Feriegodtgørelse ved barselsorlov med kontanthjælp
Statutory Text (5 Articles)
§ 26. En lønmodtager, som på grund af
1) egen sygdom,
2) barselsorlov,
3) orlov til adoption,
4) ophold i udlandet,
5) overgang til selvstændigt erhverv,
6) overgang til arbejde i hjemmet,
7) valg til borgmester, udnævnelse til minister eller lignende tillidshverv,
8) indsættelse i en af kriminalforsorgens institutioner,
9) tvangsanbringelse,
10) lovligt varslede og afsluttede konflikter,
11) aftjening af værnepligt,
12) tjeneste i forsvaret på værnepligtslignende vilkår,
13) deltagelse i aktiviteter via en rådighedskontrakt med forsvarets reaktionsstyrker og SHIRBRIG eller
14) manglende midler til at holde ferie på grund af en tvist mellem en lønmodtager og en arbejdsgiver om et krav på feriepenge, forudsat at kravet på feriepenge er rejst inden ferieårets udløb, er helt eller delvis afskåret fra at holde sin hovedferie inden ferieperiodens udløb den 30. september, har ret til at få udbetalt feriepenge for hovedferien, uden at ferie holdes. Arbejdsgiver, FerieKonto eller den, der i medfør af lovens § 31 administrerer feriegodtgørelsen, kan udbetale umiddelbart efter ferieperiodens udløb og senest ved ferieårets afslutning.
Stk. 2. Foreligger der en af de i stk. 1 nævnte grunde umiddelbart op til ferieårets udløb, kan feriepenge for ikke holdt ferie udbetales. Arbejdsgiver, FerieKonto eller den, der i medfør af lovens § 31 administrerer feriegodtgørelsen, kan udbetale senest ved ferieårets afslutning.
Stk. 3. Udbetaling efter stk. 1 og 2, kan ske, når det er godtgjort, at en af de i stk. 1 nævnte grunde er til stede.
§ 34 b. Feriegodtgørelse for ferie, som er holdt, men hvor beløbet ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, og hvor beløbet er mindre end 3.000 kr. efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag, udbetales efter anmodning til lønmodtageren af FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, jf. dog § 34 a. Det er en betingelse, at lønmodtageren skriftligt erklærer, at ferien er holdt i et ansættelsesforhold.
Stk. 2. Feriegodtgørelse, der ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, og som er optjent i et ansættelsesforhold, der er ophørt senest ved udløbet af ferieåret, udbetales efter anmodning til lønmodtageren af FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, jf. dog stk. 4. Det er en betingelse, at lønmodtageren skriftligt erklærer, at ansættelsesforholdet er ophørt.
Stk. 3. Feriegodtgørelse, der ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, eller løn under ferie eller ferietillæg, der ikke er udbetalt til lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, og som vedrører optjent ferie for beskæftigelse ud over 9½ måneds samlet varighed i et optjeningsår, og som ikke er aftalt overført efter §§ 19 eller 40, udbetales efter anmodning til lønmodtageren af arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, jf. dog stk. 4. Det er en betingelse, at lønmodtageren skriftligt erklærer, at beløbet vedrører optjent ferie for beskæftigelse ud over 9½ måneds samlet varighed i et optjeningsår, som ikke er aftalt overført efter §§ 19 eller 40.
Stk. 4. Har lønmodtageren fået arbejdsløshedsdagpenge, ydelse efter lov om børnepasningsorlov eller kontanthjælp i ferieåret, kan udbetaling efter stk. 2 og 3 kun ske efter direktøren for Arbejdsdirektoratets forudgående godkendelse. Antallet af dage med de nævnte ydelser skal trækkes fra det antal dage, de uhævede feriepenge svarer til. Hvis der herefter resterer et antal feriedage, meddeler direktøren for Arbejdsdirektoratet arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, for hvor mange dage der kan udbetales til lønmodtageren.
Stk. 5. Muligheden for udbetaling efter stk. 1-3 fortabes, hvis lønmodtageren ikke senest den 30. september efter ferieårets udløb skriftligt anmoder arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, om udbetaling efter disse regler. Muligheden for udbetaling efter godkendelse, jf. stk. 4, fortabes, hvis lønmodtageren ikke senest den 30. september efter ferieårets udløb skriftligt anmoder direktøren for Arbejdsdirektoratet om udbetaling efter disse regler.
§ 38. Hvis en lønmodtager på grund af særlige forhold er afskåret fra at holde ferien inden ferieperiodens eller ferieårets udløb, udbetales feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg til lønmodtageren.
Bekendtgørelse nr. 1034 af 20. november 2000 om ferie
Feriegodtgørelse ved barselsorlov med kontanthjælp
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 24. august 2005.
Nævnet traf denne
A F G Ø RE L S E
De har ret til at få udbetalt Deres uhævede feriegodtgørelse optjent i 2002 til brug i ferieåret 2003/2004.
Begrundelsen for afgørelsen er, at De har haft en feriehindring.
Ankenævnet har lagt vægt på, at De har været på barselsorlov op til hovedferieperiodens udløb og op til ferieårets udløb. Barselsorlov er ifølge feriebekendtgørelsens § 26, stk. 1, nr. 2 en feriehindring, som betyder, at De har ret til at få udbetalt feriegodtgørelse for hovedferien, uden at ferie holdes.
Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at xx Kommune har bekræftet, at De har været på barselsorlov i perioden 1. juli 2003 – 22. juni 2004, og at De under barselsorloven har modtaget kontanthjælp.
Ankenævnet henviser til § 34 b, stk. 4 og § 38 i ferieloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004 og til § 26, stk. 1, nr. 2 i feriebekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 1034 af 20. november 2000.
Ankenævnet ændrer således Arbejdsdirektoratets afgørelse af 28. oktober 2004.
På ankenævnets vegne
Sign.
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Sagsforløb
De har den 27. september 2004 søgt om at få udbetalt feriegodtgørelse for 6 feriedage, optjent i 2002 til brug i ferieåret 2003/2004. De har oplyst, at feriegodtgørelsen er optjent i et ansættelsesforhold, som er ophørt senest den 30. april 2004.
De har endvidere oplyst, at De har fået offentlige ydelser i form af kontanthjælp, arbejdsløshedsdagpenge eller ydelser efter lov om børnepasningsorlov i 365 dage i ferieåret 2003/2004.
Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 26. oktober 2004 denne afgørelse
”De kan ikke få udbetalt Deres uhævede feriepenge for 6 dage fra Deres arbejdsgiver, som De har optjent i 2002.”
Direktoratet har begrundet afgørelsen således
”De kan ikke få udbetalt Deres feriepenge, fordi De i ferieåret 2003/2004 har fået offentlige ydelser for flere dage, end De har dage med uhævede feriepenge for optjeningsåret 2002.
Vi har lagt Deres oplysning til grund om, at de uhævede feriepenge for 365 dage stammer fra et ophørt ansættelsesforhold, der er ophørt senest den 30. april 2004.
Vi har endvidere lagt til grund, at De har fået offentlige ydelser i form af arbejdsløshedsdagpenge, ydelser efter lov om børnepasningsorlov eller kontanthjælp for 365 dage i ferieåret 2003/2004.
Efter § 34 b, stk. 4, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004, skal direktoratet trække antallet af dage med arbejdsløshedsdagpenge, ydelser efter lov om børnepasningsorlov eller kontanthjælp fra antallet af dage med uhævede feriepenge, forinden der kan ske udbetaling efter lovens § 34 b, stk. 2.
De kan derfor ikke få udbetalt Deres uhævede feriepenge efter disse regler, da De i ferieåret 2003/2004 har fået offentlige ydelser for flere dage, end De har dage med uhævede feriepenge.
Direktoratet har med denne afgørelse alene taget stilling til, om De kan få Deres feriepenge udbetalt efter lovens § 34 b, stk. 4, jf. stk. 2. Vi har derfor ikke taget stilling til, om De kan få udbetalt Deres feriepenge efter andre regler, herunder om De eventuelt kan få feriepengene udbetalt som følge af en feriehindring op til ferieårets udløb.”
Klagen til ankenævnet
De har telefonisk klaget over afgørelsen den 23. november 2004. De oplyste, at De havde holdt barselsorlov og dermed muligvis har haft en feriehindring.
I brev af 23. november 2004 oplyste De, at De havde barselsorlov i perioden 1. juli 2003 til 28. juni 2004.
Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
Direktoratet har den 20. december 2004 oplyst, at der ikke er kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.
Nyt efter klagen
Intet nyt.
Regler
Ferieloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004.
Resumé
En kvinde var på barselsorlov op til hovedferieperiodens udløb og op til ferieårets udløb. Hun modtog kontanthjælp under barselsorloven. Da barselsorlov var en feriehindring, havde hun ret til at få udbetalt sin feriegodtgørelse fra FerieKonto, selvom hun havde modtaget kontanthjælp i ferieåret.