Anerkendelse af medlemskab af a-kasse i andet EØS-land

§ 2. Skyldes fejludbetalingen medlemmets svigagtige forhold, jf. § 87, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., har kassen ret til refusion. Retten bortfalder dog i det omfang, udbetalingen kan tilskrives fejl i kassen.

§ 3. Hvis fejludbetalingen skyldes en skønsmæssig afgørelse, har kassen ret til refusion, såfremt kassen har sikret sig et tilstrækkeligt grundlag for det udøvede skøn, og skønnet kan anses for forsvarligt.

Stk. 2. Kassen har endvidere ret til refusion, hvis fejludbetalingen skyldes urigtige oplysninger fra arbejdsgivere, offentlige myndigheder eller en anden arbejdsløshedskasse, medmindre kassen vidste eller burde vide, at oplysningerne var urigtige.

Stk. 3. Stk. 1 og stk. 2, finder dog ikke anvendelse i tilfælde, hvor medlemmet i forbindelse med fejludbetalingen har udvist uagtsomt forhold, således at der er grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for tilbagebetaling efter § 86, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. dog § 5.

Arbejdsløshedsdirektoratets bekendtgørelse nr. 587 a 26. juni 2003 om a-kassernes ret til refusion for udbetalte ydelser

§ 3. En a-kasse har ikke ret til refusion, hvis den med urette har udbetalt ydelser. Er der udbetalt refusion, skal a-kassen betale den tilbage.

Stk. 2. A-kassen har dog ret til refusion i de i §§ 4-7 anførte tilfælde.

§ 4. Skyldes udbetalingen at medlemmet har udvist svig, jf. § 87 , stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., har a-kassen ret til refusion. Retten falder dog bort i det omfang, udbetalingen kan tilskrives fejl i a-kassen.

§ 5. Hvis udbetalingen skyldes en skønsmæssig afgørelse, har a-kassen ret til refusion, hvis a-kassen har sikret sig et tilstrækkeligt grundlag for det udøvede skøn, og skønnet kan anses for forsvarligt.

Stk. 2. En a-kasse har ret til refusion, hvis urigtige oplysninger fra arbejdsgivere, offentlige myndigheder eller en anden a-kasse er skyld i, at ydelsen er udbetalt med urette. A-kassen har dog ikke ret til refusion, hvis den vidste eller burde vide, at oplysningerne var urigtige.

Stk. 3. Stk. 1 og 2, finder ikke anvendelse, hvis medlemmet på grund af uagtsomhed er ansvarlig for at betale beløbet tilbage efter § 86, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. dog § 6.

§ 86. Et medlem, som uberettiget har modtaget dagpenge eller andre ydelser fra kassen, skal betale ydelsesbeløbet tilbage, hvis medlemmet har givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til ydelserne, eller hvis medlemmet i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelse af beløbet var uberettiget. Godtgørelse efter lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse er ikke omfattet af bestemmelsen.

Stk. 4. Hvis dagpenge eller andre ydelser, jf. stk. 1 og 15, er udbetalt med urette, har kassen ikke krav på refusion fra statskassen og skal betale udbetalte refusionsbeløb tilbage, medmindre den fejlagtige udbetaling skyldes medlemmets svigagtige forhold.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 2002 om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser

Anerkendelse af medlemskab af a-kasse i andet EØS-land

Ankenævnet har behandlet a-kassens klage på møde den 19. maj 2005.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

A-kassen har ikke ret til refusion for ydelser udbetalt til medlemmet, xxx, efter den 4. januar 2003.

Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af den 22. marts 2005.

B E G R U N D E L S E

Ankenævnet har lagt til grund, at

medlemmet blev bortvist fra sit arbejde den 4. januar 2003, arbejdsgiveren begrundede bortvisningen med, at medlemmet havde udvist en ubehagelig og truende adfærd over for sine kvindelig kollegaer, der ved retsmøde den 20. februar 2004 blev indgået et forlig på domsvilkår, hvorefter arbejdsgiveren skulle betale et beløb svarende til 2 ugers løn til medlemmet, og ankenævnet den 14. april 2005 traf afgørelse om, at medlemmet var selvforskyldt ledig ved sit arbejdsophør den 4. januar 2003, og at medlemmet havde mistet retten til dagpenge fra den 4. januar 2003 på grund af gentagelsesvirkningen.

Ifølge reglerne skal et medlem, som uberettiget har modtaget dagpenge eller andre ydelser fra kassen, betale ydelsesbeløbet tilbage, hvis medlemmet har givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning af retten til ydelserne, eller hvis medlemmet i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelse af beløbet var uberettiget, jf. § 86, stk. 1 i arbejdsløshedsforsikring.

Hvis dagpenge eller andre ydelser er udbetalt med urette, har kassen ikke krav på refusion og skal betale udbetalte refusionsbeløb tilbage, medmindre den fejlagtige udbetaling skyldes medlemmets svigagtige forhold, jf. § 86, stk. 4 i arbejdsløshedsforsikringsloven.

Skyldes fejludbetalingen en skønsmæssig afgørelse, har kassen ret til refusion, såfremt kassen har sikret sig et tilstrækkeligt grundlag for det udøvede skøn, og skønnet kan anses for forsvarligt, jf. § 3, stk. 1 i bekendtgørelse om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser.

Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at medlemmet ikke afgav urigtige oplysninger i forbindelse med arbejdsophøret den 4. januar 2003.

