Legislator Case Law & Legislation
W20050999125 DK

Vejledning om AF-tilmelding

6 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (6)

Statutory Text (6 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2005 9991 Historic

§ 1. En a-kasse skal vejlede egne medlemmer om de rettigheder og pligter, som et medlem har efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og om rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen.

Endelig adm. afgørelse 2005 9991 Historic

§ 2. Når et medlem bliver ledigt, skal a-kassen informere medlemmet om rådighedsforpligtelsen. A-kassen skal herunder informere om, at et medlem for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet skal

1) tilmelde sig arbejdsformidlingen (AF),

2) lægge sit CV ind i AF's Job- og CV-bank; "Jobnet.dk",

3) opretholde kontakten til AF, a-kassen og andre aktører gennem hele ledighedsforløbet,

4) være aktivt arbejdssøgende fra 1. ledighedsdag, herunder under deltagelse i tilbud,

5) kunne formidles rimeligt arbejde med dags varsel fra 1. ledighedsdag,

6) deltage i tilbud, der skal bidrage til en hurtig tilbagevenden til arbejdsmarkedet, og

7) indsende en frigørelsesattest til a-kassen, hvis medlemmet har eller får arbejde på nedsat tid med et opsigelsesvarsel og skal have supplerende dagpenge.

Stk. 2. A-kassen skal informere medlemmet om de særlige frister, der gælder efter stk. 1, nr. 2 og 7.

Stk. 3. A-kassen skal også informere medlemmet om kontaktforløbet, jobformidling og arbejdsmarkedsrettede tilbud samt om mulighederne for selvvalgt uddannelse.

Stk. 4. A-kassen skal informere medlemmet om, hvilke konsekvenser det har for retten til dagpenge ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. A-kassen skal herudover informere om selvforskyldt ledighed og de sanktioner, der knytter sig hertil.

Stk. 5. Informationen skal gives skriftligt, f.eks. ved udlevering af fyldestgørende informationsmateriale.

..

Endelig adm. afgørelse 2005 9991 Historic

§ 5. En a-kasse skal altid give det enkelte medlem individuel og personlig vejledning, hvis medlemmet har særligt behov herfor.

Stk. 2. Vejledningen kan under hensyntagen til et medlems behov gives skriftligt eller ved en personlig samtale.

Endelig adm. afgørelse 2005 9991 Historic

§ 65. Arbejdsløshedskassen skal vejlede medlemmet om de rettigheder og pligter, der følger af lovens kapitel 7-16, samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen.

Stk. 2. Ved ledighedens indtræden skal arbejdsløshedskassen informere medlemmet om betydningen af pligten til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, jf. §§ 62-63.

Stk. 3. Arbejdsløshedskassen skal påse, at medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet, og har pligt til at foretage en vurdering af medlemmets rådighed.

Stk. 4. Det påhviler medlemmet at medvirke ved tilvejebringelsen af de oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1-3.

Stk. 5. Nærmere regler om anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-4 fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Beskæftigelsesrådet.

Stk. 6. Arbejdsløshedskassernes fremgangsmåde ved udveksling af information med Arbejdsformidlingen sker efter regler fastsat af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med chefen for Arbejdsmarkedsstyrelsen og Beskæftigelsesrådet. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med chefen for Arbejdsmarkedsstyrelsen og Beskæftigelsesrådet nærmere regler for arbejdsløshedskassernes pligt til at videregive oplysninger til brug for Arbejdsformidlingen eller til statistisk brug.

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 481 af 10. juni 2003 om en a-kasses pligt til at vejlede m.v.

Endelig adm. afgørelse 2005 9991 Historic

Vejledning om AF-tilmelding

Vedr. AA

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 1. december 2005.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

A-kassen har ikke opfyldt sin vejledningspligt over for AA.

Ankenævnet ændrer således Arbejdsdirektoratets afgørelse af 24. august 2005 om a-kassens vejledning.

B E G R U N D E L S E

Ankenævnet har lagt til grund, at

- AA opsagde sit arbejde den 1. april 2005, idet hun skulle på guideskole fra den 5. april 2005 til den 6. maj 2005,

- AA henvendte sig hos HK/Danmarks Arbejdsløshedskasse den 17. maj 2005,

- AA oplyste til a-kassen, at hun skulle arbejde som guide fra den 11. juni 2005, samt at hun havde flere vagter på forskellige datoer ved BB, inden hun skulle rejse, og

- AA blev vejledt om, at hun skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet, være jobsøgende og tage imod formidlet arbejdet fra AF for at kunne modtage dagpenge.

De skriver i Deres klage, at De må acceptere, at AA’s arbejde som guide ikke har en varighed på mere end 5 uger. De har således accepteret Arbejdsdirektoratets afgørelse om, at AA ikke havde en gyldig grund til at opsige sit arbejde den 1. april 2005, og derfor er selvforskyldt ledig.

Ankenævnet har af denne grund alene behandlet spørgsmålet om, hvorvidt a-kassen har opfyldt sin vejledningspligt.

A-kassens vejledningspligt

Det følger af reglerne om a-kassens pligt til at vejlede, at a-kassen har en generel forpligtelse til at vejlede sine medlemmer om rettigheder og pligter i henhold til arbejdsløshedsforsikringsloven. Herudover påhviler der a-kassen konkret pligt til at vejlede et ledigt medlem om rådighedsbetingelserne.

A-kassens vejledning skal være individuel og personlig, hvis medlemmet har særligt behov herfor.

A-kassen har anført, at AA ved sin henvendelse den 17. maj 2005 blev vejledt om rådighedsreglerne, om at hun skal søge arbejde og kunne tage imod arbejde formidlet af AF, samt at hun ikke ville være dagpengeberettiget, hvis hun ikke stod til rådighed. A-kassen har endvidere anført, at medlemmet ikke ønskede at stå til rådighed, hvorfor hun ikke blev vejledt om tilmelding til AF.

De har anført, at AA ved sin henvendelse hos a-kassen den 17. maj 2005 blev spurgt, om hun stod til rådighed, hvorefter hun med lidt usikkerhed svarede, at det gjorde hun vel ikke, idet hun skulle på guideskole og havde flere vagter på forskellige datoer ved BB.

De har herefter anført, at De ikke finder, at a-kassen har opfyldt sin vejledningspligt, idet AA ikke blev informeret om konsekvenserne af sine svar og om, at hun skulle være tilmeldt AF.

Ankenævnet finder ikke, at a-kassen har overholdt sin vejledningspligt. Ankenævnet har lagt vægt på, at det er uomtvistet, at a-kassen ikke vejledte medlemmet om tilmelding til AF, og at det følger af vejledningsbekendtgørelsen, at a-kassen har en konkret pligt til at vejlede et ledigt medlem om tilmelding til AF.

Ankenævnet finder i øvrigt, at a-kassen burde have været mere opmærksom på AA’s særlige situation og vejledt hende om de eventuelle problemer, hun på grund af sit engagement hos BB og som guide måtte have med at stå til rådighed – uanset tilmelding til AF.

Ankenævnet er opmærksom på, at spørgsmålet om hvorvidt AA stod til rådighed er hjemvist til fornyet behandling i a-kassen.

R E G L E R

Ankenævnet henviser til

- § 65, stk. 1, 2 og 4 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2005, og

- §§ 1, 2 og 5 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 481 af 10. juni 2003 om en a-kasses pligt til at vejlede m.v.

O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N

Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet.

På ankenævnets vegne

De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

ZZ A-kasse

Arbejdsdirektoratet, Stormgade 10, Postboks 1103, 1009 København K

Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v, , jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003

Endelig adm. afgørelse 2005 9991 Historic

Resumé

Medlemmet, der var vendt hjem fra guideskole, henvendte sig hos a-kassen, hvor hun blev vejledt om rådighedsreglerne, herunder, at hun skulle modtage arbejde formidlet af AF.

Under samtalen med a-kassen havde medlemmet udtalt, at hun ikke kunne stå til rådighed, da hun havde forskellige vagter på sin gamle arbejdsplads og i øvrigt skulle ud og arbejde som guide.

Medlemmets moder har anført, at a-kassen burde have vejledt medlemmet om konsekvenserne af hendes udtalelser og om, at hun skulle være tilmeldt AF for at være dagpengeberettiget.

Arbejdsdirektoratet fandt ikke, at a-kassen havde tilsidesat sin vejledningspligt.

Ankenævnet fandt derimod, at a-kassen skulle have vejledt medlemmet om, at hun skulle være tilmeldt AF, idet ledige medlemmer altid skal vejledes herom. A-kassen burde i øvrigt have været opmærksom på, at medlemmet kunne have særlige rådighedsproblemer, der gjorde, at hun uanset tilmelding til AF ikke var dagpenge-berettiget.

Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →