Klage over at der ikke længere var indikation for tandreguleringsbehandling

Klage over at der ikke længere var indikation for tandreguleringsbehandling

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af behandlingen.

Nævnet lagde vægt på, at specialtandlæge A undersøgte patienten som 10-årig med henblik på tandreguleringsbehandling. Undersøgelsen blev foretaget på et for behandlingen korrekt tidspunkt, og resultatet blev, at der kunne tilbydes reguleringsbehandling.

Behandlingen bestod af 3 faser, hvoraf kun den første blev iværksat, da patienten ikke kunne samarbejde omkring sit reguleringsapparatur eller renholdelse af tænder. Der var i løbet af 18 måneder ikke opnået nogen behandlingseffekt, og forældrene var gennem hele behandlingsforløbet blevet oplyst om, at behandlingen ikke gik, som den skulle. Det var derfor korrekt, at afbryde behandlingen.

Patienten fik nogle år senere igen vurderet tandstillingen og motivation, og der blev fremsat behandlingstilbud. Det var korrekt igen at tilbyde behandling, da det ikke klart fremgik af journalen, at den oprindelige behandling reelt var afbrudt. Da patienten ønskede behandling hos privatpraktiserende tandlæge, fordi hun ønskede behandling med usynligt apparatur, var det korrekt, at specialtandlægerne i kommunen afslog henvisning til behandling i privat praksis, idet der forelå et ligeværdigt tilbud om tandregulering.

Resumé

En 10-årig pige blev i september 1995 visiteret af specialtandlæge A i en kommunal tandpleje med henblik på, om der var indikation for tandreguleringsbehandling. Specialtandlæge A fandt, at der var et stort overbid og et dybt bid på fortænderne. Der var indikation for tandreguleringsbehandling med ekspansionsplade, som skulle bruges hele tiden, og der skulle skrues på den to gange om ugen.

I tiden fra januar 1996 til oktober 1999 var der 13 konsultationer om at dreje på skruerne og om mundhygiejne. I oktober 1999 journalførte specialtandlæge A, at der næppe var indikation for fortsat behandling på grund af manglende samarbejde. I september 2001 journalførte en nu afdød specialtandlæge, at der nu var tilbud om behandling, men at patienten ikke var motiveret. I oktober 2002 modtog den kommunale tandpleje et brev fra patientens mor om, at datteren var blevet undersøgt hos privat specialtandlæge, der havde udarbejdet et behandlingsforslag. Kommunen ville ikke yde økonomisk hjælp til en sådan behandling.

I december 2002 blev patienten undersøgelse af specialtandlæge B i den kommunale tandpleje. Moderen var uforstående overfor den manglende motivation hos sin datter. Det blev aftalt, at eventuel behandling skulle drøftes efter jul. I marts 2003 skrev moderen til kommunen, at hun ikke ønskede sin datter behandlet på tandreguleringsklinikken.

Der blev klaget over, at specialtandlægerne skønnede, at der fra oktober 1999 ikke længere var indikation for tandreguleringsbehandling.