Legislator Case Law & Legislation
W20050993525 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-238

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2005 9935 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-238

Advokat Ib René Laursen har klaget på vegne Boligselskabet Holstebro til Pressenævnet over en artikel den 20. september 2005 i Dagbladet Holstebro-Struer, idet han gør gældende, at god presseskik er tilsidesat. Boligselskabet har endvidere klaget over, at dagbladet ikke har bragt et genmæle.

Artiklen, der har overskriften ” Beboere beskylder boligselskab for bluff ”, lyder som følger

” Det er ren talsminke, når Boligselskabet Holstebro forsøger at sælge et nyt beboerhus i Asagården som gratis. Hævder beboere. Også Lejernes Landsorganisation retter kritik af det materiale, der er lagt frem forud for afstemningen.

HOLSTEBRO: Det passer ikke, når Boligselskabet Holstebro siger til sine lejere i Asagården, at de kan få et nyt beboerhus til otte millioner kroner gratis.

Sådan tænker flere beboere i Asagården. De føler, at boligselskabet oversælger huset. Fordi de vil have dét hus. Uanset at flertal af beboerne allerede én gang har sagt nej - på et beboermøde i august.

- Forud for mødet fik vi alle sammen et nyhedsbrev. Heri stod, at "huslejen vil stige som følge af udgifter til afdelings 10's andel af den løbende drift af bygningen". Alligevel står direktøren ([A], red.) op på mødet og bedyrer, at huslejen ikke vil stige, hvis vi stemmer ja til huset. Det hænger ikke sammen, kritiserer pensionist [B].

Boligselskabet forklarer gratismanøvren med moderne låneomlægning. Den samlede rentebesparelse næste år nærmer sig 338.000 kr. Det er rigeligt til at betale den ekstra driftsudgift på 150.000 kr. årligt til huset.

Bagtanke

Ufint, udemokratisk og påfaldende, siger [B] og endnu en beboer i opgangen, efterlønner [C]. Hvorfor vil boligselskabet partout bruge rentegevinsten på huset, som et flertal i første omgang har stemt ned? Hvorfor ikke udnytte besparelsen til at mindske de huslejestigninger, som nye badeværelser og en forskønnelse af udearealerne vil medføre - begge forbedringer, som er vedtaget? Eller alternativt; hvorfor ikke sætte huslejen ned?

- Det bestyrker os i vores mistanke om, at fælleshuset har udviklet sig til en prestigesag, som boligselskabet vil have gennemført, siger de to beboere fra opgang 7.

Direktør [A] fra Boligselskabet afviser, at der skulle være en lusket "bagtanke"

- Det er så den beslutning, der er truffet - at det kan laves neutralt. Og man kan ikke bruge pengene to gange. Der er fuld finansiering for fælleshuset og driftsudgifterne, så huslejen bliver uændret pr. 1. januar 2006.

Falsk grundlag

Også Lejernes Landsorganisation i København retter kritik af det talmateriale, som lejerne er blevet præsenteret for, inden de skulle stemme om boligforbedringerne. De risikerer at beslutte sig på et "falsk grundlag".

- Det er vigtigt, at boligselskaberne ikke selv sidder og fifler med de beregninger, men beder kommunen om at gøre det. Fordi der er formuebetragtninger og andre ting, du som privat boligadministrator ikke har adgang til, og som har betydning for størrelsen af boligstøtten, og dermed hvor stor egenbetalingen af huslejestigningen bliver, siger formand [D] fra Lejernes Landsorganisation.

Til gengæld kan der ikke rejses tvivl om, at lejerne kan få boligstøtte til den del af huslejen, der vedrører forbedrede udearealer og et nyt beboerhus, vurderer fuldmægtig [E] fra Socialministeriet i København

- Den er god nok. Begge dele vil efter lejeloven være en forbedring af boligen, som lægges på huslejen, og som man dermed kan få boligstøtte til.

Retssag

Lejernes Landsorganisation opfordrer Asagårdens beboere til at holde godt øje med udviklingen af deres netto huslejer.

- Hvis fru Jensen ender med at få en højere egenandel af huslejestigningen, så har hun taget stilling på et falsk grundlag. Så mener jeg godt, at hun kan overveje at lægge sag an mod boligselskabet, der har givet oplysningerne, formand [D] fra Lejernes Landsorganisation.