Kassens fejludbetaling skete således ikke på grund af medlemmets svigagtige forhold.

Ankenævnet har videre lagt vægt på, at arbejdsgiveren begrundede bortvisningen af medlemmet med, at medlemmet havde udvist en ubehagelig og truende adfærd ved på voldsom og usømmelig vis have forsøgt at presse oplysninger om løn og julegratiale ud af 2 kvindelige kollegaer mod deres vilje.

Medlemmet var ikke enig i arbejdsgiverens udlægning af sagen, idet han mente, at han var lovet samme løn som andre montører, hvilket han ikke fik.

På baggrund af ovenstående finder ankenævnet efter en samlet vurdering, at kassen ikke udøvede et forsvarligt skøn, da kassen udbetalte dagpenge til medlemmet fra arbejdsophøret den 4. januar 2003.

A-kassen har således ikke ret til refusion for dagpenge udbetalt efter den 4. januar 2003.

Det kan ikke føre til en anden vurdering, at kassen har henvist til, at medlemmets advokat oplyste kassen om, at de ville gøre indsigelse mod bortvisningen, og at der ved retten blev indgået et forlig på domsvilkår, hvorefter arbejdsgiveren skulle betale et beløb svarende til 2 ugers løn til medlemmet.

Ankenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at såvel advokatens stævning som forliget først blev indgået på et langt senere tidspunkt, end det tidspunkt, hvor kassen skulle foretage en vurdering af, hvorvidt medlemmet var selvforskyldt ledig.

Ankenævnet skal endvidere bemærke, at rettens tilkendegivelse af, at bortvisningen af medlemmet var uberettiget ikke kan sidestilles med en tilkendegivelse af, at arbejdsgiveren ikke kunne afskedige medlemmet med rette, idet der i retspraksis stilles langt strengere krav til den ansattes misligholdelse af ansættelsesforholdet ved en bortvisning end ved en afskedigelse.

Forliget stillede således alene medlemmet som om, han var afskediget med det rette opsigelsesvarsel i henhold til funktionærloven, hvilket ikke udelukker en afgørelse om selvforskyldt ledighed i henhold til reglerne inden for arbejdsløshedsforsikringens område.

R E G L E R

Ankenævnet henviser til

– § 86, stk. 1 og stk. 4 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002, og

– § 2 og 3 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser, og

– § 3, § 4 og § 5 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 2003 om a-kassernes ret til refusion for udbetalte ydelser.

O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N

Sagen er afgjort på grundlag af

– Arbejdsdirektoratets afgørelse af 22. marts 2005,

– klagen til ankenævnet af 14. april 2005,

– Arbejdsdirektoratets bemærkninger ved oversendelsen af sagen til ankenævnet den 26. april 2005, og

– Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelse af 14. april 2005 .

På ankenævnets vegne

Xxx

fuldmægtig

De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

xxx

Arbejdsdirektoratet, Stormgade 10, Postboks 1103, 1009 København K

Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002

Resumé

Medlemmet er født den xxx.

Sagen drejer sig om medlemmets anciennitet til efterløn.

Medlemmet har anciennitet både fra dansk a-kasse og a-kasse i EØS området.

Medlemmet har følgende anciennitetsperioder

– XXX a-kasse fra den 1. november 1981 til den 30. november 1989.

– EØS-forsikret fra 6. november 1989 til den 31. juli 1998.

– XXX a-kasse fra den 3. december 1998 og fremefter. Der er indbetalt efterlønsbidrag fra den 1. april 1999.

Medlemmet rejste den 1. september 1989 til XXX fordi hendes mand havde påbegyndt arbejde i XXX i december 1988.

Det omstridte element, der forhindrer medlemmet i at medregne medlemmets EØS anciennitet ved beregningen af anciennitet til efterløn, er, at medlemmet udrejste af Danmark den 1. september 1989, men først er indmeldt i en a-kasse i andet EØS-land den 6. november 1989.

Dermed opfylder medlemmet ifølge Arbejdsdirektoratet ikke kravet om medlemskab af dansk a-kasse og dansk bopæl samt ophold lige før overgangen til EØS a-kasse jf. Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 1203 af 18. december 2002 om ret til efterløn for medlemmer, der har haft forsikrings- eller beskæftigelsesperioder i ud landet, i Grønland eller på Færøerne, § 4, stk. 2.

Arbejdsdirektoratet ville ligeledes ikke dispensere fra egne regler vedrørende kravet om bopæl lige før udrejsen.

Dette medfører, at medlemmet efter Arbejdsdirektoratets opfattelse ikke kan medregne sin anciennitet i a-kasse opnået i andet EØS-land ved beregningen af efterløn.

Medlemmet har derfor ikke været uafbrudt medlem af a-kasse siden den 31. marts 1992, og kan derfor trods sin alder ikke anvende bestemmelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 74 a, stk. 2.

Medlemmet er derfor henvist til at anvende undtagelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 74 a, stk. 3 og skal derfor have 20 år medlemskab af a-kasse inden for de sidste 25 år.

Dette vil kræve, at medlemmet får anerkendt medlemskab af a-kasse i andet EØS-land.

Arbejdsmarkedets Ankenævn fandt at betegnelsen ”lige før” kunne finde anvendelse i det konkrete tilfælde, hvor medlemmet udrejste 2 måneder og 6 dage før overgangen til a-kasse i andet EØS-land.