Legislator Case Law & Legislation
W20051011925 DK

Klage over manglende oplysning om svar på biopsi

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2005 10119 Valid

Klage over manglende oplysning om svar på biopsi

Patientklagenævnet fandt grundlag for kritik af den administrerende overlæge for ikke at udfærdige en instruks om modtagelse af prøvesvar fra patologisk afdeling. Nævnet fandt desuden grundlag for kritik af overlæge A for hans behandling og journalføring. Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af overlæge B.

Nævnet lagde vægt på, at det ikke fremgik af operationsbeskrivelsen, at der blev sendt t væv til patologisk undersøgelse, og at dette burde være omtalt i journalen.

Det var nævnets vurdering, at overlæge A, da han underskrev udskrivningsbrevet, burde have kontrolleret, om der var kommet svar fra patologerne, og hvis ikke, have tilføjet et notat i såvel journal som udskrivningsbrev om, at der endnu ikke forelå et svar fra patologerne.

Det fremgik af den administrerende overlæges udtalelse, at afdelingen ikke havde en skriftlig instruks angående håndtering af indkomne prøvesvar. Den mundtlige instruks for håndtering af prøvesvar omfattede ikke signering af svar, hvilket nævnet fandt kritisabelt.

Nævnet fandt, at den administrerende overlæge burde have sørget for, at der var udfærdiget en skriftlig instruks vedrørende modtagelse af prøvesvar.

For så vidt angik overlæge B fandt nævnet ikke grundlag for kritik, da han på tidspunktet for de ambulante undersøgelser ikke af operationsbeskrivelsen eller ved andre notater i journalen kunne se, at han skulle have efterspurgt et prøvesvar fra patologerne.

Endelig adm. afgørelse 2005 10119 Valid

Resumé

En 66-årig mand blev i marts 2001 indlagt på sygehus, idet der var indikation for mini-thorakotomi. Operationen blev udført af overlæge A. Det fremgik ikke af operationsbeskrivelsen, at der blev udtaget væv til patologisk undersøgelse. Patienten blev udskrevet den 29. marts 2001 til ambulant kontrol ugen efter.

Af svaret fra patologisk afdeling fremgik, at undersøgelse blev rekvireret den 22. marts 2001 af overlæge A. Prøven blev besvaret den 29. marts 2001. Diagnosen var malignt mesoteliom samt bronkieektasier (udvidede bronkier) med aspergillose (svampeinfektion). Af udskrivningsbrev fra overlæge A var svaret fra patologerne ikke omtalt.

Patienten blev set ambulant den 6. april 2001 af overlæge B, der igen så og afsluttede ham den 27. april 2001. I 2002 og 2003 blev patienten indlagt adskillige gange på en hjertemedicinsk afdeling på grund af iskæmisk hjertesygdom med forsnævrede kranspulsårer. Han havde også nedsat og tiltagende dårlig lungefunktion.

Det fremgik af journalnotat i januar 2004, at der ved journalgennemgang blev fundet den histologiske beskrivelse fra 2001. Patienten blev informeret om den oversete diagnose, og der blev iværksat undersøgelser og behandling.

Der blev klaget over, at patienten ikke blev informeret om den diagnose, der blev stillet, efter at der var blevet taget biopsi, og at han blev udskrevet, uden at der var iværksat relevant kurativ behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →