Klage over manglende konstatering af et brud i halsrygsøjlen
Statutory Text (2 Articles)
Klage over manglende konstatering af et brud i halsrygsøjlen
Nævnet fandt grundlag for at kritisere den læge fra ortopædkirurgisk afdeling, der var ansvarlig for røntgenkonferencen den 30. december 2002, idet oplysningerne fra røntgenkonferencen burde have været journalført, og vedkommende læge burde have foranlediget supplerende undersøgelser.
Nævnet lagde vægt på, at patienten ved ankomsten til skadestuen blev tilset af reservelæge B, der foretog en objektiv undersøgelse samt ordinerede røntgenundersøgelse af ryggen. På baggrund af røntgenundersøgelsen fandt reservelægen ikke umiddelbare tegn på brud i ryggen.
Endvidere lagde nævnet vægt på, at røntgenbillederne 2 dage senere blev forelagt på en røntgenkonference, hvor det blev tilrådet, at der blev foretaget en klinisk revurdering samt foretaget supplerende røntgenundersøgelser, da røntgenbillederne var utilstrækkelige, idet 5., 6., og 7. halshvirvel ikke var fremstillet.
Det var nævnets opfattelse, at oplysningen om, at røntgenbillederne taget den 28. december 2002 ikke var tilstrækkelige, og at der blev tilrådet supplerende undersøgelser burde have været journalført, og der burde være foretaget yderligere objektiv undersøgelse. I betragtning af, at der beskrives mange smerter i ryggen, burde der efter nævnets opfattelse være foretaget supplerende CT-scanning af nakken, da man ikke kunne udelukke skeletskade på de konventionelle røntgenbillleder.
Resumé
En 59-årig mand henvendte sig på skadestuen, idet han var faldet ned af en trappe og havde slået ryggen og venstre tommelfinger. Det blev konstateret, at tommelfingeren var gået af led, og en røntgenundersøgelse af hals- og lænderyg viste umiddelbart intet abnormt. Patienten blev indlagt på ortopædkirurgisk afdeling på grund af smerter.
Ved røntgenkonference 2 dage senere blev der tilrådet, at der blev foretaget klinisk vurdering samt supplerende undersøgelser, da røntgenbillederne ikke var optimale. Dagen efter blev patienten udskrevet.
Cirka 14 dage senere blev det konstateret på neurologisk afdeling, at der var fremadglidning af 5. og 6. halshvirvel samt brud på facetled i venstre side af samme hvirvler.
Der blev klaget over, at patienten ved indlæggelse på ortopædkirurgisk afdeling ikke modtog en korrekt behandling, herunder at man ikke ud fra røntgenbillederne konstaterede brud, samt at patienten blev udskrevet for tidligt.