Selvstændig virksomhed, hovedbeskæftigelse, endeligt ophør, mere end midlertidigt, overdragelse, anparter, ApS, afskåret fra

§ 3. Et medlem anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden, når medlemmet dokumenterer, at virksomheden endeligt er overdraget eller lukket.

Stk. 2. Et medlem kan anses for ophørt fra et tidligere tidspunkt end den endelige overdragelse eller lukning, hvis medlemmet dokumenterer at være afskåret fra fortsat at drive virksomheden.

§ 9. Et medlem, der udtræder af en virksomhed, der fortsættes af ægtefællen, kan anses for ophørt mere end midlertidigt, når medlemmets udtræden skyldes, at medlemmets personlige arbejde samtidig overtages mere end midlertidigt af anden arbejdskraft i virksomheden. Årsagen hertil skal være

2) at der er sket ændringer i virksomhedens ejerforhold.

§ 10. Bestemmelserne i § 5, stk. 1-3, og §§ 8 og 9 finder også anvendelse for et medlem, som udtræder af en virksomhed, der fortsættes af medejere, uden at medlemmet har afhændet sin del af virksomheden.

§ 57. Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt

Stk. 3. En selvstændig erhvervsdrivende anses for ledig, når hans personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt. Nærmere regler om, hvornår en selvstændig erhvervsdrivendes personlige arbejde i virksomheden anses for ophørt mere end midlertidigt, fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Beskæftigelsesrådet.

§ 63. Dagpenge må ikke udbetales, jf. stk. 4, til et medlem, hvis ledighed skyldes,

2) at medlemmet uden fyldestgørende grund ophører med sit arbejde,

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, finder ikke anvendelse ved ophør af selvstændig virksomhed, jf. § 57, stk. 3. I disse tilfælde udbetales dagpenge ikke for de første 3 uger efter ophøret...

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 850 af 16. oktober 2002 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse

Selvstændig virksomhed, hovedbeskæftigelse, endeligt ophør, mere end midlertidigt, overdragelse, anparter, ApS, afskåret fra

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den

Nævnet traf denne

AFGØRELSE

De anses for endeligt ophørt med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse den 3. juli 2004, som var dagen efter Deres salg af anparter. De har derfor tidligst ret til dagpenge fra den 24. juli 2004.

Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 25. januar 2005.

BEGRUNDELSE

Det fremgår af reglerne, at dagpenge kun kan udbetales til et medlem, som er ledigt.

En selvstændig erhvervsdrivende anses for ledig, når hans personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt.

Et medlem anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden, når medlemmet dokumenterer, at virksomheden endeligt er overdraget eller lukket.

Et medlem kan anses for ophørt fra et tidligere tidspunkt end den endelige overdragelse eller lukning, hvis medlemmet dokumenterer at være afskåret fra fortsat at drive virksomheden.

Et medlem, som udtræder af en virksomhed, der fortsættes af medejere, uden at medlemmet har afhændet sin del af virksomheden, kan anses for ophørt mere end midlertidigt, når medlemmets udtræden skyldes, at medlemmets personlige arbejde samtidig overtages mere end midlertidigt af anden arbejdskraft i virksomheden. Årsagen hertil skal være, at der er sket ændringer i virksomhedens ejerforhold.

Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes, at medlemmet uden fyldestgørende grund ophører med sit arbejde. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse ved ophør af selvstændig virksomhed. I dette tilfælde udbetales dagpenge ikke for de første 3 uger efter ophøret.

Ankenævnet lægger til grund, at Deres beskæftigelse som direktør i xxx og datterselskabet xxx var udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, idet De ejede 30 % af anparterne i xxx.

Ankenævnet lægger vægt på, at ifølge direktørkontraktens § 9 var der et gensidigt opsigelsesvarsel på 12 måneder, hvilket opsigelsesvarsel De gav afkald på ved aftale af 2. juli 2004. Endvidere fremgik det af aftalen, at De frafaldt at føre retssag mod xxx, herunder om erstatning for uberettiget opsigelse og løn i opsigelsesperioden. Ifølge aftalen fastholdt De, at bortvisningen var sket med urette. Det er således nævnets opfattelse, at De selv må bære ansvaret for at have afstået fra at gøre krav gældende på 12 måneders løn. Da nævnet ikke kan skærpe direktoratets afgørelse, er ophørstidspunktet sat til den 3. juli 2004.

Ankenævnet lægger videre vægt på, at De ikke kan opfylde betingelserne for udtræden af en virksomhed, der fortsættes af medejere, når medlemmets udtræden skyldes, at medlemmets personlige arbejde samtidig overtages mere end midlertidigt af anden arbejdskraft i virksomheden på grund af ændringer i virksomhedens ejerforhold - da der ikke var samtidighed mellem overtagelsen af Deres personlige arbejde i virksomheden og ændringen i ejerforholdet.

REGLER

Ankenævnet henviser til

lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003, § 57, stk. 1 og stk. 3, og § 63, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, og

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 850 af 16. oktober 2002 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse § 3, stk. 1 og stk. 2, § 9, stk. 1, nr. 2, og § 10.

OPLYSNINGERNE I SAGEN

Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som er modtaget fra direktoratet.

På ankenævnets vegne

Xxx

fuldmægtig

De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

xxx

Arbejdsdirektoratet

Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003

Resumé

Sagen handler om, hvorvidt medlemmet først opfyldte betingelserne for endeligt ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse ved overdragelse af sine anparter den 2. juli 2004, således at han tidligst havde ret til dagpenge fra og med den 24. juli 2004.

Det fremgår af den ikke daterede og ikke underskrevne anpartshaveroverenskomst, at medlemmet ejede 30 % af anparterne i xxx, og at han pr. 1. januar 2002 blev ansat som direktør.

Det fremgår af den ikke daterede og ikke underskrevne direktørkontrakt, at xxx havde et datterselskab ved navn xxx.

Vedtægterne for xxx var af 11. februar 2002.

xxx meddelte den 8. december 2003 sine kunder, at medlemmet var fratrådt sin stilling som direktør i xxx.

xxx meddelte den 18. december 2003 medlemmet, at som meddelt på bestyrelsesmødet den 2. december 2003 var han bortvist som direktør. Han ville kulancemæssigt få udbetalt løn for december 2003.

Det fremgår af medlemmets ledighedserklæring efter endeligt ophør som selvstændig af 6. januar 2004, at han siden den 1. marts 1998 havde drevet selvstændig virksomhed ved salg af veterinærprodukter for xxx og xxx. Hans sidste arbejdsdag var den 2. december 2003, og han tilmeldte sig arbejdsformidlingen den 4. december 2003.

Medlemmet meddelte den 6. januar 2004 arbejdsløshedskassen, at han var blevet opfordret til at fortsætte som bestyrelsesmedlem, men at han havde frasagt sig dette.

Medlemmets advokat meddelte den 16. februar 2004 xxx’s advokat, at medlemmet ville anlægge sag mod selskabet for uberettiget ophævelse af ansættelsesforholdet.

Medlemmets advokat meddelte den 1. april 2004 xxx, at medlemmet opsagde anpartshaveroverenskomsten, og at xxx herefter havde pligt til inden 3 måneder at meddele, om selskabet ville træde i likvidation eller overtage anparterne.

Det fremgår af aftale af 2. juli 2004 mellem xxx og medlemmet, at hans anparter solgtes til xxx. Han gav afkald på sit opsigelsesvarsel på 12 måneder og frafaldt at føre retssag mod xxx, herunder om erstatning for uberettiget opsigelse og løn i opsigelsesperioden. Han fastholdt dog, at bortvisningen var sket med urette.

