Gyldighedsdato på efterlønsbevis og vejledning

Gyldighedsdato på efterlønsbevis og vejledning

Ankenævnet har behandlet Deres klage på vegne af Deres klient på møde den 27. oktober 2005.

Ankenævnet henviser til Deres j.nr. xxx

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

Deres klient kan ikke få udstedt et efterlønsbevis, der har virkning fra en tidligere dato end den 21. oktober 2003.

Deres klient kan derfor heller ikke opnå ret til skattefri præmie.

Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af den 20. maj 2005.

B E G R U N D E L S E

Ankenævnet har lagt til grund, at

– Deres klient modtog breve af henholdsvis den 3. august 1999 og den 15. september 1999 fra a-kassen med vejledningsmateriale og ansøgningsblanket til efterlønsbevis,

– Deres klient indsendte ansøgning om efterlønsbevis dateret den 30. september 1999,

– a-kassen ved brev af 12. oktober 1999, efter at have undersøgt Deres klients tidligere medlemsforhold, oplyste, at Deres klient først havde ret til at gå på efterløn den 20. februar 2002, såfremt Deres klient fortsatte som medlem af en a-kasse og indbetalte efterlønsbidrag uafbrudt, indtil Deres klient gik på efterløn,

– a-kassen ved brev af 6. juli 2000 gentog indholdet af brevet af 12. oktober 1999,

– a-kassens breve af 12. oktober 1999 og 6. juli 2000 ikke indeholdt oplysning om, at Deres klient skulle indsende ny ansøgning om efterlønsbevis, når betingelsen om 10 års medlemskab inden for de sidste 15 år den 20. februar 2002 var opfyldt,

– a-kassen ved brev af 4. december 2001 på ny fremsendte vejledningsmateriale og ansøgningsblanket om efterlønsbevis,

– a-kassen, på Deres klients opfordring, ved brev af 2. oktober 2003 fremsendte ansøgningsblanket om efterløn,

– Deres klient søgte om efterlønsbevis ved ansøgning modtaget i a-kassen den 21. oktober 2003,

– a-kassen den 30. januar 2004 udstedte et efterlønsbevis med bevisdato den 21. oktober 2003 til Deres klient, og

– a-kassen den 17. december 2004 traf afgørelse om, at Deres klient ikke var berettiget til skattefri præmie, idet Deres klient ikke opfyldte 2-års-kravet.

Medlemmer, der opfylder betingelserne, har ret til efter ansøgning at få udstedt et efterlønsbevis af arbejdsløshedskassen. Beviset har tidligst virkning fra ansøgningstidspunktet.

A-kassen kan udstede et bevis med virkning fra den dato, hvor a-kassen har modtaget ansøgningen fra medlemmet, dog tidligst fra det tidspunkt, hvor medlemmet opfylder betingelserne for efterløn.

Deres klients ansøgning om efterlønsbevis er modtaget i a-kassen den 21. oktober 2003.

Ankenævnet har ikke hjemmel til at dispensere fra ovennævnte regel.

Ankenævnet finder endvidere, at den vejledning som a-kassen har givet Deres klient om efterlønsbevis ikke kan anses for mangelfuld.

Ankenævnet har herved lagt vægt på, at a-kassen ved breve af 3. august 1999, 15. september 1999 og 4. december 2001 orienterede Deres klient om det vigtige efterlønsbevis, som Deres klient selv skulle søge om. A-kassen oplyste endvidere, hvorledes der skulle søges om beviset, herunder at beviset tidligst kunne få virkning fra den dag, hvor a-kassen havde modtaget ansøgningen, dog tidligst fra den dato, hvor medlemmet havde ret til efterløn.

Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at a-kassens ovennævnte breve indeholdt oplysninger om fordelene ved efterlønsbeviset, herunder oplysninger om, hvilke garantier et efterlønsbevis gav.

Det er på denne baggrund ankenævnets opfattelse, at Deres klient har modtaget tilstrækkelig og fyldestgørende vejledning om efterlønsbeviset.

