Klage over tvangsfikseringer, herunder med hånd- og fodremme, iværksat af plejepersonalet

Klage over tvangsfikseringer, herunder med hånd- og fodremme, iværksat af plejepersonalet

Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningerne om tvangsfiksering af patienten den 3. og 8. april 2003. Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på, at han var oprevet og handlede grænseoverskridende og truende, og at han satte sig til modværge, truede og slog ud og bed efter personalet, da det blev forsøgt at skærme ham. Af samme grunde fandt nævnet, at betingelserne for, at plejepersonalet på egen hånd lagde ham i bælte, var opfyldt. Nævnet fandt dog ikke, at der i psykiatriloven var hjemmel til, at sygeplejepersonalet på egen hånd iværksatte fiksering med hånd- og fodremme.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyste, at det af den dagældende bekendtgørelse om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller mv. på psykiatriske afdelinger af § 13 fremgik, at i ganske særlige akut opståede situationer, hvor det af hensyn til patientens eller andres sikkerhed ville være uforsvarligt at udsætte beslutningen, kunne sygeplejepersonalet på egen hånd gøre brug af tvangsfiksering med bælte.

Vedrørende tvangsfikseringerne den 3. og 8. april 2003 fandt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at plejepersonalets anlæggelse af håndremme den 3. april og hand- og fodremme den 8. april 2003 blev foretaget i strid med reglerne i psykiatriloven, allerede fordi denne kompetence alene er tillagt overlægen eller alternativt lægen, hvor overlægen i dette tilfælde snarest skal tage stilling til beslutningen. Det var i den forbindelse uden betydning, at remmene blev fjernet igen efter kort tid, eller at lægen kom til stede få minutter efter, at patienten var blevet fikseret med bælte og remme, eller at lægen ved ankomsten besluttede, at tvangsfikseringen med bælte og remme skulle fortsætte.

Vedrørende plejepersonalets anvendelse af tvangsfiksering med bælte den 3. april 2003 inden lægens ankomst, fandt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at det ville have været uforsvarligt at udsætte beslutningen om tvangsfiksering af patienten til lægen kom til stede. Nævnet lagde herved vægt på, at der ifølge tvangsprotokollen var otte personalemedlemmer til stede i forbindelse med episoden, og at der hverken af læge- eller sygeplejejournalen fremgik nærmere oplysninger om, at plejepersonalet for eksempel ikke ville kunne have fastholdt ham, indtil lægen kom til stede, eller om, hvor voldsom han var eller andre nærmere oplysninger, der kunne godtgøre, at der forelå en sådan ganske særlig akut opstået situation, hvor det ville have været uforsvarligt at udsætte beslutningen om tvangsfiksering.

Vedrørende plejepersonalet anvendelse af tvangsfiksering med bælte den 8. april 2003 inden lægens tilstedekomst fandt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at det ville have været uforsvarligt at udsætte beslutningen om tvangsfiksering af patienten til lægen kom til stede. Nævnet lagde herved vægt på, at der ifølge overlægens erklæring var seks personalemedlemmer til stede i forbindelse med episoden, og at der hverken af læge- eller sygeplejejournalen fremgik nærmere oplysninger om, at plejepersonalet for eksempel ikke ville kunne have fastholdt ham, indtil lægen kom til stede, eller om, hvor voldsom han var eller andre nærmere oplysninger, der kunne godtgøre, at der forelå en sådan ganske særlig akut opstået situation, hvor det ville have været uforsvarligt at udsætte beslutningen om tvangsfiksering.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede på denne baggrund den afgørelse, der var truffet af Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsfiksering af patienten den 3. og 8. april 2003 for så vidt angik plejepersonalets beslutninger om tvangsfiksering.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn hjemviste den afgørelse, der var truffet af Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsfiksering af patienten den 3. og 8. april 2003 til fornyet behandling for så vidt angik lægernes beslutninger om tvangsfiksering med henblik på, at nævnet kunne træffe afgørelse herom.

Resumé

En 18-årig mand havde haft adfærdsmæssige problemer siden barndomsårene. Han havde haft svært ved at styre sit temperament, havde vedvarende haft skolevanskeligheder med mange skoleskift, røget en del hash og begået kriminalitet.

I 2001 fik patienten en dom til psykiatrisk behandling for røveri og tyveri. I forbindelse med retspsykiatrisk undersøgelse forud for dommen fandtes det overvejende sandsynligt, at han på daværende tidspunkt led af begyndende skizofreni. I forlængelse heraf havde patienten i længere perioder været indlagt på en retspsykiatrisk afdeling, og var i mellemliggende perioder blevet behandlet ambulant i henhold til dommen, der blev varetaget derfra.

