Ikke ret til dagpenge under deltagelse i suppleringsuddannelse
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
§ 19. Et medlem, som deltager i uddannelse, kan ikke få dagpenge, jf. dog stk. 2, og §§ 20 og 37.
Stk. 2. Et medlem, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, kan bevare retten til dagpenge ved deltagelse i
1) Uddannelse under 20 timer om ugen, hvis uddannelsen ikke giver ret til støtte efter lov om statens uddannelsesstøtte i det omfang, den udbydes som heltidsuddannelse.
2) Enkeltfagsundervisning på det gymnasiale niveau under 20 timer om ugen.
3) Undervisning svarende til folkeskolens 8.-10. klassetrin.
4) Aftenskoleundervisning, hvortil der ydes støtte i henhold til folkeoplysningsloven. Et medlem kan endvidere bevare retten til dagpenge under ligestillede kurser af op til 2 ugers varighed, der ikke er led i en kompetencegivende uddannelse.
5) Undervisning i op til 2 uger, hvis medlemmets faglige organisation, a-kasse, AF eller anden aktør arrangerer undervisningen med det formål at styrke medlemmets tilknytning til arbejdsmarkedet.
6) Uddannelse under lov om åben uddannelse, hvis medlemmet har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed. Dette gælder dog kun, indtil medlemmets ret og pligt til tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats indtræder. Det er en betingelse, at undervisningen har en tilknytning til medlemmets hidtidige uddannelse eller faglige område. Undervisningens varighed må højst udgøre 6 timer om ugen eller svare til 1/3 studenterårsværk. Ved undervisning på mere end 6 timer om ugen skal medlemmet dokumentere, at undervisningen pr. uge højst svarer til 1/3 studenterårsværk.
7) Højskole- eller daghøjskoleforløb inden for de første 6 måneders sammenlagt ledighed, hvis medlemmet er under 25 år.
Stk. 3. Et medlem kan ikke få dagpenge for timer, hvor medlemmet modtager godtgørelse efter lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse eller uddannelsesstøtte for voksne efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte.
..
Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 1024 af 12. december 2001 om ændring af overgangsreglerne i bekendtgørelse om bioanalytikeruddannelsen
§ 21. ..
Stk. 3. Studerende, der er begyndt på uddannelsen før den 1. september 2001, afslutter uddannelsen efter de hidtidige regler. Disse studerende tilbydes et 4 måneders suppleringsforløb svarende til 20 ECTS point tilrettelagt som deltidsuddannelse efter regler svarende til reglerne om åben uddannelse. Forløbet tilrettelægges, så det indholdsmæssigt ligger i forlængelse af grunduddannelsen. Indholdet af suppleringsforløbet og den tidsmæssige og geografiske placering fastsættes i studieordningen. Studerende, der ønsker at modtage suppleringstilbuddet, tilmelder sig ordningen på uddannelsesinstitutionen. Tilmeldingen er bindende.
§ 62 a. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, som deltager i uddannelse.
Stk. 2. Et medlem kan dog bevare dagpengeretten ved deltagelse i uddannelse, hvis undervisningens varighed er under 20 timer om ugen og uddannelsen ikke er godkendt som støtteberettigende efter lov om statens uddannelsesstøtte, i det omfang den udbydes som heltidsuddannelse. Dagpengeretten kan ligeledes bevares ved deltagelse i enkeltfagsundervisning på gymnasialt niveau under 20 timer om ugen og i undervisning svarende til folkeskolens 8.-10. klassetrin. Der kan ikke udbetales dagpenge for timer, hvor medlemmet modtager godtgørelse efter lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse eller uddannelsesstøtte for voksne efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte.
Stk. 3. Dagpenge må dog ikke udbetales, hvis et medlem afbryder et arbejdsforhold for at deltage i uddannelse eller undlader at afbryde uddannelsen for at påtage sig arbejde.
Stk. 4. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet nærmere regler om de spørgsmål, der er nævnt i stk. 1-3, herunder om medlemmets pligt til at underrette Arbejdsformidlingen om deltagelse i undervisningen.
Lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003
§ 62 a. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, som deltager i uddannelse.
Stk. 2. Et medlem kan dog bevare dagpengeretten ved deltagelse i uddannelse, hvis undervisningens varighed er under 20 timer om ugen og uddannelsen ikke er godkendt som støtteberettigende efter lov om statens uddannelsesstøtte, i det omfang den udbydes som heltidsuddannelse. Dagpengeretten kan ligeledes bevares ved deltagelse i enkeltfagsundervisning på gymnasialt niveau under 20 timer om ugen og i undervisning svarende til folkeskolens 8.-10. klassetrin. Der kan ikke udbetales dagpenge for timer, hvor medlemmet modtager godtgørelse efter lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse eller uddannelsesstøtte for voksne efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte.
Stk. 3. Dagpenge må dog ikke udbetales, hvis et medlem afbryder et arbejdsforhold for at deltage i uddannelse eller undlader at afbryde uddannelsen for at påtage sig arbejde.
Stk. 4. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om de spørgsmål, der er nævnt i stk. 1-3, herunder om medlemmets pligt til at underrette Arbejdsformidlingen om deltagelse i undervisningen.
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 516 af 17. juni 2003 om rådighed
Ikke ret til dagpenge under deltagelse i suppleringsuddannelse
Ankenævnet har behandlet XX’s klage på møde den 15. september 2005.
Nævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
De kan ikke få dagpenge samtidig med, at De deltager i suppleringsuddannelsen på bioanalytikerskolen.
Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af den 4. maj 2005.
B E G R U N D E L S E
Ankenævnet har lagt til grund, at
– De blev uddannet bioanalytiker, før det blev muligt at erhverve en professionsbachelorgrad,
– De har deltaget i en suppleringsuddannelse i form af en overgangsordning for bioanalytikere for at erhverve professionsbachelortitlen,
– uddannelsen blev udbudt som et deltidsstudie, og forløbet varede i 8 måneder, og
– uddannelsen til professionsbachelor i medicinsk laboratorieteknologi er SU-berettiget som fuldtidsstudium.
Hovedreglen er, at der ikke kan udbetales dagpenge til et medlem, der er under uddannelse.
Der er dog en række undtagelser til hovedreglen om at, et medlem ikke kan modtage dagpenge under uddannelse.
De har oplyst, at den uddannelse, De deltog i, var en overgangsordning for bioanalytikere, der ønsker at erhverve en professionsbachelorgrad. De har ligeledes anført, at suppleringsuddannelsen ikke blev udbudt som fuldtidsstudie og ikke var SU-berettiget.
Ankenævnet finder ikke, at uddannelsen er omfattet af nogen af undtagelsesbestemmelserne, og De har derfor ikke ret til dagpenge under deltagelse i uddannelsen.
Ankenævnet finder ikke, at De opfylder undtagelsesbestemmelsen, hvorefter der er adgang til at deltage i et deltidsstudie i under 20 timer om ugen.
Ankenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at uddannelsen til professionsbachelor i medicinsk laboratorieteknologi er SU-berettiget som fuldtidsstudium.
Ankenævnet skal bemærke, at det afgørende er, at uddannelsen til professionsbachelor i medicinsk laboratorieteknologi udbydes som SU-berettiget heltidsuddannelse. Det kan derfor ikke føre til andet resultat, at suppleringsuddannelsen ikke udbydes som fuldtidsstudie og ikke er SU-berettiget.
Da Deres uddannelse ikke er omfattet af lov om åben uddannelse finder Ankenævnet heller ikke, at De opfylder undtagelsesbestemmelsen om deltagelse i vedligeholdende undervisning.
Endvidere finder Ankenævnet, at omfanget af Deres uddannelse overstiger kravet om, at uddannelsen ikke må udgøre mere end 6 undervisningstimer om ugen eller 1/3 årsværk.
Ankenævnet har i den forbindelse lagt vægt på oplysningerne i Deres optagelsesbrev fra Bioanalytikerskolen, om, at der i ugerne 37, 41, 45 og 50 i 2004 var undervisning fra kl. 9-15 tre dage om ugen. De har således i disse uger haft 18 undervisningstimer om ugen.
Det kan således ikke føre til andet resultat, at Deres suppleringsuddannelse som helhed opfylder de betingelser, der er nævnt i undtagelsesbestemmelsen, idet betingelserne skal være opfyldt uge for uge.
Da Deres uddannelse ikke opfylder betingelserne i de relevante undtagelsesbestemmelser, har De ikke ret til dagpenge under uddannelsen.
R E G L E R
Ankenævnet henviser til
– § 62a i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002 og lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003,
– § 19 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 516 af 17. juni 2003 om rådighed, og
– § 21, stk. 3 i Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 1024 af 12. december 2001 om ændring af overgangsreglerne i bekendtgørelse om bioanalytikeruddannelsen.
O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N
Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet, samt supplerende oplysninger modtaget fra Dem den 15. september 2005.
På ankenævnets vegne
De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til
YY Arbejdsløshedskasse
Arbejdsdirektoratet, Stormgade 10, Postboks 1103, 1009 København K
Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002
Resumé
Medlemmet, som var uddannet bioanalytiker, før det blev muligt at blive professionsbachelor på området, startede i september 2004 på en suppleringsuddannelse på bioanalytikerskolen med henblik på at opnå uddannelse som professionsbachelor.
Medlemmet har anført i sin klage til nævnet, at den suppleringsuddannelse hun følger, ikke udbydes som fuldtidsstudie og derfor ikke berettiger til SU, samt at uddannelsen som helhed opfylder betingelsen om ikke at overstige 1/3 studenterårsværk.
Ankenævnet fandt ikke, at medlemmet kunne få dagpenge samtidig med, at hun deltog i suppleringsuddannelsen.
Ankenævnet lagde vægt på, at uddannelsen som professionsbachelor i bioanalytik er SU-berettiget i det omfang den udbydes som fuldtidsstudium. Det kunne derfor ikke føre til andet resultat, at suppleringsuddannelsen i sig selv ikke udbydes som fuldtidsstudium.
Da der efter bekendtgørelse om bioanalytikeruddannelsen ikke var tale om en uddannelse efter lov om åben uddannelse, fandt Ankenævnet heller ikke, at uddannelsen kunne omfattes af undtagelsesbestemmelsen om vedligeholdende uddannelse. Ankenævnet fandt i øvrigt, at uddannelsen som helhed oversteg 1/3 studenterårsværk.