Klage over lokalt nævns tilsidesættelse af beslutning om tvangsmedicinering

Klage over lokalt nævns tilsidesættelse af beslutning om tvangsmedicinering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet vurdering, at patienten på tidspunktet for beslutningen om tvangsbehandlingen den 12. december 2003 og indtil mødet i Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn den 23. december 2003 var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet lagde herved vægt på oplysningerne i journal og kardex, hvoraf det fremgik, at patienten i perioden blandt andet blev vurderet forpint og paranoid, og lidende af storhedsforestillinger.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyste, at patienter, der ikke umiddelbart er præget af psykotiske symptomer i form af syns- eller hørelseshallucinationer, bizarre legemsopfattelser eller svære tankeforstyrrelser, ikke sjældent er i stand til i kortere perioder at dissimulere, det vil sige til ikke umiddelbart at frembyde samt at benægte umiddelbare symptomer på sindssygdom. I sådanne situationer kan det være af afgørende betydning at vurdere, hvorvidt patienten har erkendelse af tidligere konstateret klart sindssygelige symptomer. Såfremt det ikke er tilfældet, må patienten, trods manglende umiddelbare tegn på produktive, psykotiske symptomer, som udgangspunkt anses for fortsat psykotisk grundet den fortsatte manglende realitetserkendelse for såvel nuværende som tidligere symptomer på sindssygdom.

På den baggrund ændrede Sundhedsvæsenets Patientklagenævn afgørelsen fra Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for tvangsbehandling af patienten var opfyldt.

Resumé

En 33-årig mand havde siden 2000 flere gange været indlagt på psykiatrisk afdeling, på grund af paranoid skizofreni. Under disse indlæggelser havde behandling med antipsykotisk medicin mindsket hans forpinthed og angst.

Aktuelt blev patienten tvangsindlagt på behandlingsindikation den 11. november 2003 på en psykiatrisk afdeling. Lægerne vurderede, at han var præget af vrangforestillinger af storhedskarakter, hvorunder han ønskede at tage patent på en epokegørende sejlbåd, der tilsyneladende krævede, at tyngdekraften blev ophævet. Han havde følt Gud sende besked til ham på en pc-skærm, og han mente, at alle var styret af en slags computer, som hvis han sendte en ond tanke til computeren, kunne ramme en person, hvorfor lægerne gik rundt og var syge. Patienten blev søgt motiveret for behandling med antipsykotisk medicin, men vægrede sig grundet manglende sygdomserkendelse ved at modtage dette.

Da patientens tilstand forblev uændret, traf lægerne den 12. december 2003 beslutning om tvangsbehandling med tablet Seroquel initialt 50 mg stigende til 750 mg dagligt afhængig af effekt og bivirkninger, subsidiært injektion Zeldox 20 mg dagligt. Patienten klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn, og klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn tilsidesatte beslutningen om tvangsbehandling af patienten, da nævnet vurderede, at han på baggrund af sin nuværende tilstand, herunder hans fremtræden på mødet, hvor han demonstrerede indsigt i sin egen situation, ikke var sindssyg eller i en tilstand, der ganske måtte sidestilles hermed. Nævnet fandt således, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldt. De behandlingsansvarlige overlæger ankede herefter afgørelsen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.