Direktoratet traf den 25. januar 2005 afgørelse om, at medlemmet var ophørt mere end midlertidigt med drift af selvstændig virksomhed den 3. juli 2004, som var dagen efter hans salg af anparter. Han havde derfor tidligst ret til dagpenge fra den 24. juli 2004.

Direktoratet begrundede afgørelsen med, at ifølge § 5, stk. 1, i anpartshaveroverenskomsten kunne overgang af anparter kun ske med selskabets bestyrelses samtykke, hvilket også fremgik af vedtægternes § 4, stk. 5. Ifølge § 5, stk. 2, i anpartshaveroverenskomsten havde først selskabet og derefter de øvrige anpartshavere forkøbsret. Ifølge § 6 kunne anpartshaveroverenskomsten opsiges med 6 måneders varsel af hver anpartshaver til ophør med udgangen af et regnskabsår. Ifølge vedtægternes § 11, stk. 1, var regnskabsåret 1. juli-30. juni.

Direktoratet fandt, at anpartshaveroverenskomsten var opsagt ved medlemmets bortvisning den 2. december 2003, og ifølge § 6, stk. 1, i anpartshaveroverenskomsten kunne overenskomsten bringes til ophør den 30. juni 2004, hvor selskabets regnskabsår sluttede.

Direktoratet anførte videre, at ifølge anpartshaveroverenskomstens § 6 havde medlemmet inden 3 måneder efter bortvisningen kunnet vælge mellem likvidation af xxx og salg af anparter efter § 5, stk. 2. Direktoratet fandt, at denne bestemmelse ikke havde været til hinder for, at medlemmet havde kunnet sælge sine anparter før den 2. juli 2004.

Direktoratet fandt, at da medlemmets anparter ifølge aftale af 2. juli 2004 var solgt til xxx, kunne han tidligst anses for endeligt ophørt den 3. juli 2004. Direktoratet lagde vægt på, at han blev bortvist den 2. december 2003 og havde fået udbetalt løn til og med december 2003.

Direktoratet anførte videre, at ifølge direktørkontraktens § 9 var der et gensidigt opsigelsesvarsel på 12 måneder. Dette opsigelsesvarsel havde medlemmet givet afkald på ved aftalen af 2. juli 2004, hvoraf det fremgik, at han frafaldt at føre retssag mod xxx, herunder om erstatning for uberettiget opsigelse og løn i opsigelsesperioden. Endvidere fremgik det af aftalen, at medlemmet fastholdt, at bortvisningen var sket med urette. Efter direktoratets opfattelse måtte medlemmet selv bære ansvaret for virkningerne af den indgåede aftale.

Direktoratet fandt ikke, at medlemmet opfyldte betingelserne i ophørsbekendtgørelsens § 9, stk. 1, nr. 2, da der ikke var samtidighed mellem overtagelsen af hans personlige arbejde i virksomheden af anden arbejdskraft og ændringen i ejerforholdet.

Ankenævnet tiltrådte den 7. september 2005 direktoratets afgørelse.

Ankenævnet lagde vægt på, at ifølge direktørkontrakten var der et gensidigt opsigelsesvarsel på 12 måneder, hvilket opsigelsesvarsel medlemmet gav afkald på ved aftalen af 2. juli 2004. Endvidere fremgik det af aftalen, at han frafaldt at føre retssag mod xxx, herunder om erstatning for uberettiget opsigelse og løn i opsigelsesperioden. Ifølge aftalen fastholdt han, at bortvisningen var sket med urette. Det var nævnets opfattelse, at han selv måtte bære ansvaret for at have afstået fra at gøre krav gældende på 12 måneders løn. Da nævnet ikke kunne skærpe direktoratets afgørelse, var ophørstidspunktet sat til den 3. juli 2004.

Ankenævnet lagde videre vægt på, at der ikke var samtidighed mellem overtagelsen af medlemmets personlige arbejde i virksomheden og ændringen i ejerforholdet.