Ankenævnet er imidlertid opmærksom på, at Deres klient allerede ved ansøgning dateret den 30. september 1999 søgte om efterlønsbevis.

Ankenævnet er endvidere opmærksom på, at a-kassen ved breve af henholdsvis den 12. oktober 1999 og den 6. juli 2000 tilkendegav, at Deres klient havde ret til at gå på efterløn fra den 20. februar 2002, da Deres klient på det tidspunkt ville opfylde kravet om medlemsanciennitet for ret til efterløn, dog skulle visse nærmere angivne betingelser også være opfyldt.

Det er ankenævnets opfattelse, at a-kassens breve af 12. oktober 1999 og 6. juli 2000 er afgørelser, som burde have været meddelt Deres klient samtidig med oplysning om klageadgang. Nævnet finder imidlertid ikke, at det har betydning for sagens udfald. Nævnet henviser herved til, at Deres klient, selv i tilfælde af klage herover, ville have været i samme situation, nemlig at efterlønsbeviset ikke på daværende tidspunkt kunne udstedes, da Deres klient ikke opfyldte betingelsen om medlemsanciennitet for ret til efterløn.

Det er endvidere ankenævnets opfattelse, at a-kassens breve af 12. oktober 1999 og 6. juli 2000 eller i det mindste et af disse breve burde have indeholdt oplysninger om, at Deres klient for senere at få udstedt et efterlønsbevis skulle søge om dette på ny.

Det er imidlertid ankenævnets opfattelse, at a-kassen har rettet op på dette ved at udsende orienteringsbrev vedlagt ansøgningsblanket af 4. december 2001 til Deres klient. A-kassen gør i brevet Deres klient opmærksom på, at det ud fra a-kassens medlemsoplysninger ser ud til, at Deres klient har ret til et efterlønsbevis.

Hvis Deres klient var i tvivl om betydningen og indholdet af dette brev, burde Deres klient have kontaktet a-kassen på dette tidspunkt og ikke først som sket i starten af oktober 2003.

Det er således ankenævnets opfattelse, at Deres klient har modtaget fornøden og tilstrækkelig vejledning til kunne at varetage sine interesser.

Det bemærkes, at ankenævnet er opmærksom på, at Deres klient forud for a-kassens brev af 2. oktober 2003 rettede henvendelse til a-kassen i forbindelse med spørgsmål om efterlønsbevis. En henvendelse af den karakter kan efter ankenævnets praksis opfattes som en ansøgning om efterlønsbevis, med den virkning, at efterlønsbeviset udstedes fra datoen for den mundtlige henvendelse. I Deres klients sag vil det imidlertid ikke få indflydelse på Deres klients retsstilling, idet Deres klient uanset efterlønsbeviset udstedes med dato primo oktober 2003 ikke vil opfylde 2-års-reglen og dermed være berettiget til skattefri præmie, hvorfor ankenævnet alene bemærker forholdet.

B E M Æ R K N I N G E R T I L D E R E S K L A G E P U K T E R

De har i Deres klage mest subsidiært gjort gældende, at Deres klient skal have tilbagebetalt indbetalt efterlønsbidrag, hvortil kommer omkostningsdækning.

Det bemærkes, at Deres anmodning om tilbagebetaling af Deres klients efterlønsbidrag d.d. er sendt til a-kassen til videre foranstaltning.

Det bemærkes endvidere, at ankenævnet ikke har hjemmel til at pålægge a-kassen at dække ovennævnte omkostninger.

De henviser i Deres klage endvidere til Arbejdsdirektoratets sagsfremstilling, idet De dog bemærker, at der mangler oplysninger i denne. De har blandt andet anført, at a-kassen i brev af 12. oktober 1999 til Deres klient oplyste, at Deres klient ville være berettiget til fuld præmiefri ordning, og at a-kassen ikke har oplyst om begrænsninger i dette og ej heller har oplyst dette på et senere tidspunkt.

Det bemærkes i den forbindelse, at a-kassens brev af 12. oktober 1999 ikke ses at indeholde oplysninger om den skattefri præmie, men derimod alene oplysninger om, at Deres klient antageligt havde anciennitet til at gå på efterløn fra den 20. februar 2002 m.v.

De har endvidere i den forbindelse anført, at Arbejdsdirektoratets sagsfremstilling manglede oplysninger om, at posten havde været fejladresseret.

Det bemærkes hertil, at det er korrekt, at direktoratets sagsfremstilling ikke indeholdt oplysningen om, at a-kassen den 15. september 1999 på ny udsendte orienteringsbrev af 3. august 1999, da a-kassen havde konstateret, at flere breve var gået galt i posten. Der var således ikke efter ordlyden af brevet af 15. september 1999 tale om, at brevene var fejladresserede.

De anfører desuden, at der ikke i direktoratets afgørelse er taget hensyn til citater og begrundelser, der fremgår af bogen ”Arbejdsløshedsforsikring og efterløn” udgivet på Forlaget Thomson 2001 af Søren Balslev m.fl. De refererer i den forbindelse til bogens side 33, hvoraf det ifølge Deres brev fremgår, at ”a-kassen skal tilbyde medlemmet individuel og personlig vejledning, hvis medlemmet har særligt behov herfor, lige som medlemmet, såfremt der er givet forkert vejledning, skal stilles, som om der er givet korrekt vejledning, ”.

Det bemærkes i den forbindelse, at sager om forkert eller mangelfuld vejledning i nogle tilfælde kan tillægges den retlige virkning, at pågældende stilles på samme måde, som behørig vejledning ville have medført. Det er således bl.a. en forudsætning herfor, at pågældende er blevet forkert eller mangelfuldt vejledt.

R E G L E R

Ankenævnet henviser til

– Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 592 af 14. juli 1999, § 65, stk. 1.

– Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003, § 74 b, stk. 1.

– Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 310 af 19. maj 1999 om en a-kasses pligt til at vejlede m.v., §§ 1, 5 og 6.

– Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 324 af 28. maj 1999 om fleksibel efterløn, § 1 og § 2, stk. 2.

– Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 594 af 22. juni 2001 om fleksibel efterløn, § 2, stk. 3 og stk. 4.

O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N

Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet.

På ankenævnets vegne

xxx

xxx

De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

xxx

xxx

Resumé

Gyldighedsdato på efterlønsbevis

A-kassen orienterede i august 1999 medlemmet om det vigtige efterlønsbevis. Det fremgik af brevet, at medlemmet ikke umiddelbart ud fra a-kassens oplysninger havde ret til at få udstedt et efterlønsbevis, idet medlemmet ikke på daværende tidspunkt havde været medlem af en a-kasse i 10 år. A-kassen skrev videre, at hvis medlemmet forud for sit medlemskab af pågældende a-kasse havde været medlem af en anden a-kasse kunne det være, at medlemmet alligevel havde ret til et efterlønsbevis. Brevet var vedlagt ansøgningsblanket om efterlønsbevis.

Medlemmet søgte den 30. september 1999 om efterlønsbevis.

Efter at have undersøgt medlemmets tidligere medlemskaber af a-kasser skrev a-kassen den 12. oktober 1999 til medlemmet, at pågældende havde ret til efterlønsbevis den 20. februar 2002, under forudsætning af bl.a. fortsat medlemskab og uafbrudt indbetaling af efterlønsbidrag frem til det tidspunkt, hvor pågældende gik på efterløn.

I foråret 2000 påbegyndte a-kassen en egentlig sagsbehandling af medlemmets ansøgning om efterlønsbevis, idet a-kassen anmodede medlemmet om at udfylde et antal blanketter. Denne sagsbehandling afsluttedes ved a-kassens brev af 6. juli 2000, som var stort set enslydende med a-kassens brev af 12. oktober 1999.

Den 4. december 2001 udsendte a-kassen på ny et orienteringsbrev til medlemmet om det vigtige efterlønsbevis. Det fremgik af brevet, at det nu så ud til, at medlemmet var berettiget til efterlønsbevis. Det fremgik endvidere af brevet, hvilke fordele, der var forbundet med efterlønsbeviset, herunder, at det var en forudsætning for at få ret til skattefri præmie. Det fremgik endelig af brevet, at a-kassen anbefalede medlemmet at udfylde den vedlagte ansøgningsblanket, idet beviset tidligst kunne få virkning fra den dag, hvor a-kassen havde modtaget ansøgningen.

Den 2. oktober 2003 fremsendte a-kassen, på medlemmets opfordring, ansøgning om efterløn. Dette brev var udover ansøgningsblanket også vedlagt a-kassens brochure om ”Den fleksible efterløn”. Det fremgik endvidere, at medlemmet tidligst kunne få efterløn, den dag a-kassen havde modtaget ansøgningen.

Medlemmets ansøgning om efterlønsbevis blev modtaget i a-kassen den 21. oktober 2003, og a-kassen udstedte den 30. januar 2004 et efterlønsbevis til medlemmet med bevisdato den 21. oktober 2003.

Den 12. december 2004 anmodede medlemmet om at få udbetalt skattefri præmie.

Den 17. december 2004 traf a-kassen afgørelse om, at medlemmet ikke var berettiget til skattefri præmie, idet medlemmet ikke opfyldte 2-års-kravet.

Arbejdsdirektoratet traf afgørelse om, at medlemmet tidligst havde ret til et efterlønsbevis fra den 21. oktober 2003, og at medlemmet ikke havde ret til skattefri præmie.

På møde den 27. oktober 2005 traf ankenævnet afgørelse om, at medlemmet ikke kunne få udstedt et efterlønsbevis med en tidligere gyldighedsdato end den 21. oktober 2003 den 21. oktober 2003, hvorfor medlemmet heller ikke kunne opnå ret til skattefri præmie.

Ankenævnet lagde herved vægt på, at ansøgningen om efterlønsbevis var modtaget i a-kassen den 21. oktober 2003.

Ankenævnet fandt endvidere ikke, at den vejledning som a-kassen havde givet om efterlønsbevis var mangelfuld. Ankenævnet lagde herved vægt på, at de breve som a-kassen havde sendt til medlemmet opfyldte de krav, som sådanne breve i henhold til de relevante regler skulle indeholde.

Ankenævnet bemærkede imidlertid, at det var ankenævnets opfattelse, at a-kassens breve af 12. oktober 1999 og 6. juli 2000 var afgørelser, som burde have været meddelt med oplysning om klageadgang. Nævnet fandt dog ikke, at det havde betydning for sagens udfald, idet medlemmet, på trods af en klage, ville have været i samme situation, nemlig at efterlønsbeviset ikke kunne udstedes på daværende tidspunkt.

Ankenævnet bemærkede endvidere, at a-kassens breve af 12. oktober 1999 og 6. juli 2000, eller i det mindste et af dem burde have indeholdt oplysning om, at medlemmet for senere at få udstedt et efterlønsbevis skulle søge herom på ny. Ankenævnet fandt imidlertid, at a-kassen rettede op på dette ved at udsende brev af 4. december 2001, og at medlemmet hvis han var i tvivl om indholdet af dette brev burde have kontaktet a-kassen på dette tidspunkt.

Ankenævnet tilkendegav endelig, at være opmærksom på, at medlemmet havde rettet henvendelse til a-kassen primo oktober 2003 i forbindelse med spørgsmål om efterlønsbevis, og at en sådan henvendelse efter ankenævnets praksis kunne opfattes som en ansøgning om efterlønsbevis med den virkning, at efterlønsbeviset blev udstedt med bevisdato fra den mundtlige henvendelse. Da det ikke ville få indflydelse på medlemmets retsstilling, idet et efterlønsbevis med en tidligere dato i oktober 2003 ikke ville ændre på det forhold, at medlemmet ikke ville kunne opfylde 2-års-reglen, valgte ankenævnet alene at bemærke forholdet.

Ankenævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse.