Legislator Case Law & Legislation
W20050990625 DK

Retlig mangel i forbindelse med sag om efterlønssats

6 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (6)

Statutory Text (6 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2005 9906 Historic

§ 7. Efterløn kan højst ydes med det beløb, der er nævnt i lovens § 75 d, stk. 1, eller § 75 e, stk. 1 (trin 1), indtil udløbet af en periode, der svarer til medlemmets ret til dagpenge efter lovens § 55, stk. 3, 1. pkt., jf. stk. 5. Efterlønnen kan herefter højst udgøre 82 pct. af dagpengenes højeste beløb for en uge (trin 2) efter lovens § 47 eller § 70.

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 504 af 16. juni 2003 om beskæftigelseskrav og dagpengeperiode

Endelig adm. afgørelse 2005 9906 Historic

§ 14 Et medlem, der er fyldt 60 år, kan modtage dagpenge m.v. i 130 uger (ydelsesperioden), jf. dog § 17.

Endelig adm. afgørelse 2005 9906 Historic

§ 55.

Stk. 3. Et medlem, der er fyldt 60 år, kan højst få dagpenge i 30 måneder. Der erhverves ret til påbegyndelse af en ny periode, hvis medlemmet dokumenterer på ny at have haft beskæftigelse i det omfang, der er nævnt i § 53, stk. 2 eller 6.

Stk. 8. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler for anvendelsen af stk. 1-7, herunder regler om periodernes varighed og beregning efter stk. 5-7.

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 349 af 15. maj 2001 om overgang til, udtræden af og genindtræden i efterlønsordningen samt optjening af præmie med de ændringer, der følger af bekendtgørelse nr. 1200 af 18. december 2002 og bekendtgørelse nr. 472 af 4. juni 2003

Endelig adm. afgørelse 2005 9906 Historic

§ 75 d. Til medlemmer, der inden for de sidste 10 år sammenlagt har været fuldtidsforsikret i mindst 5 år, deraf mindst 26 uger umiddelbart før overgangen til efterløn, ydes efterløn med et beløb, der svarer til medlemmets dagpenge beregnet efter § 51, stk. 1, jf. § 47, eller udbetalt efter § 51, stk. 4. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter regler om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten.

Stk. 3. Efterløn med det i stk. 1 nævnte beløb kan højst udbetales indtil udløbet af en periode, der svarer til medlemmets dagpengeperiode efter § 55, stk. 3. Efterlønnen kan herefter højst udgøre 82 pct. af højeste dagpenge efter § 47.

Stk. 4. Til et medlem, der ved overgangen til efterløn er fyldt 63 år, og som på overgangstidspunktet ville være berettiget til dagpenge i mindst 2 år, jf. § 55, stk. 3, ydes efterløn i hele efterlønsperioden efter stk. 1.

Endelig adm. afgørelse 2005 9906 Historic

Retlig mangel i forbindelse med sag om efterlønssats

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 7. april 2005.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

De kan efter omstændighederne bevare fuld efterlønssats til De fylder 67 år.

Deres efterlønssats nedsættes således ikke til 82 %, når De har brugt 130 ydelsesuger.

B E G R U N D E L S E

Ankenævnet har lagt til grund

– at De med virkning fra 1. oktober 2001 overgik til efterløn,

– at De på dette tidspunkt var mellem 62 og 63 år,

– at a-kassen den 4. oktober 2001 i en afgørelse, der godkendte Deres efterlønsansøgning oplyste om efterlønssatsen blandt andet, at De ville få udbetalt efterlønnen med 588 kr. om dagen. Denne sats kunne udbetales indtil udgangen af den måned, hvor De fyldte 67 år,

– at a-kassen den 1. september 2003 nedsatte satsen,

– at a-kassen efter at have modtaget en telefonisk henvendelse fra Dem, i brev af 26. februar 2004, forklarede Dem, at satsen var blevet ændret til 82%-satsen efter, De havde forbrugt 130 timer af efterlønsperioden,

– at a-kassen afgørelse af 4. oktober 2001 var en ugyldig afgørelse, fordi den led af en retlig mangel, da der ikke er lovhjemmel til at udbetale Dem samme efterlønstakst, indtil De fylder 67 år,

– at a-kassen har påtaget sig skylden for at have anvendt en forkert blanket,

– at a-kassen ikke har gjort Dem opmærksom på fejlen forud for 1. september 2003,

– at fejlen vil have betydning over knapt 3 år. I september 2003 drejede det sig om et beløb på 112 kr. om dagen, og

– at De har anført, at fejlen betyder meget for Deres økonomi.

Efterlønnen ydes med et beløb, der svarer til medlemmets dagpenge, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m. v. § 75 d, stk. 1.

Dette beløb, svarende til medlemmets dagpenge, kan dog højest udbetales i 30 måneder eller 130 ydelsesuger, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 75 d, stk. 3 der henviser til lovens § 55, stk. 3.

Ankenævnet har lagt vægt på, at afgørelsen af 4. oktober 2001 lider af en retlig mangel, der må anses for væsentlig, og at afgørelsen derfor er ugyldig. Nævnet henviser til, at der i loven ikke er hjemmel til at udbetale Dem højeste efterlønssats, indtil De fylder 67 år.

En ugyldig afgørelse vil som udgangspunkt blive annulleret. Der er imidlertid efter nævnets vurdering i Deres tilfælde grundlag i almindelige forvaltningsretlige ugyldighedsregler for at undlade at annullere afgørelsen.

Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at De efter at have modtaget afgørelsen af 4. oktober 2001 har haft en berettiget forventning om, at De ville kunne få udbetalt efterlønnen med samme takst, indtil De fylder 67 år, lige som De frem til 1. september 2003 i god tro har kunnet indrette Deres økonomi herefter. Nævnet har i den forbindelse fundet, at der er tale om et beløb af en væsentlig størrelse for Deres forsørgelsesgrundlag.

Ankenævnet ændrer således Arbejdsdirektoratets afgørelse af 3. maj 2004.

Ankenævnet henviser til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003 § 75 d, stk. 1 og 3, og § 55, stk. 3 og 8, samt Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 349 af 15. maj 2001 om overgang til, udtræden af og genindtræden i efterlønsordningen samt optjening af præmie med de ændringer, der følger af bekendtgørelse nr. 1200 af 18. december 2002 og bekendtgørelse nr. 472 af 4. juni 2003 og Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 504 af 16. juni 2003 om beskæftigelseskrav og dagpengeperiode § 14.

På ankenævnets vegne

Xxx

xxx

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

xxx

Arbejdsdirektoratet

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde

” De søgte den 13. september 2001 om at overgå til efterløn den 1. oktober

2001.

A-kassen skrev i brev af 4. oktober 2001 at Deres ansøgning var godkendt, og at De kunne få efterløn fra den 1. oktober 2001. A-kassen skrev også at De ville få udbetalt efterløn med 588 kr. om dagen i en 5 dages uge. De ville få denne sats indtil udgangen af den måned, hvor De fyldte 67 år.

Med virkning fra den 1. september 2003 blev Deres efterløn nedsat til 82%- satsen, hvilket i 2003 var 511 kr. om dagen.

De klagede telefonisk til a-kassen over nedsættelse af efterlønnen.

A-kassens afdeling i xxx traf den 26. februar 2004 afgørelse om at satsen skulle nedsættes til 82%-satsen. Begrundelsen herfor var at De havde for- brugt 130 uger af Deres efterlønsperiode. A-kassen undskyldte den meget sene forklaring på Deres satsskiftedato.

De klagede den 9. marts 2004 over afdelingens afgørelse. De skrev at De ikke havde fået at vide, at De ville blive nedsat til trin 2, og De har ikke kunnet se det ud af brevet, som De fik tilsendt, da De gik på efterløn den 1. oktober 2001. De skrev at De heller ikke mundtligt var blevet gjort opmærksom på nedgangen i Deres sats.

A-kassens hovedledelse traf den 23. marts 2004 afgørelse om at De ikke kunne få en højere sats en 82%-satsen fra den 1. september 2003. Hovedledelsen skrev at De havde fået et forkert standardbrev, da De overgik til efterløn. De skulle have haft et godkendelsesbrev hvori der stod, at De havde ret til efterløn med sats 623 kr. pr. dag i en 5 dages uge indtil den 31. august 2003. Hovedledelsen beklagede den fejl, der var sket, men kunne kun give Dem den sats, som De havde krav på ifølge den “gamle” efterlønsordning.

De klagede den 5. april 2004 over hovedledelsens afgørelse. De skrev at De ikke var blevet oplyst om, at De var gået ned i efterlønssats fra trin 1 til trin 2. De skrev at det betyder meget for Dem økonomisk, da De havde regnet med at være på trin 1, til De blev 67 år, og dette fremgår også af brevet, som De fik, da De gik på efterløn. De håbede at Deres klage ville blive imødekommet, da De ikke fik nogen begrundelse for afslaget, og da De ikke mener, at fejlen ligger hos Dem.

A-kassen oversendte sagen til direktoratet den 14. april 2004.”

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 3. maj 2004 denne afgørelse

”Deres efterlønssats skal nedsættes til 82 procent satsen, når De har brugt 130 ydelsesuger.

Begrundelse

Som hovedregel skal efterlønssatsen nedsættes til højst 82 pct. af de maksimale dagpenge, når medlemmet har fået efterløn og dagpenge i en periode på 2½ år. Dette står i § 75 d. stk. 3 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (loven).

De nærmere regler står i § 7 i bekendtgørelse nr. 349 af 15. maj 2001 om overgang til, udtræden af og genindtræden i efterlønsordningen samt optjening af præmie. Det fremgår heraf at efterløn højst kan ydes med et beløb, der svarer til medlemmets dagpengesats indtil udløbet af den periode, der svarer til medlemmets ret til dagpenge. Herefter udgør efterlønnen højst 82 pct. af de maksimale dagpenge. Da personer over 60 år højst kan få dagpenge i 30 måneder, skal efterlønnen reduceres til 82 pct. -satsen efter 30 måneder med ydelser.

