Selvforskyldt ledig, udeblivelse fra jobplan
Table of Provisions (20)
Statutory Text (20 Articles)
§ 11. Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet afslår at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan uden en gyldig grund, jf. kap. 3.
Stk. 2. Et medlem er også selvforskyldt ledig, hvis medlemmet afslår et tilbud efter en jobplan uden en gyldig grund, jf. kap. 3.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder også situationer, der kan sidestilles med et afslag, herunder hvis et medlem
1) melder afbud til eller udebliver fra en samtale om udarbejdelse eller revision af en jobplan eller et tilbud efter en jobplan,
2) melder afbud til eller ikke møder til en samtale om afgivelse af et tilbud efter en jobplan,
3) udviser en adfærd, som gør, at medlemmet ikke får udarbejdet eller revideret en jobplan eller får et tilbud efter en jobplan,
4) melder afbud til eller udebliver fra en samtale om udarbejdelse eller revision af en jobplan eller et tilbud efter en jobplan på grund af ferie, som medlemmet ikke har givet meddelelse om til AF senest 14 dage før ferien holdes,
5) udebliver fra en samtale om udarbejdelse eller revision af en jobplan eller et tilbud efter en jobplan på grund af afholdelse af en enkelt feriedag, som medlemmet ikke på tidspunktet for afsendelsen af AF’s indkaldelse til samtalen eller tilbudet har meddelt AF, eller
6) udebliver fra en samtale om udarbejdelse eller revision af en jobplan eller et tilbud efter en jobplan på grund af sygdom, som medlemmet ikke har givet besked om til AF eller arbejdsgiveren inden tidspunktet for samtalen eller tilbudets start.
Stk. 4. Det er et krav, at AF har indkaldt medlemmet skriftligt og personligt til samtalen.
Stk. 5. Det skal ikke sidestilles med et afslag, hvis et medlem ikke møder til en samtale om udarbejdelse eller revision af en jobplan eller et tilbud efter en jobplan, hvis det skyldes, at medlemmet er til en jobsamtale eller begynder arbejde samme dag.
Gyldige Grunde
§ 12. En gyldig grund skal foreligge på det tidspunkt, hvor et medlem afslår eller opsiger et arbejde eller et tilbud efter en jobplan.
Stk. 2. Det er ikke en gyldig grund, hvis årsagen til afslaget eller opsigelsen er en afledt følge af en handling, som medlemmet har foretaget efter eget valg.
Helbred
§ 13. Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis der er dokumentation fra en læge for
1) at medlemmet på grund af sit helbred ikke eller kun med vanskelighed kan udføre arbejdet, eller
2) at arbejdet vil medføre, at der opstår eller sker en forværring af helbredsmæssige problemer, herunder problemer ved graviditet.
Stk. 2. Ved opsigelse er det et krav, at medlemmet har prøvet at få et andet arbejde på arbejdspladsen.
Stk. 3. Stk. 1 gælder også ved afslag på et tilbud efter en jobplan.
Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder også ophør i et tilbud efter en jobplan.
Transport
§ 14. Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis afstanden mellem bopæl og arbejdssted medfører, at den tid, der går til transport, er mere end, hvad der skal accepteres efter § 9 i bekendtgørelse om rådighed.
Stk. 2. Ved opsigelse er det et krav, at medlemmet har prøvet at få en anden arbejdstid, og at opsigelsen sker i umiddelbar tilknytning til
1) omlægning af offentlige transportmidler,
2) ændring af arbejdstidens placering, eller
3) bortfald af en privat aftale om samkørsel med personer uden for medlemmets husstand, hvor medlemmet ikke har råderet over transportmidlet.
Stk. 3. Stk. 1 gælder også ved afslag på et tilbud efter en jobplan .
Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan.
Pasning af familie
§ 15. Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis medlemmet ikke har pasningsmulighed for børn eller andre familiemedlemmer af husstanden, der kræver pleje.
Stk. 2. Ved opsigelse er det et krav, at medlemmet har prøvet at få en anden arbejdstid, og at medlemmet har gjort rimelige forsøg på at skaffe en pasningsmulighed.
Stk. 3. Stk. 1 gælder også ved
1) afslag på at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan, og
2) afslag på et tilbud efter en jobplan.
Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan.
Efterløn
§ 16. Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis medlemmet ønsker at gå på efterløn, og medlemmet rent faktisk går på efterløn.
Stk. 2. Ved afslag er det et krav, at medlemmet har søgt om at gå på efterløn i umiddelbar tilknytning til afslaget og med virkning fra ansøgningen.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder også ved
1) afslag på at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan, og
2) afslag på et tilbud efter en jobplan.
Stk. 4. Stk. 1 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan.
Deltidsforsikredes arbejdstid
§ 17. Et deltidsforsikret medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis arbejdstiden er på over 6 timer i døgnet eller beregnet i gennemsnit for 1 måned er på over 30 timer om ugen.
Stk. 2. Ved opsigelse er det et krav, at den ændrede arbejdstid er pålagt medlemmet af arbejdsgiveren, og at medlemmet ikke har accepteret arbejdstiden.
Stk. 3. Stk. 1 gælder også ved
1) afslag på at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan, og
2) afslag på et tilbud efter en jobplan.
Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan.
Tab af supplerende dagpenge
§ 18. Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis medlemmet mister retten til supplerende dagpenge, jf. § 60, stk. 1, og § 73, stk. 2, i loven.
Stk. 2. Et medlem kan opsige et arbejde og fratræde inden for 26 uger efter, at retten til supplerende dagpenge er faldet bort.
Frigørelsesattest
§ 19. Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis medlemmet mister retten til supplerende dagpenge, fordi arbejdsgiveren ikke vil udstede en frigørelsesattest eller kalder en frigørelsesattest tilbage.
Stk. 2. Ved opsigelse er det et krav, at medlemmet ikke har accepteret at fortsætte i arbejdet uden samtidig at få supplerende dagpenge.
Stk. 3. Stk. 1 gælder også ved afslag på et tilbud efter en jobplan.
Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan.
Arbejde i udlandet
§ 20. Et medlem kan opsige et arbejde, hvis arbejdet bliver udført i udlandet eller i Grønland, medmindre medlemmet
1) under ansættelsen har bopæl i Danmark,
2) er udsendt af den danske stat, eller
3) er ansat hos en arbejdsgiver, der er skattemæssigt registreret i Danmark.
Stk. 2. Et medlem kan afslå et formidlet arbejde, hvis arbejdet skal udføres i udlandet, på Færøerne eller i Grønland.
Produktion af krigsmateriel
§ 21. Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis medlemmet ikke vil være med til at udvikle eller producere krigsmateriel, jf. lov om krigsmateriel m.v.
Stk. 2. A-kassen skal indhente en skriftlig erklæring fra Justitsministeriet om, at den pågældende virksomhed er omfattet af lov om krigsmateriel m.v.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder også ved
1) afslag på et tilbud efter en jobplan, og
2) ophør i et tilbud efter en jobplan.
Støtte efter lov om social service til pasning af handicappet barn eller døende nærtstående og efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel til pasning af alvorligt sygt barn
§ 22. Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde, hvis medlemmet får eller straks efter begynder at få
1) støtte efter lov om social service til at passe et handicappet barn eller nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, eller
2) støtte efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel til at passe et alvorligt sygt barn.
Stk. 2. Ved opsigelse er det et krav, at medlemmet har fået afslag på at få orlov fra arbejdet.
Stk. 3. Stk. 1 gælder også ved
1) afslag på at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan, og
2) afslag på et tilbud efter en jobplan.
Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan.
Arbejdspladsen
§ 23. Et medlem kan opsige et arbejde, hvis almindelige arbejdsretlige principper gør, at medlemmet ikke skal fortsætte med arbejdet.
Stk. 2. Det er et krav, at medlemmet har henvendt sig til arbejdsgiveren for at få løst de opståede problemer eventuelt gennem den faglige organisation.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan.
Flytning som skyldes, at ægtefællen eller samleveren flytter for at overtage arbejde mv.
§ 24. Et medlem kan opsige et arbejde i forbindelse med en flytning, hvis det skyldes, at ægtefællen eller samleveren er flyttet for at
1) overtage et arbejde af mere end 5 ugers varighed,
2) begynde på en uddannelse af mindst 18 måneders varighed, eller fortsætte i et uddannelsesforløb, hvor der er mindst 18 måneder tilbage af uddannelsesforløbet, eller
3) begynde eller flytte en selvstændig virksomhed, der udøves mere end midlertidigt og i et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer om ugen.
Stk. 2. Det er et krav
1) at medlemmets opsigelse og flytning sker inden 1 år efter, at ægtefællen eller samleveren er flyttet,
2) at ægtefællens eller samleverens daglige transporttid fra den hidtidige bopæl til det nye arbejde mv. er mere end, hvad der skal accepteres efter § 9 i bekendtgørelse om rådighed, og
3) at medlemmets daglige transporttid fra ægtefællens eller samleverens nye bopæl til arbejdet er mere end, hvad der skal accepteres efter § 9 i bekendtgørelse om rådighed.
Stk. 3. Stk. 1-2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan.
Fratrædelsesgodtgørelse
§ 25. Et medlem kan opsige et arbejde, hvis medlemmet ved en fratrædelse får en godtgørelse fra arbejdsgiveren, der medfører fradrag i dagpengene efter bekendtgørelse om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge mv.
Stk. 2. Det er et krav
1) at godtgørelsen gives som et led i en fratrædelsesordning, og
2) at godtgørelsen sammen med løn i den periode, hvor medlemmets opsigelsesvarsel løber, mindst svarer til løn for den periode, der svarer til arbejdsgiverens opsigelsesvarsel.
Fysisk vold
§ 26. Et medlem kan opsige et arbejde, hvis en flytning fra en hidtidig bopæl skyldes, at en samboende ægtefælle eller samlever udøver fysisk vold mod medlemmet, når
1) ophøret og flytningen sker inden for 2 måneder efter, at den fysiske vold er udøvet, og
2) det ved en lægeattest eller en politianmeldelse dokumenteres, at medlemmet har været udsat for fysisk vold.
Stk. 2. Et medlem kan opsige et arbejde, selv om medlemmet ikke kan dokumentere fysisk vold, hvis det kan dokumenteres ved en politianmeldelse, at flytningen og opsigelsen skyldes en overhængende fare for medlemmets liv på grund af trusler om fysisk vold fra samboende ægtefælle eller samlevers side.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder også ved ophør i et tilbud efter en jobplan.
Det formidlede arbejde
§ 27. Et medlem kan afslå et formidlet arbejde, hvis medlemmet ikke har pligt til at overtage arbejdet efter reglerne i §§ 7 og 8 i bekendtgørelse om rådighed.
§ 63. Dagpenge må ikke udbetales, jf. stk. 4, til et medlem, hvis ledighed skyldes,
1) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår et rimeligt arbejde, der er formidlet af arbejdsformidlingen, arbejdsløshedskassen eller andre efter kapitel 3 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
2) at medlemmet uden fyldestgørende grund ophører med sit arbejde,
3) at medlemmet afskediges af en grund, der væsentligst kan tilregnes medlemmet, eller
4) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår at medvirke til udarbejdelse eller revision af en jobplan, afslår eller afbryder et tilbud i henhold til en jobplan efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller afslår eller afbryder en uddannelse, som arbejdsformidlingen vurderer vil øge mulighederne for beskæftigelse.
..
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 514 af 17. juni 2003 om selvforskyldt ledighed
Selvforskyldt ledig, udeblivelse fra jobplan
Vedr. AA
Ankenævnet har behandlet XX’s klage på møde den 3. november 2005.
Nævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
AA skal ikke anses for selvforskyldt ledig den 8. april 2005.
Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af 28. juni 2005.
B E G R U N D E L S E
Ankenævnet har lagt til grund, at
- AA ved brev af 16. marts 2005 blev indkaldt til samtale hos AF vedrørende ændring af jobplan,
- samtalen skulle finde sted fredag den 8. april 2005 kl. 9.00,
- AA ikke mødte til samtalen på det fastsatte tidspunkt,
- AF har åben for telefoniske henvendelser fra kl. 8.30 om morgenen,
- AA har oplyst, at han var syg om morgenen den 8. april 2005,
- AA mødte personligt hos AF senere på dagen den 8. april 2005, og
- Funktionærernes og Servicefagenes Arbejdsløshedskasse har oplyst, at AA ikke tidligere er udeblevet fra samtaler eller møder hos AF eller a-kassen.
Et medlem skal anses for selvforskyldt ledig, hvis medlemmet uden gyldig grund afslår at medvirke til at udarbejde en jobplan. Dette gælder også situationer, der kan sidestilles med et afslag, herunder hvis medlemmet udebliver fra en samtale på grund af sygdom, som ikke er meddelt AF inden tidspunktet for samtalens start.
Det beror imidlertid på en konkret vurdering, hvorvidt et medlems handlemåde skal sidestilles med et afslag.
Ankenævnet finder ikke, at AA’s handlemåde skal sidestilles med et afslag på at medvirke til at revidere jobplanen.
Ankenævnet har lagt vægt på, at
- AA har oplyst, at han var syg om morgenen den 8. april 2005 og derfor ikke var i stand til at ringe til AF,
- AA på eget initiativ kontaktede AF den 8. april 2005,
- Funktionærernes og Servicefagenes Arbejdsløshedskasse har oplyst, at AA ikke tidligere er udeblevet fra møder eller samtaler hos AF eller a-kassen, og
- Det ikke fremgår tydeligt af indkaldelsesbrevet, at der skal gives meddelelse om sygdom inden mødetidspunktet.
Ankenævnet finder således, at AA har udvist vilje til at opfylde sine forpligtelser over for AF og a-kassen.
Ankenævnet har noteret sig, at a-kassen ikke har noteret noget tidspunkt for medlemmets henvendelse den 8. april 2005, og ankenævnet finder derfor, at der må lægges vægt på AA egne oplysninger om, at han mødte op hos AF kl. 10.30 den 8. april 2005.
Ankenævnet har endvidere bemærket, at AF har åben for telefoniske henvendelser fra kl. 8.30 om morgenen. Ankenævnet finder imidlertid, at der skal lægges vægt på, at AA har oplyst, at han var syg om morgenen den 8. april 2005, men mødte personligt og på eget initiativ hos AF senere samme dag, og at det ikke fremgår af indkaldelsesbrevet, at der skal gives meddelelse om sygdom inden mødetidspunktet.
Ankenævnet finder således ikke, at AA er selvforskyldt ledig.
R E G L E R
Ankenævnet henviser til
- § 63, stk. 1, nr. 4 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003,
- §§ 11-35 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 514 af 17. juni 2003 om selvforskyldt ledighed.
O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N
Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet, samt AF’s oplysning om, at telefonerne er åbne fra kl. 8.30 om morgenen. Sidstnævnte oplysninger er foreholdt advokat YY (XX advokater) den 17. oktober 2005.
På ankenævnets vegne
De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til
Funktionærernes og Servicefagenes Arbejdsløshedskasse, Upsalagade 20. 1.sal, 2100 København Ø
Arbejdsdirektoratet, Stormgade 10, Postboks 1103, 1009 København K
Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003
Resumé
Medlemmet blev ved brev af 16. marts 2005 indkaldt til møde hos AF om ændring af jobplan. Mødet skulle finde sted fredag den 8. april 2005 kl. 9.00. I brevet var det angivet, at medlemmet skulle give AF besked, hvis han havde fået arbejde eller var blevet syg.
Fredag den 8. april 2005 vågnede medlemmet med hovedpine, han kastede op og var ikke i stand til at ringe til AF og melde afbud.
Medlemmet har oplyst, at han mødte op hos AF 1 ½ time efter at mødet skulle have fundet sted. AF har registreret fremmødet, men ikke noget tidspunkt.
Ankenævnet fandt ikke, at medlemmets handlemåde skulle sidestilles med et afslag på at medvirke til at udarbejde en jobplan. Ankenævnet fandt således ikke, at medlemmet skulle anses for selvforskyldt ledig.
Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet havde udvist vilje til at opfylde sine forpligtelser over for AF og a-kassen, samt at det ikke fremgik klart af indkaldelsesbrevet, at afbud på grund af sygdom skulle meldes inden mødetidspunktet.
Ankenævnet ændrede direktoratets afgørelse.