Klage over tarmperforation i tilknytning til underlivsoperation
Statutory Text (2 Articles)
Klage over tarmperforation i tilknytning til underlivsoperation
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere de opererende læger på gynækologisk afdeling i forbindelse med ved operationen i oktober 2003
Nævnet lagde herved vægt på, at indgrebet var kompliceret af talrige sammenvoksninger mellem ”fedtforklædet” og forreste bugvæg, ligesom hele det lille bækken var lukket af sammenvoksninger. Livmoderen var endvidere med sammenvoksninger til blæren.
Videre lagde nævnet vægt på, at der fandtes betændelsesforandringer omkring venstre æggeleder og æggestok, og at betændelsesforandringer kan mørne vævet så meget, at der opstår spontan tarmperforation.
Nævnet lagde samtidig vægt på, at de opererende læger afsluttede indgrebet med at indhælde vand i bughulen samtidig med, at man blæste luft i endetarmen for at sikre, at der ikke var hul på tarmen noget steds. Nævnet lagde således vægt på, at der ikke var tegn på perforation af tarmen ved denne manøvre, og at der heller ikke var klinisk mistanke om tarmperforation. Det fandtes derfor i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at afslutte operationen.
Nævnet fandt, at tarmperforationen, som blev erkendt nogle dage efter indgrebet, var en hændelig komplikation til operationen og ikke var udtryk for manglende omhu og samvittighedsfuldhed, idet man ikke kunne erkende tarmperforationen under operationen. Der var formentlig tale om en delvis gennemskæring af bindevævshinden på tarmen, som i løbet af nogen tid udviklede sig til en fuldvægslæsion.
Resumé
En 29-kvinde fik i oktober 2003 fjernet venstre æggeleder og æggestok på grund af betændelse. Efter operationen blev patienten utilpas med feber. Der blev tre dage efter operationen foretaget en røntgenundersøgelse af tyktarmen, som viste et hul på forsiden af endetarmen. På den baggrund blev patienten opereret akut, og man fandt en klump betændt væv omkring hullet. Der blev lagt en stomi, og efterforløbet var langvarigt og kompliceret med blodforgiftning og bylder i bughulen.
Der er klaget over, at den primære underlivsoperation i oktober 2003 ikke blev udført korrekt, idet tarmen herved blev perforeret.