interesse i at blive bekendt med deres datters kritiske helbredstilstand ikke kunne tilsidesætte lægens tavshedspligt.

Nævnet fandt således, at 1. reservelægen den 4. maj 2003 handlede retsstridigt ved at have oplyst patientens forældre om datterens selvmordsforsøg og efterfølgende kritiske tilstand, men fandt ikke grundlag for at kritisere 1. reservelægen herfor, idet han forinden videregivelsen havde rådført sig med afdelingens overlæge. Ansvaret for den retsstridige videregivelse af oplysninger måtte derfor placeres hos overlægen, idet han vejledte 1. reservelægen om, at forældrene kunne oplyses om deres datters selvmordsforsøg og efterfølgende kritiske tilstand.

Der blev afgivet dissens i sagen.

Resumé

En 19-årig kvinde, der var indlagt på psykiatrisk afdeling indvilligede i april 2003 i, at hendes forældre blev inviteret til en samtale vedrørende det rent lægelige/diagnostiske forhold og hvilken behandlingsplan, som man ville foreslå ville blive anvendt. Den 30. april 2003 havde patienten en samtale med sine forældre. I forbindelse med samtalen deltog en læge, og denne gjorde forældrene bekendt med de rent lægelige oplysninger om deres datter. Herefter blev forældrene orienteret om de sociale planer i forhold til patienten.

Patienten blev den 4. maj 2003 kl. 19.55 akut overflyttet til en øre-, næse- og halsafdelingen efter et hængningsforsøg i selvmordsøjemed. Det blev vurderet, at hun fortsat var i livsfare, og der blev planlagt observation for frie luftveje.

På øre-, næse- og halsafdelingen tilkendegav patienten, at hun ikke ønskede indlæggelse på afdelingen. Man fandt, at der var indikation for tvangstilbageholdelse, og der blev anmodet om psykiatrisk tilsyn.

Senere samme dag foretog en 1. reservelæge psykiatrisk tilsyn, og han fandt grundlag for bæltefiksering, hvilket blev iværksat kl. 21.15. 1. reservelægen vurderede endvidere, at tilstanden var så alvorlig med risiko for at udvikle hævelse i luftvejene med efterfølgende kvælning, at det var bedst at orientere patientens pårørende. 1. reservelægen fandt patienten meget ambivalent omkring, hvorvidt der skulle tages kontakt til hendes pårørende, og han kontaktede telefonisk en overlæge med henblik på en drøftelse af, hvorvidt forældrene skulle orienteres om deres datters kritiske tilstand. Overlægen støttede 1. reservelægen i at orientere forældrene. Kl. 22.50 ringede 1. reservelægen til patientens far og fortalte ham om dagens hændelser.

Den 5. maj 2003 kl. 11.30 blev bæltefikseringen fjernet, og patienten blev tilbageflyttet til psykiatrisk afdeling efter, at hun var blevet vurderet uden for livsfare.

Der blev klaget over, at en hospitalslæge den 4. maj 2003 uden patientens samtykke havde videregivet oplysninger om en iværksat tvangsbehandling af hende til hendes forældre.