Han indrømmer, at der ikke herhjemme findes fortilfælde på, at boligselskaber er blevet dømt, men det tager han som udtryk for, at det ofte er ældre mennesker, der sidder i lejlighederne, og "de klager ikke".”

I forbindelse med artiklen er fremhævet følgende citat, som tilskrives ”Beboere i opgang 7”

”Det bestyrker os i vores mistanke om, at fælleshuset har udviklet sig til en prestigesag, som boligselskabet vil have gennemført.”

Under et fotografi af seks af Asagårdens beboere bragt ovenover artiklen står

”Byggeriet af et beboerhus er ikke den store frelsende dynamo for integrationsprocessen. ”Det er ren og skær prestige for boligselskaberne, mener de tre pensionistpar fra venstre [F] og [C], [B] og [G], [H] og [I].”

I en fakta-boks tilknyttet artiklen står

” Fælleshuset kort

- På et pressemøde sidste efterår præsenterede Boligselskabet Holstebro, Boligselskabet Sct. Jørgen og Lejerbo en fælles renoveringsplan for Asagården, Skjoldgården og Tinggården i Holstebro. Samlet pris: 284 mio. kr.

- Den består af en række fysiske forbedringer af boligerne og en boligsocial indsats, hvor opførelsen af et beboerhus er et væsentligt omdrejningspunkt.

- Landsbyggefonden har givet forhåndstilsagn om at støtte projektet.

- Men inden planerne kan føres ud i livet, skal de godkendes af beboerne.

- M.h.t. den fysiske renovering er det gået som smurt, men fælleshuset har vist sig problematisk. Et snævert flertal – 59 nej-stemmer og 58 ja-stemmer – af lejerne i Asagården, hvor huset skal ligge, har nedlagt veto på et møde i august.

- Men der skal stemmes igen på et ekstraordinært møde. Fordi knap 40 procent af beboerne har skrevet under på, at de ønsker en ny afstemning. Lejer [J], der tog initiativ til undersøgelsen, siger, at han har besøgt alle 444 lejemål undtagen én. Heraf skrev 177 under. Ni procent var modstandere af huset og gav typisk som begrundelse ”Dét hus er kun til de sorte” eller ”Det kommer til at koste”.”

På forsiden af dagbladet blev samme dato under overskriften ” Pensionister bange for at blive snydt ” bragt følgende artikel

”Pensionistægtepar i Asagården beskylder boligselskab at trumfe et nyt beboerhus igennem ved at frembringe et økonomisk skønmaleri. Også Lejernes Landsorganisation rynker panden.

” Holstebro : Det er urimeligt, at beboerne i Asagården bliver bedt om at tage stilling til nye badeværelser, skønnere udearealer og et beboerhus uden reelt at vide, hvad prisen for at sige ja bliver.

Så kontant er Lejernes Landsorganisation i sin dom af de huslejeberegninger, som Boligselskabet Holstebro har præsenteret sine lejere for. Første gang i nyhedsbrevet for juni og igen på et beboermøde 11. august, hvor et flertal stemte ja til renovering, men nej til fælleshuset.

Der mangler en information til den enkelte om at gå ned på pensionskontoret og få udregnet, hvad betyder det her for mig, siger formand [D].

Med andre ord – for et pensionistægtepar som [B] og [G] i opgang 7 bliver det dyrere at sidde i deres 94 kvadratmeter lejlighed, end det, de er blevet vist på overhead på mødet. Fordi de har andet end folkepensionen at leve af. De får altså ikke fuld boligstøtte, som boligselskabets regnestykke for deres lejlighedsstørrelse forudsætter.

- Jamen, jeg studsede over, at vi med den nuværende husleje får 429 kr. mindre i boligstøtte hver måned end i det viste eksempel, siger [B]. Han mistænker boligselskabet for at manipulere med tallene for at trumfe de forbedringer igennem, som han mener, ”er blevet en prestigesag” for boligselskabet.

Dét afviser direktør [A] fra Boligselskabet Holstebro

- Tværtimod, prøver vi at give nogle saglige eksempler på, hvad huslejekonsekvenserne bliver. Det er klart, vi kan ikke fange alle 444 lejemål.”

”[C], [H] og [B] afviser at være racister. Men de undrer sig over, at deres boligselskab vil bruge den gevinst, man får ved at omlægge gamle lån på et beboerhus, som et flertal har stemt ned.”

Det fremgår af sagen at Boligselskabet Holstebro den 21. september 2005 sendte et ”åbent brev” til Dagbladet Holstebro-Struer med følgende ordlyd

ӁBENT BREV TIL DAGBLADET HOLSTEBRO STRUER.

Efter boligselskabets opfattelse er artiklen i Dagbladet den 20.09.05 om beboerhus m.m. i afdeling 10. Asa-/Jættegården på visse områder mangelfuld og direkte forkert.

Uden at hver enkel udtalelse skal kommenteres, kan det oplyses

- De beregninger, der blev fremlagt på det ekstraordinære afdelingsmøde den 11.08.2005 på huslejestigninger, vedrørende renovering af badeværelser, udearealer og fælleshuset, er der hverken sminket eller fiflet med.

- Holstebro Kommune har beregnet de 4 eksempler på boligstøtte, der blev fremlagt på mødet den 11.08.2005, så her er der heller ikke tale om at sminke og fifle med tallene og beregningerne.

- At de 4 beregninger på boligstøtte var eksempler, hvilket også blev oplyst til forsamlingen, og derfor ikke på nogen måde direkte kunne overføres til den enkelte beboer.

- Det blev derimod oplyst, at den enkelte lejer selv skulle henvende sig til kommunen, hvis man ønskede at få beregnet konsekvensen af de oplyste huslejestigninger.

- Udtalelserne fra [D] fra LLO står vi fuldstændig uforstående overfor, idet beregningerne af boligstøtte er foretaget af Holstebro Kommune som nævnt ovenfor.

Der skal ikke herske tvivl om, at vi til alle tider er indstillet på en drøftelse om de forhold der vedrører boligselskabet, men vi skal ikke undlade at gøre opmærksom på, at vi finder det uacceptabelt, at Dagbladets artikel i avisen og på Dagbladets hjemmeside efterlader det indtryk, at vi er uhæderlige, sminker og fifler med beregninger og oplysninger om de faktiske forhold.

Efter vores opfattelse burde avisen foretage en grundig research og forholde sig kritisk til diverse udtalelser, inden man sætter en sådan artikel i avisen.

For god ordens skyld, skal det oplyses, at vi selvfølgelig til enhver tid står til rådighed med oplysninger og kommentarer til avisen, men vi vil forbeholde os ret til at læse den påtænkte artikel i sin helhed, inden den bringes i avisen.”

Boligselskabet Holstebro har navnlig anført, at Dagbladet Holstebro-Struer ved at anvende overskriften ”falsk grundlag” tilsidesætter god presseskik og reelt beskylder boligselskabet for falsknerier og talfusk på urigtigt grundlag. Artiklerne skal bedømmes hver for sig, hvorfor der ved bedømmelse af klagen over artiklen bragt den 20. september 2005 ikke kan tages hensyn til de øvrige artikler om sagen.

Boligselskabet har videre anført, at overskriften ”falsk grundlag” ikke har støtte i det efterfølgende citat og udtalelser fra Lejernes Landsorganisations formand [D], og at citatet, i hvilket udtrykket ”falsk grundlag” anvendes, er taget ud af rette sammenhæng. Endvidere understreges det, at formand [D] fra Lejernes Landsorganisation i en e-mail til boligselskabet har oplyst, at han udelukkende har udtalt sig generelt og ikke kommenteret det aktuelle, konkrete projekt i Holstebro.

Boligselskabet har endelig anført, at afsnitsoverskriften ”falsk grundlag” er skadelig, krænkende og agtelsesforringende, og at den derfor skulle have været særligt efterprøvet, hvilket ikke er sket.

Boligselskabet har derudover anført, at dagbladet ikke har foretaget berigtigelse trods indsendelsen af det ”åbne brev”.

Dagbladet Holstebro-Struer har anført, at artiklen skal ses i sammenhæng med forsideartiklen bragt i dagbladet samme dag.

Dagbladet har videre anført, at citaterne er korrekte, og da der er anvendt citationstegn omkring udtrykket ”falsk grundlag” tydeliggøres det, at der er tale om et citat. Dagbladet har understreget, at det klart fremgår, at citaterne er udtalelser fra formand [D] fra Lejernes Landsorganisation.

Dagbladet har endelig anført, at boligselskabets direktør [A] er blevet forelagt kritikken fra formand [D] om at benytte standardberegninger uden henvisning. I artiklen på forsiden af bladet udtaler [A] således: ”Tværtimod prøver vi at give nogle saglige eksempler på, hvad huslejekonsekvenserne bliver. Det er klart, at vi ikke kan fange alle 444 lejemål”. [D]s udtalelser er endvidere refereret i den artikel, der klages over, og netop for at understrege, at der er tale om et citat, er ordene ”falsk grundlag” sat i citationstegn. I næstsidste afsnit i artiklen hedder det videre: ”Hvis fru Jensen ender med at få en højere huslejestigning, så har hun taget stilling på et falsk grundlag. Så mener jeg godt, at hun kan overveje at lægge sag an mod boligselskabet, der har givet oplysningerne”.

Dagbladet har herudover anført, at et ”åbent brev” ikke udgør en berigtigelse i medieansvarslovens forstand, samt at avisen har reageret på brevet ved den 10. oktober 2005 at bringe endnu en artikel om sagen.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Lene Sarup og Kirsten Dyregaard

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet har ikke mulighed for at foretage en bevismæssig bedømmelse af de faktiske forhold, hvorom parterne er uenige. Nævnet kan af samme grund ikke tage stilling til, om de i artiklen gengivne citater er taget ud af den sammenhæng, de fremkom i under interviewet med formanden for Lejernes Landsorganisation.

På det foreliggende grundlag finder Pressenævnet, at overskriften ”Falsk grundlag” og udtrykket, som tillige er bragt i citationstegn i teksten, i den anvendte sammenhæng ikke er i strid med god presseskik. Nævnet har herved lagt vægt på, at artiklen dels gengiver de utilfredse lejeres synspunkter, dels bygger på citater fra formand [D], Lejernes Landsorganisation. Formand [D] har oplyst, at han udelukkende har udtalt sig generelt. Uanset dette finder nævnet, ud fra en samlet vurdering, at udtrykket ”Falsk grundlag” har fornøden dækning i artiklen.

Det til Dagbladet indsendte ”åbne brev” fremtræder ikke som en anmodning om genmæle, jf. medieansvarsloven § 36, stk. 3. Dagbladet Holstebro-Struer kan derfor ikke kritiseres for ikke at have behandlet det som en sådan anmodning.

Pressenævnet finder, at der heller ikke i øvrigt grundlag for at udtale kritik i sagen.

Afgjort den 14. december 2005.

Endelig adm. afgørelse 2005 9935 Valid

Resumé

Klager – et boligselskab - klagede over en artikel i Dagbladet Holstebro-Struer.

Pressenævnet havde ikke mulighed for at foretage en bevismæssig bedømmelse af de faktiske forhold, hvorom parterne var uenige. Nævnet kunne af samme grund ikke tage stilling til, om de i artiklen gengivne citater var taget ud af den sammenhæng, de fremkom i under interviewet med formanden for Lejernes Landsorganisation.

På det forelagte grundlag fandt Pressenævnet, at overskriften ”Falsk grundlag” og udtrykket, som tillige var bragt i citationstegn i teksten, i den anvendte sammenhæng ikke var i strid med god presseskik. Nævnet havde herved lagt vægt på, at artiklen dels gengav de utilfredse lejeres synspunkter, dels byggede på citater fra formanden, Lejernes Landsorganisation. Formanden havde oplyst, at han udelukkende havde udtalt sig generelt. Uanset dette fandt nævnet, ud fra en samlet vurdering, at udtrykket ”Falsk grundlag” havde fornøden dækning i artiklen.

Det til Dagbladet indsendte ”åbne brev” fremtrådte ikke som en anmodning om genmæle, jf. medieansvarsloven § 36, stk. 3. Dagbladet Holstebro-Struer kunne derfor ikke kritiseres for ikke at have behandlet det som en sådan anmodning.

Pressenævnet fandt, at der heller ikke i øvrigt grundlag for at udtale kritik i sagen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →