Tilbagebetaling, sanktion, effektiv karantæne, 962 timer, svig, forseelser, selvstændig virksomhed, hovedbeskæftigelse, ophør, goodwill
Table of Provisions (8)
Statutory Text (8 Articles)
§ 3. Et medlem anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden, når medlemmet dokumenterer, at virksomheden endeligt er overdraget eller lukket.
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 470 af 4. juni 2003 om sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse
§ 5. Et medlem, der har begået svig, skal have en effektiv karantæne. Karantænen kan højst være på 962 timer.
Stk. 2. Karantænen beregnes ved at omregne tilbagebetalingsbeløbet til timer. Det sker ved at dividere beløbet med den omregningssats, der gælder på konstateringstidspunktet. Medlemmet skal herefter have en effektiv karantæne på 3,5 gange det beregnede timetal, dog mindst 37 timer. Karantænen rundes op til nærmeste hele tal.
§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2003.
Stk. 2. Bekendtgørelsen har virkning for alle sager om sanktion, hvor a-kassen ikke har truffet afgørelse om tilbagebetaling, jf. § 86 i loven, før den 1. juli 2003.
§ 57. Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt
Stk. 3. En selvstændig erhvervsdrivende anses for ledig, når hans personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt. Nærmere regler om, hvornår en selvstændig erhvervsdrivendes personlige arbejde i virksomheden anses for ophørt mere end midlertidigt, fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Landsarbejdsrådet (med virkning fra den 1. juli 2003 ændret til Beskæftigelsesrådet).
§ 86. Et medlem, som uberettiget har modtaget dagpenge eller andre ydelser fra kassen, skal betale ydelsesbeløbet tilbage, hvis medlemmet har givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til ydelserne, eller hvis medlemmet i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelse af beløbet var uberettiget
§ 87. Har et medlem gjort sig skyldig i svig eller forsøg på svig over for kassen, kan direktøren for Arbejdsdirektoratet bestemme, at medlemmet skal gennemgå en effektiv karantæne på højst 962 timer
Stk. 8. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet (med virkning fra den 1. juli 2003 ændret til Beskæftigelsesrådet) nærmere regler om anvendelse af stk. 1-7.
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 165 af 13. marts 2001 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse
Tilbagebetaling, sanktion, effektiv karantæne, 962 timer, svig, forseelser, selvstændig virksomhed, hovedbeskæftigelse, ophør, goodwill
Nævnet traf denne
AFGØRELSE
De skal tilbagebetale dagpenge for perioden 12. august 2002-4. januar 2004, brutto kr. 205.436,56, og have en effektiv karantæne på 962 timer for svig med konstateringstidspunkt den 12. marts 2004.
Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 15. marts 2005.
BEGRUNDELSE
Det fremgår af reglerne, at dagpenge kun kan udbetales til et medlem, som er ledigt.
En selvstændig erhvervsdrivende anses for ledig, når hans personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt.
Et medlem anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden, når medlemmet dokumenterer, at virksomheden endeligt er overdraget eller lukket.
Ankenævnet anser Dem ikke for i perioden fra den 12. august 2002 at være ophørt mere end midlertidigt med at drive selvstændig virksomhed.
Ankenævnet lægger vægt på, at De både før og efter konkursen den 12. august 2002 med xxx havde distributionsrettighederne for xxx. Da xxx den 12. januar 2005 har oplyst, at aftalen ikke var juridisk bindende, men byggede på tillid, finder nævnet ikke, at De ved aftale af 27. september 2002 kunne overdrage goodwill til xxx. Nævnet anser derfor det forhold, at Deres søn, xxx, i henhold til ”goodwill-aftalen” skulle afdrage kr. 220.000,- med minimum kr. 10.000,- om måneden, dog maksimalt 50 % af det år til dato opnåede dækningsbidrag i xxx – for en aftale om betaling for det arbejde, som De udførte i xxx. Hertil kommer, at der blev trukket A-skat af udbetalingerne.
