Fastansættelse, medlemmet opsagde selv sin stilling, arbejdsgiver kontraopsagde med et ifølge ansættelseskontrakten retmæssig kortere varsel, egen skyld statueret
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
§ 1. En arbejdsgiver skal betale et medlem af en a-kasse dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, hvis medlemmet
1) bliver ledigt som følge af afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord og lignende,
2) har været ansat som lønmodtager, og
3) har indtjent en løn i ansættelsen.
Stk. 2. Ved "G-dage" forstås i denne bekendtgørelse 1. og 2. ledighedsdag. Én "G-dag" er én ledighedsdag.
Stk. 3. En arbejdsgiver skal betale for G-dage, hvis medlemmet inden for de sidste 4 uger i alt har været beskæftiget hos arbejdsgiveren i et omfang, der svarer til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger. Hvis et medlems arbejdstid ikke kan anses som kontrollabel, beregnes arbejdstiden i ugen efter reglerne herom i bekendtgørelse om supplerende dagpenge.
Stk. 4. Den periode, som beskæftigelsen skal ligge i, jf. stk. 3, forlænges bagud, hvis der i perioden er fravær f.eks. på grund af sygdom, ferie, overenskomstmæssige fridage, søgnehelligdage, konflikt eller deltagelse i kursus som led i ansættelsen.
Stk. 5. En arbejdsgiver skal højst betale for en G-dag 16 gange til det samme medlem i et kalenderår. Heri medregnes betalinger for de gange, hvor arbejdsgiveren kun skal betale for en halv G-dag.
Stk. 6. Betaling for en G-dag er A-indkomst. Der skal ikke beregnes feriegodtgørelse, trækkes arbejdsmarkedsbidrag, ATP eller beløb til Den Særlige Pensionsopsparing af betalingen for en G-dag.
§ 2. Et medlems G-dage er de 2 første ordinære arbejdsdage, efter at medlemmet er fratrådt, hvis medlemmet har været i fuld beskæftigelse på dagen for fratrædelsen. Hvis medlemmet ikke har været i fuld beskæftigelse på denne dag og ikke har haft fuld overenskomstmæssig arbejdstid i kalenderugen, er dagen for fratrædelsen 1. ledighedsdag.
Bortfaldsgrunde m.v.
§ 6. En arbejdsgiver skal ikke betale for G-dage til et medlem, når
1) medlemmet inden ansættelsens ophør afslår et skriftligt tilbud om fortsat beskæftigelse svarende til overenskomstmæssige løn- og ansættelsesvilkår hos samme arbejdsgiver,
2) arbejdsgiveren er ude af stand til at betale på grund af konkurs eller betalingsstandsning,
3) afskedigelsen/arbejdsophøret væsentligst skyldes medlemmet,
4) arbejdsophøret skyldes strejke eller lockout på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er nødvendigt på grund af strejke eller lockout på en anden virksomhed,
5) arbejdsophøret skyldes force majeure,
6) medlemmet er i fuld beskæftigelse hos en anden arbejdsgiver på G-dagene,
7) medlemmet i tilslutning til ansættelsens ophør får sygedagpenge eller holder ferie på G-dagene,
8) medlemmet er tjenestemand og overgår til rådighedsløn,
9) medlemmet har været vikar i en orlovsstilling efter lov om børnepasningsorlov, hvis ansættelsen har varet mindst 3 måneder, eller
10) medlemmet har været i beskæftigelse med offentligt tilskud til lønnen efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Stk. 2. { }
Manglende betaling
§ 11. Et medlems a-kasse skal hjælpe medlemmet med at få en arbejdsgiver til at betale for G-dage, hvis
1) arbejdsgiveren ikke betaler til tiden, jf. §§ 7 og 8,
2) medlemmet beder a-kassen om hjælp, og
3) a-kassen finder, at medlemmet uden tvivl har ret til betalingen.
Stk. 2. A-kassen sender herefter en begrundet anmodning til arbejdsgiveren om at betale til medlemmet inden 14 dage efter modtagelsen af anmodningen. Hvis arbejdsgiveren ikke betaler til tiden, og a-kassen fortsat mener, at kravet er berettiget, lægger a-kassen beløbet ud til medlemmet.
Stk. 3. Samtidig med at a-kassen lægger beløbet ud, sender a-kassen sagen med en begrundet indstilling til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der træffer afgørelse i sagen. Ankenævnets afgørelse skal sendes til arbejdsgiveren, medlemmet, Arbejdsdirektoratet og a-kassen.
Stk. 4. Hvis en arbejdsgiver indbringer et tvivlsspørgsmål, jf. § 10, efter at a-kassen har lagt et beløb ud, skal klagen behandles sammen med Arbejdsmarkedets Ankenævns behandling af a-kassens indstilling.
Stk. 5. Finder Arbejdsmarkedets Ankenævn, at medlemmet har ret til betaling for G-dage, skal arbejdsgiveren betale beløbet til Arbejdsdirektoratet inden 4 uger efter modtagelsen af afgørelsen. Har direktoratet ikke fået beløbet til tiden, kan kravet sendes til Finansstyrelsen, der inddriver beløbet med tillæg af et gebyr til direktoratet og Finansstyrelsens omkostninger ved inddrivelsen.
§ 84. Til et medlem betaler arbejdsgiveren ved afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord og lignende dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag. Dagpengegodtgørelsen udgør pr. dag et beløb svarende til 7,4/37 af det højeste dagpengebeløb for en uge, jf. § 47, stk. 1, afrundet til nærmeste hele kronebeløb. Ved ledighed på 4 timer eller derunder betaler arbejdsgiveren en dagpengegodtgørelse svarende til halvdelen af det i 2. punktum omhandlede beløb. Ved ledighed på over 4 timer betaler arbejdsgiveren fuld dagpengegodtgørelse.
Stk. 2. Arbejdsgiverens forpligtelse indtræder kun, når medlemmet inden for de sidste 4 uger har været beskæftiget hos arbejdsgiveren svarende til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger.
Stk. 3. Arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse bortfalder,
1) hvis det godtgøres, at beskæftigelse påbegyndes den efterfølgende arbejdsdag, eller der modtages sygedagpenge eller afholdes ferie i tilslutning til arbejdsophøret,
2) hvis afskedigelsen væsentligst kan tilregnes medlemmet,
3) hvis arbejdsophøret skyldes strejke eller lockout på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er nødvendiggjort af strejke eller lockout på anden virksomhed, eller
4) hvis medlemmet har været i beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen i henhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Stk. 4. Arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse til samme person kan højst indtræde 16 gange i løbet af et kalenderår.
Stk. 5. Dagpengegodtgørelsen udbetales snarest muligt, dog senest ved virksomhedens 2. lønudbetaling efter medlemmets arbejdsophør, hjemsendelse m.v., eller efter medlemmets afgivelse af en erklæring på tro og love om kravet i stk. 3, nr. 1. Arbejdsgiveren kan senest 14 dage efter medlemmets afskedigelse, hjemsendelse m.v., anmode medlemmet om at afgive en erklæring efter 1. pkt. Medlemmets ret til dagpengegodtgørelse bortfalder, hvis erklæringen på tro og love ikke er afgivet til arbejdsgiveren senest 14 dage efter arbejdsgiverens anmodning.
Stk. 6. Hvis dagpengegodtgørelsen ikke betales rettidigt, jf. stk. 5, har arbejdsløshedskassen efter anmodning fra medlemmet pligt til at hjælpe med at få beløbet udbetalt hos arbejdsgiveren, hvis kassen finder, at medlemmet utvivlsomt har krav på dagpengegodtgørelsen. Arbejdsløshedskassen sender med henblik herpå en skriftlig begrundet anmodning til arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse inden 14 dage. Udbetaler arbejdsgiveren ikke dagpengegodtgørelsen inden udløbet af den anførte frist, og finder kassen fortsat, at kravet er berettiget, lægger kassen godtgørelsen ud til medlemmet. § 86 finder tilsvarende anvendelse på udlagt godtgørelse efter 3. pkt.
Stk. 7. Samtidig med udbetaling efter stk. 6, 3. pkt., fremsender arbejdsløshedskassen sagen med en begrundet indstilling til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der træffer afgørelse i sagen, jf. stk. 8. Finder ankenævnet, at medlemmet er berettiget til dagpengegodtgørelse, skal arbejdsgiveren indbetale godtgørelsen til Arbejdsdirektoratet inden for en nærmere angivet frist, som fastsættes af ankenævnet.
Stk. 8. Tvivlsspørgsmål om ret til dagpengegodtgørelse kan indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn. Ankenævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 9. Krav mod arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse, jf. stk. 7, kan med tillæg af omkostninger inddrives af Finansstyrelsen, hvis kravet ikke betales inden for den fastsatte frist. Finansstyrelsen kan inddrive det skyldige beløb ved udpantning, når kravet er fastslået af Arbejdsmarkedets Ankenævn.
Stk. 10. Finansstyrelsen kan indhente oplysninger hos skattemyndigheder og andre myndigheder om arbejdsgiveren, som er nødvendige for at varetage inddrivelsen af det skyldige beløb efter stk. 7.
Stk. 11. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet regler om anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-7 og kan herunder fastsætte regler om, at dagpengegodtgørelsen kan bortfalde i særlige tilfælde ud over de i stk. 3 nævnte. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter endvidere regler om betaling af gebyr for Arbejdsmarkedets Ankenævns og Arbejdsdirektoratets behandling af sager efter stk. 7 og 8.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, som ændret ved Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 491 af 12. juni 2003
Fastansættelse, medlemmet opsagde selv sin stilling, arbejdsgiver kontraopsagde med et ifølge ansættelseskontrakten retmæssig kortere varsel, egen skyld statueret
X Arbejdsløshedskasse har ved brev af 10. november 2004 bedt Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse i sagen om, hvorvidt A er forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag i forbindelse med arbejdsophøret for M, CPR-nr. mmmmmm-mmmm.
Sagen blev behandlet på møde den 14. april 2005.
Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E
Ankenævnet finder, at A ikke er forpligtet til at betale M dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag for dagene efter ansættelsen som bogholder/regnskabschef i forbindelse med arbejdsophøret den 17. august 2004.
Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at forpligtelsen til at betale dagpengegodtgørelse er indtrådt ved arbejdsophøret, da M inden for de sidste 4 uger forud herfor har været beskæftiget hos arbejdsgiveren mindst svarende til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger. Dette er også gældende, selv om perioden 3. til 26. juli 2004, hvor M angiveligt holdt ferie, ikke medregnes.
Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at M ved brev af 3. august 2004 opsagde sin stilling til fratrædelse den 31. august 2004. Der foreligger således bortfaldsgrund efter reglen om egen skyld i § 6, stk. 1, nr. 3 i bekendtgørelsen om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag.
I den forbindelse har nævnet noteret sig, at arbejdsgiver kontraopsagde M samme dag med det i ansættelseskontrakten gældende varsel på 14 dage i prøvetiden. Da en part i et ansættelsesforhold er berettiget til at kontraopsige med et retmæssigt kortere varsel, har nævnet fundet, at dette ikke ændrer ved, at der foreligger egen skyld hos M.
Det er oplyst, at a-kassen har udbetalt dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til M.
Afgørelsen er truffet med hjemmel i § 84 i arbejdsløshedsforsikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003 om arbejdsløshedsforsikring m.v. og §§ 1, 6 og 11 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, som ændret ved Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 491 af 12. juni 2003.
På ankenævnets vegne
XX
fuldmægtig
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til
A
M
Arbejdsdirektoratet, kontor Y 1
1. Sagsforløb
Det fremgår af sagen, at M fra den 1. juli 2004 var ansat på fuld tid som bogholder/regnskabschef hos A, at hun selv den 3. august 2004 opsagde sin stilling til fratræden den 31. august samt at arbejdsgiver kontraopsagde hende samme dag med det i ansættelseskontrakten gældende varsel på 14 dage i prøvetiden til den 17. august 2004.
Efter sin fratræden rettede M henvendelse til X Arbejdsløshedskasse om, at der ikke er udbetalt dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag ved arbejdsophøret den 17. august 2004.
A-kassen har ved brev af 10. september 2004 anmodet arbejdsgiveren om at udbetale 2 hele g-dage til medlemmet.
Arbejdsgiver har i brev af 29. september 2004 svaret a-kassen, at M selv opsagde sin stilling og at arbejdsgiver benyttede muligheden for at afkorte varslet ifølge ansættelseskontrakten. I et af arbejdsgiver samtidigt indsendt skema til a-kassen fremgår blandt andet, at beskæftigelseskravet var opfyldt.
Herefter har a-kassen ved brev af 10. november 2004 anmodet Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse om, hvorvidt A er forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til M.
Det fremgår af sagen, at a-kassen har lagt ud for den manglende betaling af dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til medlemmet.
Sekretariatet har hørt arbejdsgiveren vedrørende klagen samt bedt denne udfylde et spørgeskema. Arbejdsgiver har indsendt spørgeskema og redegørelse i brev af 4. februar 2005, hvoraf fremgår, at arbejdsgiver ikke mener sig forpligtet til at betale g-dage, da M selv sagde sin stilling op og da arbejdsgiver benyttede sin ret til at kontraopsige hende med det gældende kortere varsel. I spørgeskemaet er det endvidere anført, at M holdt ferie for egen regning fra 3. til 26. juli 2004.
Af a-kassens spørgeskema fremgår blandt andet, at beskæftigelseskravet var opfyldt. I skemaet er der ikke markeret bortfaldsgrunde vedrørende g-dage.
2. Regler
Lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003 om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Bidrag fra arbejdsgivere
Resumé
Medlemmet var fra den 1. juli 2004 ansat på fuld tid som bogholder hos A. Hun opsagde den 3. august 2004 selv sin stilling til fratræden den 31. august. Arbejdsgiver kontraopsagde hende samme dag med det i ansættelseskontrakten gældende varsel på 14 dage i prøvetiden til fratræden den 17. august 2004.
Nævnet fandt, at arbejdsgiver ikke var forpligtet til at betale medlemmet g-dage. Nævnet lagde herved vægt på, at medlemmet selv havde opsagt sin stilling, hvorfor der således forelå bortfaldsgrund efter reglen om egen skyld i § 6, stk. 1, nr. 3 i bekendtgørelsen om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag.
I den forbindelse noterede nævnet sig, at arbejdsgiver kontraopsagde medlemmet samme dag med det i ansættelseskontrakten gældende varsel på 14 dage i prøvetiden. Da en part i et ansættelsesforhold er berettiget til at kontraopsige med et retmæssigt kortere varsel, fandt nævnet, at dette ikke ændrede ved, at der forelå egen skyld hos medlemmet.