Aktuelt blev patienten indlagt på psykiatrisk afdeling den 7. januar 2003. Han var ved indlæggelsen forpint og anspændt, kontakten var dårlig, og han husede vrangforestillinger og var hallucineret. Han blev indledningsvist indlagt på åbent afsnit, hvor han periodevis fremtrådte truende og grænseoverskridende. I begyndelsen af marts måned blev han overflyttet til lukket afsnit på grund af opkørthed og efter at have øvet hærværk.

Den 3. april 2003 blev patienten observeret rygende hash sammen med en medpatient. Tidligt i aftenvagten fik han inddraget sin terrænfrihed og samtidig stillet i udsigt, at han ikke som planlagt kunne komme på tur med personalemedlem eller på besøg hos moderen i påsken som følge af, at han ikke havde overholdt en indgået aftale. Han blev fra kl. 18.15 skærmet på sin stue, hvorunder han spillede høj musik, hvorefter hans musikanlæg blev anbragt på kontoret til den efterfølgende morgen. Tre kvarter senere blev skærmningen bragt til ophør.

Klokken 21.15 samme aften hældte patienten vand ud over vognen med medicin til patienterne i afsnittet. Personalet søgte efterfølgende på ny at skærme ham på stuen, hvilket han modsatte sig. I stedet tog han en vandkande og en termokande og gik til den anden ende af gangen. Personalet tilkaldte herefter assistance fra andre afdelinger og forsøgte herefter atter at korrigere ham i hans adfærd, hvorefter han smed vand og en brændende cigaret efter personalet. Patienten blev herefter fastholdt, hvorunder han satte sig til modværge og fremtrådte truende, idet han anførte, at personalet blot skulle vente og se, idet han ville gøre alt for at blive overflyttet til en anden afdeling. Efter at have lagt patienten ned på gulvet anlagde plejepersonalet på eget initiativ og uden tilstedeværelse af læge håndremme på gangen kl. 21.30, hvorefter der blev foretaget bæltefiksering på stuen kl. 21.40. Lægen kom til stede efter få minutter og besluttede, at patienten skulle forblive tvangsfikseret med bælte og håndremme. Håndremmene blev løsnet 50 minutter senere, kl. 22.20. Patienten blev tilbudt beroligende medicin i form af Truxal og efterfølgende sov han hele natten, afbrudt af toiletbesøg, hvorunder han var løsnet af bælte. Bæltefikseringen blev bragt til ophør den efterfølgende dag kl. 9.30.

Den 8. april 2003 havde patienten i løbet af dagen fremtrådt stofpåvirket og havde derfor i tidsrummet mellem kl. 14 og 18 været skærmet på sin stue. Kl. 21.45 blev han antruffet på en medpatients stue med et cigaretrør fuldt af hash. Han blev herefter med assistance af personale fra andre afsnit skærmet på stuen, men da disse forlod afsnittet, forlod han atter sin stue. Personalet anmodede ham om at gå til en såkaldt akutstue, hvilket han nægtede og truede med, at den første, der tog fat i ham, ville blive basket ned’ og at han denne gang var ligeglad med, at det var kvinder. Da personalet gik tæt på ham for at følge ham på akutstuen, slog han ud, begyndte at bide, gjorde modstand og forsøgte at komme fri.

Patienten blev herefter på sin egen stue tvangsfikseret af plejepersonalet uden tilstedeværelse eller ordination af en læge, indledningsvis på maven, med bælte og håndremme grundet farlighed og efterfølgende båret på akutstuen. I forbindelse med, at personalet ville vende ham om på ryggen, gjorde han så megen modstand, at personalet på egen hånd igen anlagde såvel hånd- som fodremme førend vagthavende læge, som var tilkaldt, kom til stede. Patienten havde kort forinden indtaget beroligende medicin i form af Truxal. Efter 1½ time, kl. 015, var han faldet så meget til ro, at højre hånd- og venstre fodrem kunne løsnes, hvorefter han fik yderligere beroligende medicin (Buronil) samt sovemedicin (Imovane) og sov herefter hele natten. Venstre hånd- og højre fodrem løsnedes næste morgen kl. 9.00 og tvangsfikseringen med bælte blev bragt til ophør kl. 13.35. Patienten afgik ved døden den 13. april 2003.

Patientens mor klagede over beslutningerne om tvangsfiksering af ham den 3. og 8. april 2003 til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn.