Klage over tvangsmedicinering- for kort betænkningstid

Klage over tvangsmedicinering- for kort betænkningstid

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet vurdering, at patienten var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet lagde herved vægt på, at patienten befandt sig i en psykotisk tilstand, præget af vrangforestillinger af forfølgelseskarakter.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt imidlertid ud fra en konkret vurdering, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet lagde vægt på, at beslutningen om tvangsbehandling blev truffet efter, at patienten gennem 7 dage var blevet forsøgt motiveret for frivillig behandling med antipsykotisk medicin. I dette tidsrum virkede han efter det oplyste ikke forpint, og han virkede heller ikke udadreagerende, men var tværtimod rolig og venlig i afdelingen. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der var tale om en længerevarende psykotisk tilstand.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt på denne baggrund, at patienten burde have haft yderligere betænkningstid, inden beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet ændrede derfor afgørelsen fra Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn.

Resumé

En 59-årig mand, havde de sidste år været involveret i talrige naboklager og i forbindelse hermed involvering af både kommune, egen læge og distriktspsykiatrisk center, som har fundet ham sindssyg, men ikke skønnet, at der var indikation for tvangsindlæggelse. Han havde således aldrig været psykiatrisk behandlet.

Aktuelt blev patienten den 25. juni 2004 tvangsindlagt på farlighedsindikation på en psykiatrisk afdeling, efter at han havde været truende over for en underbo. Patienten havde igennem de seneste 6-7 år følt sig chikaneret af en såkaldt ”mafia”, som sendte elektricitet ind til ham, samt generede ham med lyde, der opladede elektrolytter og blev til elektromagnetisk stråling, som opladede hans elektriske apparater så som radio og fjernsyn. Han havde som anført været truende over for underboen, fordi han mente, at denne havde ødelagt hans musikbånd ved hjælp af en stor magnet. Hans lejlighed var ved indlæggelsen præget af, at han havde revet tapetet af væggene, fjernet paneler og pillet flere gulvbrædder op, ligesom han havde boret huller i væggen til diverse ledninger.

Ved indlæggelsen blev han fundet psykotisk, præget af vrangforestillinger af forfølgelseskarakter. Han var uden sygdomserkendelse og -indsigt, og afviste med baggrund heri fra den 26. juni 2004 at indtage medicin. I en periode synes han at have været spisevægrende, ligesom han drak sparsomt.

Fra den 29. juni 2004 blev han mere intensivt søgt motiveret for indtagelse af antipsykotisk medicin, men han afslog dette, hvorfor der den 6. juli 2004 blev truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Risperdal 2 mg, 2 gange dagligt, eventuelt stigende til 2 mg 4 gange dagligt, subsidiært injektion Cisordinol 20 mg dagligt, eventuelt stigende til 40 mg. Patienten klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn. Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om at tvangsbehandle patienten. Patienten ankede afgørelsen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.