Ankenævnet lægger videre vægt på, at xxx i starten havde Deres søn, xxx – som havde deltidsansættelse i xxx i Århus - som indehaver. I xxx var hovedbeskæftigelsen salg af produkter fra xxx samt ydelser til enkelte, tidligere kunder fra xxx.
Ankenævnet lægger videre vægt på, at ifølge ToldSkats register var xxx pr. 1. august 2004 registreret med Deres ægtefælle som ansvarlig indehaver. Endvidere meddelte De den 20. december 2004 arbejdsløshedskassen, at De var medhjælpende ægtefælle i xxx. Ifølge udtræk af 1. marts 2005 fra Internettet var xxxs adresse identisk med Deres adresse. Det fremgik videre, at De var virksomhedens øverste topledelse med ansvar for salg, eksport, indkøb og økonomi.
Det er ankenævnets opfattelse, at det forhold, at xxx først havde Deres søn som indehaver og derefter Deres ægtefælle som indehaver, skyldes Deres vanskeligheder ved at starte selvstændig virksomhed i eget navn efter konkursen med xxx.
*
Det fremgår af reglerne, at et medlem, som uberettiget har modtaget dagpenge fra arbejdsløshedskassen, skal tilbagebetale dagpengene, hvis medlemmet har givet arbejdsløshedskassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til dagpengene, eller hvis medlemmet i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelse af beløbet var uberettiget.
De skal tilbagebetale dagpenge for perioden 12. august 2002-4. januar 2004, brutto kr. 205.436,56.
Ankenævnet lægger vægt på, at da nævnet anser Dem for at have drevet selvstændig virksomhed i perioden, er dagpengeudbetalingen sket med urette.
Ankenævnet lægger videre vægt på, at De ikke på dagpengekortene eller på anden måde oplyste arbejdsløshedskassen om, at De udøvede selvstændig virksomhed og modtog indtægter fra ”goodwill-aftalen.” Ifølge vejledningen til dagpengekortene er den arbejdsløse forpligtet til at oplyse om ethvert forhold, der er af betydning for retten til ydelser fra arbejdsløshedskassen.
*
Det fremgår af reglerne, at har et medlem gjort sig skyldig i svig over for arbejdsløshedskassen, kan direktoratet bestemme, at medlemmet skal gennemgå en effektiv karantæne på højst 962 timer.
Karantænen beregnes ved at omregne tilbagebetalingsbeløbet til timer. Det sker ved at dividere beløbet med den omregningssats, der gælder på konstateringstidspunktet. Medlemmet skal herefter have en effektiv karantæne på 3,5 gange det beregnede timetal, dog mindst 37 timer. Karantænen rundes op til nærmeste, hele tal
De skal have en effektiv karantæne på 962 timer for svig med konstateringstidspunkt den 12. marts 2004, hvor arbejdsløshedskassen modtog direktoratets indberetning.
Ankenævnet finder, at De bevidst undlod at oplyse om arbejdstimer i virksomheden xxx og indtægter fra ”goodwill-aftalen” på dagpengekortene for at få udbetalt dagpenge, som De ikke var berettiget til. Indtægterne fra ”goodwill-aftalen” var større end dagpengeudbetalingerne.
Ankenævnet lægger vægt på, at det fremgår af vejledningen til dagpengekortene, at den arbejdsløse skal oplyse om alt arbejde, herunder alt arbejde ved selvstændig virksomhed. I denne forbindelse skal nævnet bemærke, at nævnet, jf. ovenfor, anser det forhold, at Deres søn, xxx, i henhold til ”goodwill-aftalen” skulle afdrage kr. 220.000,- med minimum kr. 10.000,- om måneden, dog maksimalt 50 % af det år til dato opnåede dækningsbidrag i xxx – for en aftale om betaling for det arbejde, som De udførte i xxx. Endvidere skrev De på dagpengekortene under på, at oplysningerne på dagpengekortene var korrekte.
Ankenævnet skal bemærke, at karantænen for svig er beregnet til 4.404 timer. Da karantænen højst kan udgøre 962 timer, skal De have en effektiv karantæne på 962 timer. Karantænen har virkning fra konstateringstidspunktet, der er det tidspunkt, hvor arbejdsløshedskassen har fået oplysning om forholdet. Er karantænen ikke udstået senest 2 år efter dens ikrafttræden, bortfalder den.
Ankenævnet skal gøre opmærksom på, at hvis De på ny gør Dem skyldig i svig, bliver De slettet som medlem af arbejdsløshedskassen. Dette gælder dog kun, hvis der ikke er gået mere end 5 år fra direktoratets afgørelse til forseelsestidspunktet for det nye forhold.
REGLER
Ankenævnet henviser til
lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001 – lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002 – lov nr. 420 af 10. juni 2003 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. – lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003 - § 57, stk. 1 og stk. 3, § 86, stk. 1, og § 87, stk. 1 og stk. 8,
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 165 af 13. marts 2001 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse § 3, stk. 1, og
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 470 af 4. juni 2003 om sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse § 5, stk. 1 og stk. 2, og § 10, stk. 1 og stk. 2.
OPLYSNINGERNE I SAGEN
Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som er modtaget fra direktoratet.
På ankenævnets vegne
xxx
fuldmægtig
De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til
xxx
Arbejdsdirektoratet
+ akter
Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001 – lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002 – lov nr. 420 af 10. juni 2003 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. – lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003
Resumé
Sagen handler om, hvorvidt medlemmet skal tilbagebetale dagpenge for perioden 12. august 2002-4. januar 2004, brutto kr. 205.436,56, og have en effektiv karantæne på 962 timer for svig med konstateringstidspunkt den 12. marts 2004 for at have undladt at oplyse om, at han i perioden drev selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.
Direktoratet indberettede den 11. marts 2004 til arbejdsløshedskassen, at medlemmet var udtaget i skatteregisterundersøgelsen for indkomstårene 2002 og 2003. Direktoratet oplyste bl.a., at medlemmet i 2002 fra xxx havde haft A-indkomst kr. 48.125,-, fri telefon kr. 500,- og rejse- og befordringsgodtgørelse kr. 5.339,-. I 2003 havde han fra xxx haft A-indkomst kr. 204.857,-, fri telefon kr. 3.000,- og rejse- og befordringsgodtgørelse kr. 10.099,-.
Medlemmet ophørte den 12. august 2002 ved konkurs med sin selvstændige virksomhed xxx, hvorefter han ledigmeldte sig.
xxx meddelte den 27. september 2002, at medlemmet personligt havde været distributør for virksomheden. Virksomheden ville gerne hjælpe, indtil han igen havde egen virksomhed den 1. oktober 2002.
Medlemmet blev den 1. januar 2004 overflyttet til xxx. På overflytningsblanketten oplyste han, at han siden den 1. januar 2004 havde været salgschef i xxx.
Medlemmet har forklaret, at han i xxx var distributør i Danmark af produkter fra xxx. Hovedbeskæftigelsen var salg af software. Efter konkursen blev han af xxx tilbudt at overtage distributionen af virksomhedens produkter for Danmark, Norge og Sverige. Aftale herom blev indgået den 27. september 2002. Han havde ikke lyst til på ny at starte selvstændig virksomhed, hvorfor han ved goodwill-aftale af 27. september 2002 solgte rettighederne til xxx v/ xxx, som var hans søn. xxx havde deltidsansættelse i xxx i Århus. Ifølge goodwill-aftalen havde medlemmet siden 1992 været distributør for xxx. I henhold til aftalen skulle medlemmets søn afdrage kr. 220.000,- med minimum kr. 10.000,- om måneden, dog maksimalt 50 % af det år til dato opnåede dækningsbidrag i xxx. Beløbet blev udbetalt som A-indkomst på lønsedler. I xxx var hovedbeskæftigelsen salg af produkter fra xxx samt ydelser til enkelte tidligere kunder fra xxx.
Medlemmet har videre forklaret, at han blev ansat som vikar i xxx pr. 1. oktober 2002. Vikararbejdet foregik således, at medlemmets søn, der forestod markedsføringen af xxxs produkter, kunne rekvirere medlemmets assistance til salgs- og supportopgaver. Ydelsen blev aflønnet med kr. 160,- i timen.
På dagpengekortene har medlemmet alene oplyst om ydelserne til kr. 160,- i timen. Ydelserne var anført som lønmodtagerarbejde.
Det fremgår af ToldSkats register, at xxx pr. 1. august 2004 var registreret med medlemmets ægtefælle som ansvarlig indehaver.
Medlemmet meddelte den 20. december 2004 arbejdsløshedskassen, at han var medhjælpende ægtefælle i xxx.
Medlemmets advokat anførte den 21. december 2004, at goodwill-afdragene ikke skulle have været oplyst på dagpengekortene. Medlemmet havde ikke genoptaget driften af sin selvstændige virksomhed og havde ikke udvist svig. Goodwill-afdragene var fejlagtigt oplyst som A-indkomst i stedet for afvikling af et formuetilgodehavende. Fejlen ville blive rettet over for skattemyndighederne med hjælp fra medlemmets revisor. Goodwill-afdragene havde ingen indflydelse på medlemmets dagpengeret, da de var betaling af gæld.
Medlemmets advokat anførte videre, at aftalen af 27. september 2002 var mellem xxx og medlemmet. Aftalen mellem xxx og xxx ophørte ved xxx’ konkurs. Der var ingen goodwill-rettigheder, der kunne sælges i et selskab, der var gået konkurs, og som ikke blev videreført. Goodwill-rettighederne opstod personligt for medlemmet efter konkursen, idet der var indgået aftale mellem xxx og medlemmet om retten til distribution. Denne ret var omsættelig vedrørende goodwill.
xxx udtalte den 12. januar 2005, at virksomhedens aftaler med xxx og xxx ikke var juridisk bindende, men byggede på tillid.
Det fremgår af udtræk af 1. marts 2005 fra Internettet, at xxxs adresse var identisk med medlemmets. Virksomhedens e-mail-adresse var ”xxx”. Medlemmet var virksomhedens øverste topledelse og ansvarlig for salg, eksport, indkøb og økonomi.
Direktoratet traf den 15. marts 2005 afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale brutto kr. 205.436,56 og have en effektiv karantæne på 962 timer for svig.
Begrundelsen var bl.a., at direktoratet ikke fandt, at medlemmet reelt var ophørt med at drive selvstændig virksomhed. Da der ikke forelå en juridisk bindende aftale mellem xxx og medlemmet om salgs- og distributionsrettighederne, kunne goodwill ikke overdrages til xxx. Da medlemmet efter konkursen med xxx fortsat havde distributionsrettighederne, var han ikke ophørt.
Begrundelsen var videre, at det forhold, at først medlemmets søn og derefter hans ægtefælle var ansvarlig indehaver af xxx, var en konstruktion, der alene skulle tjene til at afbøde det forhold, at medlemmet efter konkursen med xxx ikke havde mulighed for på ny at starte selvstændig virksomhed i eget navn. Endvidere havde medlemmet ikke på dagpengekortene eller på anden vis oplyst, at han drev selvstændig virksomhed og modtog goodwill-indtægter.
På forespørgsel fra ankenævnets sekretariat meddelte arbejdsløshedskassen den 6. december 2005 telefonisk, at politiet endnu ikke havde meddelt sin stillingtagen.
Ankenævnet tiltrådte den 22. december 2005 direktoratets afgørelse af 15. marts 2005.