Hvis et medlem venter med at overgå til efterløn efter det fyldte 60. år og på dette tidspunkt ville have haft ret til dagpenge i mindst 2 år, har medlemmet ret til efterløn på den højeste sats i hele resten af eflerlønsperioden. Dette står i lovens § 75 d, stk.4.

Da De er gået på efterløn, inden De fyldte 63 år, kan De ikke blive omfattet af denne regel. Det forhold, at a-kassen i brev af 4. oktober 2001 har vejledt Dem forkert med hensyn til Deres efterlønssats, kan ikke give Dem en bedre retsstilling, end De har efter loven.”

Direktoratet skrev samme dag følgende til a-kassen

Kritik af a-kassen

Direktoratet finder det stærkt kritisabelt at a-kassen i brev af 4. oktober 2001

har givet en direkte forkert oplysning om størrelsen af xxx efterlønssats.

Direktoratet finder det desuden kritisabelt at der hverken i afdelingens afgørelse af 26. februar 2004 eller i hovedledelsens afgørelse af 23. marts 2004 er henvist til de love og bekendtgørelser, der ligger til grund for afgørelsen. Der henvises til Vejledning nr. 217 af 7. december 1994 om almindelige krav til arbejdsløshedskassernes (afdelingernes) sagsbehandling og afgørelser, af snittet om krav til bebyrdende afgørelser.

3. Klagen til ankenævnet

”Angående mit afslag fra “Arbejdsdirektoratet” vil jeg gerne videresende min klage, da jeg mener, at jeg er blevet uretfærdigt behandlet, da jeg er uden skyld i fejlen som blev begået i min A-kasse, og de har erkendt skylden, og mener også at skulle blive på det højeste efterlønstrin.

Jeg håber meget på at i vil give mig ret, da det betyder MEGET for min økonomi fremover.”

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger den 18. maj 2004 til klagen

”Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.”

5. Nyt efter klagen

Brev af 1. februar 2005 fra ankenævnet

”Til brug for sagens behandling i ankenævnet skal man hermed anmode a-kassen om nærmere oplysninger om, hvornår og på hvilken måde medlemmet i den konkrete situation er blevet orienteret om de korrekte regler for efterlønssats.”

Brev af 24. februar 2005 fra xxx

”Ankenævnet har i skrivelse af 18. februar 2005 rykker for svar på, hvornår og på hvilken måde medlemmet i den konkrete situation er blevet orienteret om de korrekte regler for efterlønssatsen.

Vi har bedt vores lokale a-kasse om at sende dokumentation for oplysninger om efterlønssatsen. Det har ikke været muligt at finde noget materiale i sagen. Samtidig er den sagsbehandler, som har stået for sagen langtidssygemeldt.

Vi kan derfor ikke give yderligere oplysninger om, hvad medlemmet har fået at vide om den konkrete efterlønssats.”

Medlemmet har ved telefonisk henvendelse den 17. marts til nævnet ikke haft yderligere bemærkninger.

6. Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003

Endelig adm. afgørelse 2005 9906 Historic

Resumé

Medlemmet fik fra sin a-kasse meddelelse om en efterlønssats, der ikke var i overensstemmelse med loven.

Medlemmet fik bevilget efterløn med virkning fra 1. oktober 2001, på hvilket tidspunkt hun var fyldt 62, men endnu ikke fyldt 63.

A-kassen skrev samtidig til hende, at hun ville få 588 kr. om dagen, og at hun ville få denne sats indtil sit 67. år.

A-kassen havde imidlertid anvendt en forkert blanket, en blanket, der kun var gældende til personer, der var fyldt 63 år. Der var ikke lovhjemmel til at give et medlem, der ikke var fyldt 63 år, denne takst.

Med virkning fra 1. september 2003 nedsatte a-kassen hendes efterløn til 82% satsen eller 511 kr. om dagen. Medlemmet havde på dette tidspunkt forbrugt 130 uger af efterlønsperioden.

Der havde således været tale om en ugyldig afgørelse, der led af en retlig mangel, da a-kassen i oktober 2001 havde meddelt medlemmet, at hun kunne bevare samme takst til sit 67. år.

Nævnet fandt i det konkrete tilfælde, at der i almindelige forvaltningsretlige regler var hjemmel til at lade afgørelsen stå ved magt.

Nævnet henviste til, at medlemmet var i god tro. Hun havde i gennem 2 år indrettet sig på at få den fulde takst i efterløn. Hun var hverken af a-kassen eller på anden måde gjort opmærksom på, at a-kassens meddelelse ikke var korrekt.

Nævnet henviste endvidere til, at fejlen ville være væsentlig for medlemmet. Hun ville få omkring 112 kr. mindre om dagen, og det ville være i en periode på ca. 3½ år. Der var tale om hendes forsørgelsesgrundlag, og selv anførte hun, at det havde væsentlig betydning for hendes økonomi.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →