Afvisning af anmodning om genoptagelse på baggrund af udtalelse fra Retslægerådet af den 1. oktober 2003 af tidligere sag, afgjort i 1998, hvor der ikke var fundet grundlag for kritik af den indklagede sundhedsperson

Afvisning af anmodning om genoptagelse på baggrund af udtalelse fra Retslægerådet af den 1. oktober 2003 af tidligere sag, afgjort i 1998, hvor der ikke var fundet grundlag for kritik af den indklagede sundhedsperson

Nævnet fandt ikke grundlag for at imødekomme anmodningen om genoptagelse af sagen, hvor nævnet traf afgørelse den 6. februar 1998.

Nævnet oplyste, at grundlag for at genoptage en sag afhænger af, om der i forhold til den oprindelige behandling af sagen er kommet væsentlige nye oplysninger, som må antages at kunne medføre en ændret bedømmelse af sagen. Det skal forstås således, at der skal være tale om nye oplysninger, som ikke allerede forelå i udtalelser, journalnotater eller andre af sagens akter, da nævnet traf afgørelse i sagen. Disse nye oplysninger skal tillige være så væsentlige, at de måske kan føre til et andet resultat.

Nævnet oplyste i den forbindelse, at det er et disciplinært organ, der i henhold til § 14 i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse har mulighed for at fremsætte kritik overfor den indklagede sundhedsperson.

Nævnet fandt i den forbindelse, at der i forbindelse med en afgørelse af, hvorvidt en sag kan genoptages til fornyet realitetsbehandling i nævnet, må tages hensyn til det påklagede forholds alder såvel som den tid, der er forløbet mellem den oprindelige afgørelse og modtagelsen af en anmodning om genoptagelse. Det var herunder nævnets opfattelse, at en sundhedsperson, når nævnet har undladt at fremsætte kritik overfor denne, i høj grad bør kunne indstille sig på nævnets afgørelse.

Det var på denne baggrund nævnets opfattelse i relation til afgørelser truffet af Patientklagenævnet, hvorved der ikke er fundet grundlag for kritik, at muligheden for genoptagelse som udgangspunkt aftager i takt med hvor lang tid, der er forløbet imellem den oprindelige afgørelse og modtagelse af anmodning om genoptagelse, ligesom det påklagede forholds alder bør tages i betragtning.

Det påklagede forhold fandt sted i perioden fra den 22. april til den 14. maj 1997, hvilket var mere end 7 år, før nævnet modtog patientens anmodning om genoptagelse. Patientklagenævnet traf afgørelse den 6. februar 1998, hvilket var mere end 6 år, før genoptagelsesanmodningen blev indgivet.

Nævnet oplyste i anledning, at § 22, stk. 1, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse blev ændret ved lov nr. 428 af 10. juni 2003, således at der blev indført en 5-årig frist for indgivelse af en klage til Patientklagenævnet. Denne absolutte forældelsesfrist fik virkning fra den 1. november 2003. Reglen har den virkning, at nævnet ikke kan behandle klager indgivet efter den 1. november 2003, hvis klagen er indgivet mere end 5 år efter det forhold, der klages over. Der er ingen mulighed for at se bort fra forældelsesfristen.

Om end reglen i § 22, stk. 1, ikke finder anvendelse på en anmodning om genoptagelse, var det dog på baggrund af lovændringen nævnets opfattelse, at nævnet ved stillingtagen til, om en sag skal genoptages, kan stille særlige krav til eventuelle nye oplysningers væsentlighed, hvis anmodningen om genoptagelse er indgivet mange år efter, at det påklagede forhold har fundet sted.

Nævnet lagde desuden vægt på, at Patientklagenævnet ved sin afgørelse af 6. februar 1998 tog specifikt stilling til, hvorvidt manglende podning af operationssårene den 7. maj 1997 kunne anses som en overtrædelse af lægelovens § 6, hvilket nævnet fandt, ikke var tilfældet. Nævnet fandt imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om speciallægen havde podet og indrettet den medicinske behandling herefter.

Patientklagenævnet havde således taget stilling til det spørgsmål om podning, som Retslægerådet havde besvaret under spørgsmål 4.

På denne baggrund samt under henvisning til det påklagede forholds alder, tidspunktet for nævnets oprindelige afgørelse samt det forhold, at Patientklagenævnet er et disciplinært organ, der kan fremsætte kritik af sundhedspersoner, fandt nævnet ikke grundlag for at genoptage den sag, hvor nævnet traf afgørelse den 6. februar 1998.

Det forhold, at erstatningssagen senere er forligt med det resultat, at der er udbetalt erstatning til patienten, kunne ikke anses at ændre herved, idet anerkendelse af et erstatningskrav efter nævnets opfattelse ikke nødvendigvis var udtryk for, at lægelovens § 6 er overtrådt.

Resumé

En 17-årig kvinde blev den 22. april 1997 opereret af en speciallæge for fremstående ører. Den 29. april 1997 var indledningsvise smerter fra ørene næsten væk, men der var fortsat en del gennemblødning, som gav anledning til skift af forbinding hos speciallægen den 30. april og 2. maj 1997. Ved forbindingsskift igen den 5. maj 1997 iværksatte speciallægen behandling af operationssårene med penicillin på mistanke om betændelse, og den 7. maj 1997 var der ildelugtende sekret fra såret bag venstre øre, og de tilbageværende tråde kunne ikke holde. To dage senere blev der konstateret dødt væv inden for randen af venstre øre og randen af højre øre. De nekrotiske væv blev fjernet, og derved blev der afdækket et hul gennem øverste bagerste hjørne af venstre øreflip samt en afgnavning af højre ørerand.

Den 12. maj 1997 kontaktede speciallægen en øre-, næse- og halsafdeling, og der blev aftalt konsultation den 21. maj 1997 på sygehuset. Det blev aftalt, at sårene i mellemtiden dagligt skulle behandles hos speciallægen, ligesom antibiotikabehandlingen blev ændret.

Under den videre behandling på sygehuset blev der under bedøvelse fjernet nydannet betændelsespåvirket væv. I det videre forløb ophelede sårene, men resultatet var skæmmende i betydelig grad, hvorfor der blev fundet behov for en ny operation ved en plastikkirurg.

Nævnet traf afgørelse i sagen den 6. februar 1998 og fandt ikke grundlag for kritik af speciallægen. Nævnet lagde vægt på, at speciallægens operation af ørene var i overensstemmelse med almindelig praksis, og at sårene med vævshenfald måtte anses som en sjælden og hændelig komplikation til indgrebet.

Nævnet var herunder af den opfattelse, at der i forbindelse med det komplicerede efterforløb ikke kunne bebrejdes speciallægen noget. Nævnet lagde herved vægt på, at speciallægen kontrollerede og skiftede sårene regelmæssigt, ligesom der blev iværksat relevant antibiotisk behandling, da der blev konstateret infektion. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der blev henvist til den regionale øre-, næse- og halsafdeling, da det stod klart, at der var tale om et kompliceret tilfælde.

Nævnet fandt dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om speciallægen havde foretaget podning den 7. maj 1997 og indrettet den medicinske behandling herefter.

I maj 2004 anmodede patientens advokat om, at sagen blev genoptaget af Patientklagenævnet, idet der blev henvist til, at Retslægerådet ved en udtalelse af 1. oktober 2003 blandt andet havde udtalt, at speciallægen burde have været foretaget podning den 7. maj 1997.