Klager over ordination af gigtpræparat til mavesårspatient
Statutory Text (2 Articles)
Klager over ordination af gigtpræparat til mavesårspatient
Nævnet fandt ikke grundlag for kritik, men da patienten i 2000 var blevet opereret for mavesår, og der var en ubrudt ordination af Todolac gennem godt 7 måneder, fandt nævnet, at det havde været hensigtsmæssigt, om lægen samtidig med ordinationen af Todolac havde foretaget ordination af syrepumpehæmmer eller anvendt anden behandlingsform.
Nævnet lagde vægt på, at behandling af smerter forårsaget af knoglesammenfald i hvirvelsøjlen er overordentlig vanskelig og stort set altid kræver flerstofbehandling. I behandling af sådanne smerter vil praktisk taget altid indgå gigtmidler. En undergruppe af gigtmidler er de såkaldte COX-2-hæmmere, hvortil bl.a. Todolac hører. Disse stoffer synes at medføre en mindre risiko for mavesårskomplikationer end øvrige gigtmidler. Mavesårssygdom er ikke en absolut kontraindikation, men forsigtighed må tilrådes ved tidligere mavesår. Brug af gigtmidler med overvejende COX-2-hæmning eller samtidig behandling med prostaglandinanalogen Misoprostol eller med en syrepumpehæmmer nedsætter risikoen for mavesår.
Resumé
En 85-årig kvinde, der i 2000 var blevet opereret for mavesår, henvendte sig i januar 2004 til sin læge på grund af rygsmerter. Hun blev sat i behandling med smertestillende gigtmedicin og henvist til fysioterapeut. I april 2004 var smerterne i ryggen tiltagende. Behandlingen endte i juni 2004 med at være stærk smertestillende medicin, smertestillende gigtmedicin og yderligere smertestillende medicin.
I september 2004 blev patienten indlagt akut med tiltagende mavesmerter og opkastninger, og ved en kikkertundersøgelse af mavesækken fandtes et blødende mavesår, som blev forsøgt behandlet. Patienten blev opereret i maven for at stoppe blødningen fra mavesåret.
Der blev klaget over, at lægen ordinerede Todolac som førstevalgs gigtpræparat uden samtidig at ordinere beskyttende medicin.